Optagelserne af "Rose" i Aarhus er som en familiefest

Der er gang i studierne i Filmbyen i Aarhus for tiden. Niels Arden Oplev, der bor og arbejder i USA, er kommet hjem til Jylland for at optage sin næste film, Rose. Den bygger på minder fra hans opvækst i Nordjylland og handler om en flok nordjyder på bustur til Paris. En tur, hvor alt går galt, og intet er som de troede, blandt andet fordi en af passagererne har en alternativ social facon, der skyldes en sindslidelse.

På rollelisten er blandt andre Anders W Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler, Lene Maria Christensen og Sofie Gråbøl, der spiller hovedrollen. Premieren bliver 24. februar 2022.

Alt går galt

Århus Onsdag kigger forbi filmbyen en aften og møder holdet, der har været på optagelse i fire timer i en meget varm bus. Statisterne er helt røde i kinderne, da de strømmer ud til pause. Gotschalk Rejser står der på bussen, som er af ældre dato. På sæderne og bordene er der tyske dåseøl, grænsekioskernes evige Toblerone, en walkman og Aalborg Stifstidende fra 1997. Lady Dianas tragiske dødsfald i en bilulykke i Paris er på forsiden.

”Jeg ville dø, inden jeg nåede til Paris, af at sidde i denne her bus. Man sidder fucking dårligt,” siger Søren Malling, der med sine lysebrune fløjlsbukser og grå cardigan ligner præcis det, han er i denne film: en viceskoleinspektør med orden i sagerne og et abonnement på Aalborg Stiftstidende.

Aarhus er fantastisk at filme i

Han står ved siden af bussens chauffør, der spilles af Peter Gantzler.

”For at sige det lige ud er der ikke rigtig noget, der går som det burde. Måske bliver det bus-Oles sidste tur,” siger Peter Gantzler.

De to er begejstrede for det hold, der arbejder på Rose.

”Vi har det til fælles, at vi alle har et ret kraftigt funnybone og sans for absurd humor. En busfuld af nordjyske bonderøve ned gennem Jylland og til Paris er da sjovt i sig selv. Der findes ikke noget mere jysk,” mener Søren Malling, der selv er en jysk bonderøv fra Kjellerup tæt på Silkeborg.

Mit sprog er jysk

Mens Sofie Gråbøl sidder i sminken for at blive klar til den scene, der skal skydes efter pausen, går de andre op i frokoststuen for at få det måltid, der for os andre er aftensmad. Klokken er 18. Men filmholdet er ikke nået længere end til frokost, for det mødte ind til middag og skal arbejde hele aftenen. Det gjorde de også dagen før og arbejdstidsreglerne skal overholdes.

Duften af krydret dahl breder sig, snakken går og flere af dem flyder ud i en gruppe af sofaer. De er stadig i deres 1997-outfit men nu i selskab med deres nutidige mobiler.

Niels Arden Oplevs pause er kort og han er hurtigt tilbage i studiet, hvor han skal have styr på de næste optagelser. Han tager sig alligevel tid til at tale med pressen og fortæller, at han lige før denne film har styret optagelser i Irland og New York.

”Her kan jeg tale mit eget sprog. Det er nordjysk,” siger han og smiler højlydt.

”Det er mere afslappende at være i Danmark og arbejde sammen med mine gamle skuespillervenner og alle de andre gammelkendte på holdet. Det føles som familiefest med en onkel, der altid siger noget pinligt og som ikke altid er lige nem, men hvor festen alligevel altid lykkes til sidst,” fortsætter han og taler rent faktisk flydende jysk.

Niels Arden Oplev har i Danmark også mere hånd i hanke med produktionen og filmen, end han typisk har på en filmoptagelse i USA.

”Det giver en større sikkerhed for at filmen bliver, som jeg gerne vil have den,” forklarer han, der i Danmark har mulighed for selv at prioritere og bruge tid på detaljer, så længe budgettet holder.

Cut - Super - Nice

Instruktøren har lavet et lang række tv-serier i Danmark og USA lige fra Ørnen og Rejseholdet til FBI, der er filmet i New York. Der optager man dobbelt så meget på en dag, som i Danmark, så også af den grund er det rart at være tilbage. Han har tidligere optaget ’Ser du månen, Daniel?’ i Aarhus med midler fra Den Vestdanske Filmpulje, så han kender faciliteterne.

”Efter at have stået på en rasteplads ved Gudenåen i tre nætter, er det dejligt at komme ind i Filmbyen. Selv om rastepladsen mindede mig om dengang jeg ræsede ned ad den jyske motorvej på motorcykel som ung for at besøge min kæresten i Randers,” ler han.

Den næste scene foregår i mørke, fordi den udspiller sig om natten. Lys kommer og går ved siden af bussen og illuderer de modkørende biler. Der skal være vådt på ruderne, og der skal være styr på hvor meget teknikerne skal skubbe til bussen, så det virker som om den kører.

Skuespillerne myldrer ind i bussen og indtager deres pladser.

”Jeg skal bruge den gode avis, og bakken af øl skal på det her tidspunkt være næsten fuld,” siger Niels Arden Oplev. Der er lidt lys omkring ham og fra den monitor, hvorpå man kan se optagelserne.

”Vi kører,” lyder det et sted i mørket.

”Vent lidt. Viceskoleinspektør Skelbæk skal have sin jakke på. Det skal være ruskindsjakken,” siger scripteren.

Den rigtige jakke bliver fundet og Søren Malling får den på.

”I skal ryste med bussen nu. Giv lidt mere gas på det. Vi kører. Vær så god,” bliver der sagt.

Skelbæks søn går gennem bussen, mens kamerarene kører i 20 sekunder, og Niels Arden Oplev råber:

”Cut. Super. Nice.”

Få film om sindslidelser

”Mine danske film bliver mere personlige og går helt ind i hjertet. Denne handler om Inger, der har en sindslidelse. Hun mangler et filter og kan være pinlig. Det er rigtig svært for de fleste af os at håndtere nogen, der er pinlige,” forklarer instruktøren og binder en tråd tilbage til billedet af den håbløse onkel.

Han mener, at der er for få film om sindslidelser og det, der ikke er helt almindeligt.

”Sindslidelser gør os utrygge. I USA, hvor jeg bor, får sindslidende ofte skylden for vold i samfundet. Jeg vil gerne være med til at forandre det billede. Vi skal turde møde det unormale, så vil det vise sig - som det gør i denne historie - at de sindslidende rummer nogle andre ressourcer og kan give os nogle nye oplevelser,” siger han.

”Man kan ikke skue hunden på hårene. Filmen, Rose, er uforudsigelig, morsomt og rørende. Jeg sætter hele normalitets-begrebet på en bus med en god flok jyder, der ikke taler et ord fransk, og sender dem i 1997 til Paris,” siger han.

Inger har tidligere været i Paris, city of love, og der er noget fra dengang, hun gerne vil finde et svar på. Niels Arden Oplev vil ikke røbe, hvad det mere præcist er. Op på spørgsmålet om, hvorfor filmen hedder Rose, svarer han tvetydigt, at Inger har et særligt forhold til roser. Det påvirker alt sammen nordjydernes tur med den målrettede Inger.

I bussen er som bekendt viceskoleinspektør Skelbæk, der bedst kan lide, at der er styr på tingene. Han vil gerne gøre sin egen normalitet til det, der skal gælde. Og så har vi balladen.

At komme hjem til 1997

”Der sker altid noget, når man lukker en gruppe mennesker ind i et rum. De håbefulde nordjyder kommer på tur med en, der siger tingene lige ud, så det går galt undervejs på mange måder. Der bliver meget lang vej til Paris,” siger Søren Malling.

Inger har sin søster, Ellen, og sin svoger, Vagn, med på turen. De spilles af Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen. De synes, at det er spændende og udfordrende at finde balancen i relationen til deres sindslidende søster og svigerinde.

”Det er en svær film at spille, fordi vi hele tiden skal balancere i forhold til Inger. Man skal ikke reagere eller styre for meget eller for lidt men støtte en sårbar person,” siger Anders W. Berthelsen.

”Og det kan man jo slet ikke lykkes med altid, så man er jo dømt til at fejle,” supplerer Lene Maria Christensen.

Hun er i silkeskjorte, Levis-jeans og har en nydelig sideskilning – Lady Di-frisure. Han er også i jeans, polo T-shirt og brun læderjakke.

”Det er som at komme hjem at komme tilbage til 1997. Dengang var det mere afslappet,” siger Anders W. Berthelsen med et skævt smil.

”Vi kunne ikke lige huske, om man måtte ryge i busserne dengang, men det måtte man heldigvis ikke. Vi skulle også lige tjekke om de første mobiler var almindelige,” forklarer han.

De sidste turister i Paris

Filmholdet har været i Paris og lavet optagelser. Også der gav tidsforskellen fra 1997 til i dag udfordringer.

”I Paris måtte vi holde forbipasserende tilbage, mens vi filmede, fordi de alle bar mundbind. Det kan man tydeligt se, selv om man gør baggrunden i filmen sløret,” forklarer Anders W. Berthelsen.

I det hele taget var Paris en helt speciel oplevelse, fordi byen lukkede ned, mens det danske filmhold var der. Den blev helt tom for turister.

”Vi var de sidste. Vi var alene i Paris. Jeg havde fri en dag og gik helt alene på Versailles, i Monets Have og ved Napoleons Grav. Det kommer aldrig til at ske igen. Jeg måtte ringe til min kone, der elsker de steder, og fortælle det,” siger Peter Gantzler.

Holdet bag Rose slap ud af byernes by og er glade for hverdagen i smilets by sammen med med kolleger, som de kender ad åre og har lavet mange film sammen med på kryds og tværs. For eksempel har både Sofie Gråbøl, Anders W. Berthelsen, Søren Malling lavet tv-serien Forbrydelsen og Taxa, hovor også Peter Gantzler var med.

”Det er en stor fornøjelse at være sammen med nogen, man holder af og respekterer. Det bliver vigtigere jo ældre, man bliver, uanset om man er tømrer eller bagerjomfu,” siger Søren Malling.