The Supreme Gentleman: Når ensomhed og frustration tager over 

For første gang længe står skuespiller Jacob Madsen Kvols alene på Aarhus Teaters Studio Scene i The Supreme Gentleman. En barsk monolog, bygget på virkelige hændelser. Om mænd, der lever i ufrivilligt cølibat og mødes online for at nedgøre kvinder. Og i yderste konsekvens myrder kvinder i virkeligheden

Artiklens øverste billede
“The Supreme Gentleman” Aarhus Teater 2021

AARHUS Da Jacob Madsen Kvols tager telefonen, lyder han frisk i en grad, så man skulle tro, klokken var væsentlig mere end lige passeret ni en kold torsdag morgen.

”Jeg har hjemmeskole med ungerne, som så mange andre, så jeg er tidligt oppe,” siger Jacob Madsen Kvols.

Fra 12. februar kan skuespilleren opleves på Aarhus Teaters Studio Scene i Nanna Cecilie Bangs ætsende monolog ‘The Supreme Gentleman’.

Jacob Madsen Kvols, der er en del af Aarhus Teaters faste ensemble, har i de seneste år spillet en lang række hovedroller i store opsætninger på teatrets Store Scene. Heriblandt Lazarus, The Rocky Horror Show og Et Juleeventyr. I The Supreme Gentleman står Jacob Madsen Kvols efter eget ønske på teatrets mindste, faste scene; Studio Scenen.

”Jeg har spillet rigtig meget på Store Scene. Jeg vil tro, at omkring ti ud af elleve forestillinger, jeg har været med i de seneste år, har været på Store Scene. Jeg har fået mange store roller, som har været superfede både karakter- og sangmæssigt, og som jeg er rigtig taknemmelig for. Men når man spiller på Store Scene, er der også ofte tale om forestillinger, som er meget tunge rent teknisk, og hvor man har rigtig mange tekniske prøver, man ikke selv har den store indflydelse på,” siger Jacob Madsen Kvols og tager en slurk af noget, der efter tidspunktet på dagen at dømme, kunne være kaffe.

”Store Scene kræver en stor stemme og stor fysisk udfoldelse – og det kan jeg rigtig godt lide; jeg holder meget af de store karakterer, hvor der er tydelig krop og stemme. Men jeg har lidt savnet den mere naturalistiske måde at spille skuespil på, hvor man møder publikum mere i øjenhøjde. Det er noget helt andet at stå på Studio Scenen, hvor der kun sidder halvtreds publikummer i salen. Her kan man kigge publikum i øjnene, når man står på scenen. Deres reaktioner bliver tydeligere, og man kan aflæse i deres ansigtsudtryk, om de er med, tænker på noget andet, keder sig eller ikke bryder sig om det, de ser. Det er en af Studio Scenens store udfordringer: ikke at lade sig påvirke af publikums reaktioner, mens man står på scenen,” fortsætter Kvols.

Det er længe siden, at Jacob Madsen Kvols har stået solo på scenen. Det kommer han til i The Supreme Gentleman.

”Det er altid en udfordring at skulle fremføre en monolog. Normalt har man jo kollegaerne at læne sig op ad. Så er der en dag i prøveforløbet, hvor man kan mærke, det ikke rigtig svinger, så kan man normalt lige gå ud og tage en pause, mens nogle af ens medspillere prøver deres scener. Får man en skidt start i en monolog, står man alene med ansvaret for at få det vendt undervejs,” lyder det fra den mangefacetterede skuespiller.

Når man mangler nærhed, omsorg og intimitet i tilværelsen, kan frustrationerne bliver så kraftige, at man griber til ekstremer. Formentlig er det, hvad der sker for de såkaldte Incels; mænd der lever i ufrivillig cølibat og shamer særligt kvinder på nettet. Jacob Madsen Kvols spiller rollen som en af disse Incels i The Supreme Gentleman.

Virkelige hændelser

Forestillingen ‘The Supreme Gentleman’ er bygget på virkelige hændelser fra England og USA. Her optrevlede politiet i 2020 et netværk af unge, vrede mænd, som hader kvinder og lever i ufrivilligt cølibat. I deres vrede og frustration over at ingen kvinder vil indgå i et forhold eller have sex med dem, samles mændene, som selv kalder sig Incels, i obskure online-fællesskaber, hvor de deler billeder og videoer af piger og kvinder, der bliver skændet og skadet. Nogle af dem går endda så langt som til at myrde kvinder i virkeligheden.

”Denne gruppe af ensomme, unge mænd - Incels - har måske aldrig rørt en kvinde. De føler sig ekskluderet fra et samfund, hvor der i deres øjne kun er plads til perfekte mænd og kvinder. De skaber et forum på internettet, hvor de kan møde andre i samme situation og etablere et fællesskab, der kan hjælpe dem ud af ensomheden. De ønsker at ændre verden, skabe en revolution. I deres øjne er det nødvendigt at bryde samfundet ned for så at bygge det op igen,” fortæller Jacob Madsen Kvols.

I The Supreme Gentleman er Jacob Madsen Kvols’ karakter inspireret af virkelighedens Elliot Rodger; en 22-årig Incel, der i 2014 myrdede seks og sårede 14 i Santa Barbera. Hans sidste video på YouTube beskrev i detaljer hans planer om blodig hævn på både kvinder og seksuelt aktive mænd. Elliot Rodger refererede til sig selv som The Supreme Gentleman.

Dramatiker Nanna Cecilie Bang, som har stået bag flere anmelderroste og hudløse forestillinger på Aarhus Teaters Studio Scene, ønsker med The Supreme Gentleman at undersøge, hvordan gruppen af Incels havner så langt nede i det følelsesmæssige dynd, og hvorfor de handler så ekstremt.

”I stykket prøver vi at finde Elliot Rogers menneskelige sider. Vi prøver at adressere det, der ligger til grund for alle frustrationerne og er medvirkende til, at han ender med at gøre, som han gør. På mange måder synes han meget menneskelig og egentlig hverken usympatisk eller udspekuleret. Han prøver på sin egen måde at råbe om hjælp, men ingen griber hans udstrakte hånd.” Jacob Madsen Kvols’ stemme lyder sørgmodig.

I monologen The Supreme Gentleman spiller Jacob Madsen Kvols rollen som ensom, frustreret kønshader, som lever i ufrivillig cølibat.

Accept og forståelse

Forud for sin rolle i The Supreme Gentleman har Jacob Madsen Kvols researchet på Incels.

”For mig har det været enormt spændende at finde ud af, hvem de her mennesker er. I takt med at jeg har læst op på eller set dokumentarer om Incels, er det gået op for mig, at de ikke entydigt er unge mænd, der er vokset op på bunden af samfundet rent socialt. Deres ageren kommer ud af frustrationerne over at leve et liv, hvor de har oplevet svigt og ensomhed. Hvor dagen i dag ligner den i går, og hvor det hele flyder sammen,” forklarer skuespilleren.

”Det er altid nemt at sætte folk i bås. Men verden er sjældent sort-hvid. Der er altid en grund til, at folk ender med at blive, som de gør. Ofte handler det om svigt, ensomhed og manglende nærhed. Meget relevant, må man sige, i den tid vi er i,” tilføjer han så.

Jacob Madsen Kvols håber, at The Supreme Gentleman kan være med til at give publikum et mere nuanceret syn på verden.

”Jeg håber, forestillingen kan hjælpe os alle sammen til at se verden lidt mere nuanceret. At vi, når vi møder nogen, der gør noget, vi ikke forstår, ikke afskriver dem som onde, afsporede mennesker, men forsøger at forstå hvad det er, der ligger bag. Efter min mening har vi som samfund et kæmpe ansvar. Det er klart, at vi ikke kan give mennesker, der er så ekstreme, en stemme, men vi er nødt til at acceptere, at de findes, og prøve at forstå, hvad der ligger bag deres gerninger. Først der bliver det muligt for os at komme den form for ekstremisme til livs,” slår han fast med alvor i stemmen.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen