Tre vartegn i Østjylland
Vi vover pelsen og udråber tre vartegn - velvidende at Østjylland rummer mange flere.

Naturen, Regnbuen, Himmelbjerget, Mols. Østjylland gemmer på mange vartegn.
For os der bor i Østjylland, kan vi nemt blive enige om, at vi bor i det smukkeste område i Danmark. Bag alt, kulturen, oplevelserne, gastronomien, kunsten, historien og alt det andet, vi kan fremhæve, så ligger naturen som et levende, dynamisk, smukt, varierende og allestedsnærværende element i vores hverdag.
Vi er tæt på sø og hav
Der er aldrig langt til en sø eller hav. Vi kan nå en skov på ganske kort tid. Og vi kan få pulsen både op og ned i det varierende landskab, vi bor i. Vi har de smukkeste udsigter, fra udsigten fra Himmelbjergets top, hvor man kan skue ud over det smukke Søhøjland, (se udsigten på forsiden af dette tillæg) til udsigten fra Regnbuen på Aarhus, hvor man ikke bare kan kigge op på det fantastisk kunstværk, men man får også udsigten over hele Aarhus, hvis man tager på en tur rundt i buen.
Jo, Østjylland har det hele. Så når vi nu alligevel giver os af med, at give bud på vartegn, så er det vel vidende, at der er mange flere, og måske forenkler vi tingene for meget. Men her kommer altså vores bud på tre vartegn i vores smukke landsdel.
Himmelbjerget
Vi kan jo ikke prale af, at have bjerge i Danmark, og der er dem, der siger, at Himmelbjerget er en falsk bakke. Himmelbjerget er, trods det ligger 147 meter over havet og 125 meter over Julsø, heller ikke det højeste punkt i Danmark.
Men altså: udsigten herfra er fuldstændig fantastisk. Uanset om det regner, sner eller er solskin, så er udsigten over skove og søer et fascinerende syn. På en varm sommerdag, kan man se ind til Ry, Laven og Silkeborg.
Her er Danmarks demokratiske vugge. Det var her, det allerførste folkemøde var i 1839, hvor Steen Stensen Blicher kaldte til møde. 600 mødte op. På Himmelbjerget.dk kan man læse følgende interessante historie:
»Den daværende ejer af Himmelbjerggården og Himmelbjerget, Peder Nielsen, så muligheder i den spirende turisme og ansøgte om tilladelse til udskænkning og til at tage entré, Men da han fik afslag, lukkede han i 1840 for adgang til Himmelbjerget. Christian 8. var på Jyllandsrejse i 1840, og han krævede på opfordring fra Blicher: at der paa Himmelbjerget til alle Tider kan være fri Adgang for Alle og Enhver.
Derfor opkøbte kongen simpelthen bjergtoppen, og Blicher kunne igen afholde folkemøder på bjerget.«
Læs mere om Himmelbjergets spændende historie på himmelbjerget.dk
Rådhus Aarhus
Det smukke rådhus i Aarhus er en moderne og funktionalistisk bygning og et ikon for Aarhus. Rådhuset er beklædt med norsk marmor, og er udtryk for dansk design og arkitektur, når det er bedst. Aarhus Rådhus er tegnet af den internationalt kendte arkitekt Arne Jacobsen og Erik Møller og blev opført i 1937 - 1941. I 1995 blev bygningen fredet.
Huset har en spændende historie og er et hus, der benyttes flittigt til mange formål. Huset er arbejdsplads for byrådet og for mange ansatte i Aarhus Kommune. Der bliver løbende afholdt arrangementer på Rådhuset. Endelig kan du af og til høre koncerter med Tårnhusets klokkespil. Tårnopstigning arrangeres på udvalgte tidspunkter af AarhusGuiderne.
Rådhuset er åbent i dagtimerne på hverdage og er altid et besøg værd. Om ikke andet, så for at studere arkitekturen, gulve og interiør, som grundet fredningen er bevaret i stilren 1930-stil. Det er meget meget smukt.
Skanderborg Festival
Er der noget, vi er kendt for i Østjylland, så er det Skanderborg Festival, der hvert år i august omdanner Skanderborg til verdens navle for festivalgæster. Festivalen er afholdt siden 1980 - og den vender tilbage igen i år for fulde drøn. Sidste gang der var fuldt drøn på var i 2019, og der var der dagligt 36.000 besøgende festivalgæster. Det gør Smuk fest til den andenstørste festival i Danmark.
Gennemsnitsalderen er ca. 38 år – og fordelingen på køn er ca. 58% kvinder og 42% mænd.
Et vartegn skal jo helst være noget, der er der hele tiden. Og det må så blive maskotten Festi-Walther, han vejer over et ton og er hugget ud i marmor, og han står i rundkørslen mellem Vroldvej og E45 i Skanderborg. Sidste år blev han væltet trods den store størrelse. Det vides, ikke hvem der fik skubbet ham omkuld.
Læs mere på smukfest.dk