Sushimania vinker farvel til Aarhus
Sushimania ønsker at omstrukturere, og tre Aarhus-butikker kører nu videre under nyt navn.
Sushi-kæden Sushimania dropper ti af sine butikker i Danmark. De vil fremover i stedet blive drevet under navnet Sushiart uafhængigt af Sushimania.
Det oplyser Sushimania i en pressemeddelelse ifølge Nordjyske.
I Aarhus drejer det sig om tre butikkeri henholdsvis Bruuns Galleri, på Skanderborgvej 181B i Viby samt på Nordre Strandvej 134 i Risskov.
Bruddet skyldes, at Sushimania ønsker at omstrukturere og sikre sig, at dens brand bliver forvaltet efter virksomhedens værdier. Det forklarer ejer og direktør, Nathalie Ina Kühl, i en pressemeddelelse.
»Vi har lært meget de sidste 13 år og også indset, at det var nødvendigt med en omstrukturering. Vi vil gerne sikre, at vores efterhånden nationalt kendte brand bliver forvaltet efter vores værdier, og det betyder, at vi har gentænkt strukturen for at forbedre konceptet yderligere,« siger Nathalie Ina Kühl ifølge pressemeddelelsen.
Den nu forhenværende franchisetager i Midtjylland, Karam Ali Ayad, oplyser til Nordjyske.dk, at ingen af de 10 butikker i Midtjylland, der tidligere var en del af Sushimania-konceptet, lukker. De fortsætter alle som Sushiart-butikker.
»Der er tale om en situation, hvor to parter går hver til sit. Det er hverken første eller sidste gang den slags sker. Både vores ansatte og kunder kan være helt rolige. Vi har blot fået et nyt navn og fortsætter vores forretning ufortrødent. Nu hvor vi er konkurrenter i stedet for samarbejdspartnere øger det selvsagt konkurrencen på markedet, der i forvejen er præget af mange aktører, og det kommer forhåbentligt forbrugerne til gode,« siger Karam Ali Ayad til Nordjyske.dk.
ksa