Japansk mærke satser alt på SUV’er

Ny Mazda CX-50, som er forbeholdt Nordamerika, giver forsmag på de kommende store CX-60 og CX-80-SUV’er, der har plads til fem og syv, og som kommer til vore breddegrader.

Artiklens øverste billede
Den nye Mazda CX-50 kommer ikke til Europa, men den viser, hvad vi kan vente os af de større CX-60- og CX-80-modeller. Foto: Mazda

Der er langt mellem snapsene hos Mazda, som ikke har haft mange nyheder på bedding længe. Men nu sker der en udvikling, som er første trin i en større strategi, der satser på flere SUV’er hos mærket, som herhjemme ikke har solgt særligt godt de seneste år.

Første skridt er den nye CX-50, som vises på det aktuelle motorshow i Los Angeles. Modellen skal udelukkende sælges i Nordamerika, men designet giver et hint om, hvad vi kan forvente os af de kommende CX60- og CX80-modeller, som lanceres i Europa til næste år.

Her er tale om rummelige biler. Mens CX-50 bygger på samme platform som Mazda3 og CX-30, vil CX-60 være på en ny og større platform. Den skal matche f.eks. Seat Tarraco. Mazda CX-60 introduceres i 2022 med plug-in hybridteknologi og en ny generation af noget så usædvanligt som sekscylindrede rækkemotorer kombineret med et 48V mild hybridsystem.

Stor familiebil

En version med tre sæderækker og plads til syv om bord følger senere. Den kommer til at hedde Mazda CX-80. Der er ikke tale om plug-in versioner eller rene elektriske modeller af disse, men det står dog klart, at Mazda fra 2025 vil lancere en række helt nye elbiler på en platform udviklet til dette. Så det store elektriske kvantespring hos Mazda skal formentlig ske her.

Foreløbig har Mazda herhjemme kun den elektriske MX-30 i programmet. Den har en forholdsvis kort rækkevidde på bare 200 km og har ikke solgt ret meget. Modellen kommer dog til næste år med en benzindrevet rækkeviddeforlænger, der vil øge rækkevidden betydeligt.

Læs også

Del artiklen