Blomsterbutikken Bang & Thy lukker i Aarhus

I løbet af december lukker blomsterbutikken Bang & Thy i Aarhus. Det oplyser ejer Dean Bang Thy i et længere opslag på Instagram. Han ser frem til sin første juleferie i 28 år.

Artiklens øverste billede
Dean Bang Thy. Arkivfoto

Den kendte blomsterbutik Bang & Thy, der i 16 år har leveret eksklusiv blomsterkunst til aarhusianere i Klostergade, lukker. Det oplyser ejer Dean Bang Thy i et længere opslag på Instagram.

»Det har været nogle økonomisk udfordrende år, mange løsninger og forslag om at fortsætte butikken har været vendt, flere investorer har vist stor interesse for butikkens forsatte eksistens og overlevelse, så det har bestemt ikke været en let beslutning - men nu er det besluttet, og Bang & Thy lukker,« står der blandt andet i opslaget, hvor Dean Bang Thy også sætter lidt ord på tiden med butikken.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

»Min drøm var i sin tid at skabe et unikt univers, hvor folk kunne komme ind og få en oplevelse. Den drøm er virkelig gået i opfyldelse for mig, og jeg har nydt de mange besøg butikken har haft hver eneste dag af alle vores søde gæster,« fortsætter han i opslaget, hvor det også oplyses, at det bliver i løbet af december, at Bang & Thy lukker.

Lokalavisen Aarhus har fanget Dean Bang Thy over telefonen, hvor han uddyber sit Instagram-opslag:

»Det har ikke været nogen nem beslutning at tage, men jeg synes, udfordringerne er blevet for store. Jeg har haft denne her butik i 16 år og været selvstændig i 24 år. Nu smider jeg håndklædet i ringen, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at se mere til min familie og venner efter at have arbejdet mellem 80 og 100 timer hver uge. Så der er mange ting i det,« siger han og fortsætter:

»Vi kan selvfølgelig godt mærke, at vi har manglet en million kroner i omsætning det seneste år, men det er jo ikke sådan, at vi har kreditorer rendende, for vi har ikke nogle kreditorer, udover Skat.«

Hvad skal du så lave nu?

»Det ved jeg faktisk ikke. Siden jeg lagde opslaget op i går på Instagram, har jeg fået mange spændende jobtilbud. Nu vil jeg først og fremmest holde juleferie. Det har jeg ikke prøvet, siden jeg var 14 år gammel. Og så vil jeg bruge januar måned til at finde ud af, hvad der skal ske. Der er nogle sår, der skal slikkes. Mange fra mit netværk vil gerne investere i butikken og så ansætte mig som kreativ direktør, men det kommer jeg jo ikke til at arbejde mindre af,« forklarer han.

Dean Bang Thy er 42 år gammel og har arbejdet i blomsterbranchen i 28 år.

Blomsterbutikken Bang & Thy i Klostergade i Aarhus lukker. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen