De lidt glemte byer i Nordjylland
Aalborg og de nordjyske badebyer løber tit med opmærksomheden. Men prøv de andre måske lidt glemte byer i Nordjylland.
Snart er det sommer, og vi skal i sommerhus, vi skal bade, vi skal grille, spise på restaurant og hygge os. Livet leves i sommerferien og for rigtig mange af os sker det i Nordjylland. Vi kender alle til de mondænes ferieuge i Skagen i uge 29. I Blokhus og Løkken har de fleste af os også været, og der er i den grad også dejligt.
Men Nordjylland er meget mere end kystbyerne og toppen af Jylland og mange af de andre byer er et besøg værd. Så her kigger vi på nogle af de større byer, som kan været et godt mål for en udflugt eller et sommerferieophold.
Frederikshavn
Frederikshavn ligger ud til Kattegat for enden af E45, når man kører nordpå. Når man kører sydpå, ligger den så i starten af E45. Når man kører ind i byen kører man langs kysten, og man kommer forbi Flådestationen og allerede der, mærker man, at Frederikshavn har et internationalt strejf
Udover flådestationen er Frederikshavn hjem for Danmarks moderne og store havn, som både har færgefart og fragthavn. Her afgår og ankommer blandt andet de store færger til Norge. Frederikshavn havn er blandt de største erhvervshavne i Danmark og her er altid liv.
Vil man have ro i Frederikshavn, så er der rig mulighed for det. For her findes også noget at det fineste strandsand. Lidt nord for Frederikshavn ligger Bratten Strand, og den strækker sig venligt langs Østersøen, så her er der lidt mere roligt hav end det velkendte Vesterhav. Stranden er helt hvid med blødt sand.
Man kan også tage på stranden i Danmarks eneste badestrand med Palmer. Palmestranden ligger i Frederikshavn og udover palmer er der også volleybane, toiletter og ishus.
Frederikshavn har omkring 23.000 indbyggere, men der kommer også fem millioner besøgende om året. Det har givet bunden til et rigt handelsliv og Frederikshavn har en af landets længste gågader. Det er især rart, når man har et stort shoppe-gen
Hjørring
Hjørring har 25.780 indbyggere og er dermed den andenstørste by i Nordjylland.
Byen er lidt speciel, for den har ikke nogen havn. Til gengæld har den et rigt shopping- og kulturliv.
Det er her man finder det store indkøbscenter Metropol, og det kan godt være, at det denne sommer bliver der, man gerne vil hen. For her kan man gå i tørvejr og se på butikker og finde en lille cafe, hvor man bare kan sidde og betragte folk. Der er 40 butikker i centret og tre spisesteder, der er puslerum og gratis parkering.
Men er vejret godt, så tag en tur rundt i Hjørring og nyd den vilde natur. Hjørring kommune er nemlig en foregangskommune i at få den vilde danske natur tilbage, som vores insekter har så hårdt brug for. Det sker blandt andet ved at offentlige græsarealer, private haver og erhvervsarealer lader vilde blomster vokse op. I Hjørring kommune lader man i stor stil græsslåmaskinen stå.
Læs mere om de grønne tiltag på naturkommunen.dk.
Kultur er der rig mulighed for at udforske. Af museer kan især nævnes Vendsyssel Historiske Museum, som løbende har særudstillinger og arrangementer vedrørende byens historie. Der er også tre middelalderkirker i Hjørring, som kan udforskes. På en varm sommerdag er de kølige at besøge, og de ligger i gåafstand fra hinanden.
Hirtshals
Hirtshals ligger i Vendsyssel og her bor næsten 6000 sjæle.
Byen er kendt af mange for det store Nordsøen Oceanum. Med god grund. For her er der 6 millioner liter havvand, der er 75 akvarier og mere end 7000 fisk og andre havdyr. Og man kan selv være med i vandet og kravle på skibsvrag og fange krabber med de bare næver.
I Hirtshals spiller havet en stor rolle. Det er nemlig en rigtig fiskerby, hvor havnen er en af de mest betydningsfulde erhverv. Hirtshals har både en fiskerihavn samt færgehavn, hvor der er forbindelse til blandt andet Norge og Færøerne.
I og omkring Hirtshals er der en fantastisk natur.
»Det er en oplagt destination, hvis man vil opleve den vilde natur ved Vesterhavet. Der findes mange forskellige vandre-, cykel- og mountainbikeruter i området i alle niveauer. Nogle af landets længste ruter går også gennem Hirtshals, og det er et oplagt sted at starte rejsen. De lokale vandre- og cykelruter byder også på enestående oplevelser. For eksempel byder både Tornby og Tversted Klitplantage på udfordrende mountainbikeruter. Lilleheden Klitplantage, Skallerup Indlandsklitter og Tversted Klitplantage byder på smukke vandreruter og i områderne kan du også finde ridestier,« kan man læse på toppenafdanmark.dk
Beliggenheden ved Vesterhavet betyder naturligvis, at der er mange gode badestrande. Men husk altid, at være opmærksom, Vesterhavet kan være lunefuldt.
Tæt på byen ligger Husmoderstranden. Og placeringen gør stranden til et populært udflugtsmål.
Mod syd, er der en fantastisk udsigt til Hirtshals Fyr. Og her er der alle muligheder for at nyde en smuk solnedgang. Og tag børnene med, for det er en lækker strand med blødt sand og rent vand. Stranden er bilfri, i modsætning til strandene ved Blokhus og Løkken. Så tag trygt børnene med til Hirtshals og Husmoderstranden.
Hvorfor hedder den egentlig Husmoderstranden? Svaret fandt vi på visitnordkysten.dk
»Husmoderstranden blev dannet tilbage i 1960, da Hirtshals Havn begyndte en udvidelse mod vest. Stranden har fået sit navn, da byens husmødre flittigt tog deres børn med derned. I 2017 påbegyndte Hirtshals Havn et arbejde med at åbne Vesthavnen mere op. Det resulterede i Havnepromenaden, som forbinder byen, Husmoderstranden og havnen. På Havnepromenaden finder man et par udkigsposter, og på Husmoderstranden ender promenaden ud i en opholdstrappe.« lyder forklaringen.