Se på bunkere og sæler i det sydlige Jylland
Et nyt museum om mennesker på flugt åbner snart i Oksbøl, nord for Esbjerg.
Under Anden Verdenskrig trak tyskerne et gråt bånd af bunkere ned langs Vestkysten. I alt opførte besættelsesmagten omkring 2.000 bunkere i Danmark. Dertil kommer flere tusind andre betonkonstruktioner.
Nord for Esbjerg, ved Blåvand, byggede tyskerne kanonstillingen Tirpitz, der skulle forsvare indsejlingen til Esbjerg havn. Et større bunker-kompleks hørte også til forsvarsværket, som dog ikke nåede at blive færdigt, inden krigen sluttede.
I 2017 åbnede et museum i forbindelse med de historiske bunkere. Det nye Tirpitz er tegnet af det danske arkitektfirma BIG. Det ligger skjult under sandet i de fredede klitter bag kanonbunkeren. Under overfladen findes fire store udstillingsgallerier samt café og butik. En underjordisk korridor forbinder den nye attraktion med den gamle bunker.
Museets udstillinger har forskellige emner. Et sted kan man komme med på en tidsrejse, som starter hos mammutterne på den store slette, hvor der nu er Vesterhavet. Rejsen fortsætter til det tidlige Blåvand med troldkarle og smuglerkro, forbi havets helte og helt frem til 1970’ernes blomstrende campingliv.
En anden del af udstillingen er et skatkammer, der rummer en af Europas største samlinger af rav. Endelig fortæller udstillingen – selvfølgelig – historien om bunkerne, verdenskrigen og nogle af de mennesker, krigen ramte.
Mennesker på flugt
Tirpitz er en del af Vardemuseerne, som dækker over en række museer og attraktioner i Vest- og Sydjylland. I slutningen af juni i år bliver et helt nyt museum føjet til familien. Det hedder FLUGT og bliver det første museum i Verden, der er dedikeret til flygtningehistorier. FLUGT fortæller historien om de tyske flygtninge fra Anden Verdenskrig, men beretter også om de sidste hundrede års flygtningestrømme, der er kommet til Danmark.
Museet ligger i Oksbøl, som i slutningen af krigen og i årene lige efter var hjemsted for en lejr, som, da den var størst, rummede 35.000 flygtninge. Med det indbyggertal ville lejren have været den femtestørste by i Danmark.
Som det var tilfældet med Tirpitz, er FLUGT også tegnet af arkitektfirmaet BIG – Bjarke Ingels Group. Arkitekterne har taget afsæt i flygtningelejrens hospital, der oprindeligt bestod af 40 små syge- og operationsstuer.
Fisk og sæler
Inde i Esbjerg by finder I Fiskeri- og Søfartsmuseet. Museets saltvandsakvarie giver jer mulighed for at gå på opdagelse i de danske havområder og i det dyreliv, som gemmer sig under havets overflade. I kan stå på havets bund og opleve, hvordan torsk, hajer og rokker svømmer rundt sammen med andre fisk fra det dybe hav.
I museets sælarium kan I opleve sælerne i vandet gennem de store undervandsruder eller gå på opdagelse i de mange forskellige indkig i børnehøjde. I kan også se sælerne oven vande, når de ligger og nyder livet på land. Sælariet er inspireret af Vadehavet, hvor der lever både spættede sæler og gråsæler.
Museet fortæller også om Esbjerg og byens udvikling fra trafik- og fiskerihavn, over offshore-eventyret til vore dage, hvor havnen er base for opstilling af enorme havvindmøller.
Moderne og historiske møbler
Tønder kan byde på hele to museer: Et kulturhistorisk og et kunstmuseum, som begge er en del af Museum Sønderjylland. Begge museer har indgang i porthuset, som er det eneste, der er tilbage af slottet Tønderhus.
På museet kan I naturligvis få historien om de berømte tønderkniplinger. Det fine håndarbejde var en levevej for mange i Vestslesvig i tiden mellem 1600 og 1900. ”Tøndersølv” er et andet begreb fra egnen, som udstillingen også viser eksempler på, blandt andet skeer og hovedvandsæg, som er karakteristiske for området.
I perioden 1600 til 1850 havde Tønder og egnen sin helt egen møbelkultur, som I kan se eksempler på i møbelsalene. Især de meget store og smukt dekorerede skabe er karakteristiske eksempler på den særlige møbelkultur.
Mere moderne møbler findes i museets vartegn, som er det gamle, 40 meter høje vandtårn. Det er i dag indrettet med en fast udstilling med Hans Wegner-møbler.
Udstilling om angst
Kunstmuseet i Tønder viser i sommeren 2022 udstillingen ”Angst”, som udforsker, hvordan ”finans-, klima-, flygtninge- og senest coronakrisen har forplantet sig i samfundet – ikke som en undtagelsestilstand, men som et grundvilkår”.
Udstillingen består både af samtidskunst og historiske værker fra samlingen.
Tønder ligger lige nord for grænsen og er derfor et godt udgangspunkt for at tage til Tyskland for at handle eller besøge en af de små tyske byer, for eksempel Husum eller Nibøl, hvor I finder Nolde-museet, der viser værker af Emil Nolde. Han er en af de mest kendte kunstnere fra det 20. århundrede og er samtidig en af de første malere inden for ekspressionismen.
På cykel gennem Sønderjylland
Årets helt store begivenhed i Sønderjylland bliver, når Tour de France-feltet 3. juli kører løbets tredje etape fra Vejle via Kolding, Haderslev og Aabenraa til målet i Sønderborg.
Den store sportsbegivenhed har fået Museum Sønderjylland til at se på cyklingens historie i landsdelen. Det har resulteret i udstillingen ”Å cykel gennem Synnejylland – Sønderjyske cykelhistorier”. Her er nogle af historierne: De første sønderjyske cykelklubber opstod allerede i slutningen af 1800-tallet. Ringridning, som normalt foregår fra hesteryg, er blevet afviklet fra cykelsadler i stedet. I 1894 kørte rytterne for første gang ud på langdistancecykelløbet Haderslev-Hamborg.
Udstillingen bliver sat op i de tre byer Sønderborg, Aabenraa og Haderslev og vil være frit tilgængelig i byrummene.