Fem bøger om livets udfordringer

Alderdom, livsfare, depression og farlige hemmeligheder er nogle af de svære emner, som en række forfattere har taget livtag med

Artiklens øverste billede
Louise Ryge fra Aarhus Bibliotekerne har samlet en håndfuld bøger, som hun synes er god læsning.

Aarhus Bibliotekerne i Aarhus har fundet en håndfuld bøger, som de anbefaler til de voksne læsere. Anmeldelserne af bøgerne kan læses i sin fulde længde på www.litteratursiden.dk.

Henning Jensens depression

Biografi – hvor langt ud kan psyken trække én?

’Gennem glasvæggen’ af Henning Jensen

I slutningen af 1970’erne vil den unge skuespiller Henning Jensen vise teaterverdenen, at han er en dygtig skuespiller, og at han kan overkomme det hektiske liv på landets største teaterscener.

Han arbejder konstant og lever et nærmest overmenneskeligt arbejdsliv. En dag rammes han af et psykisk nedbrud efter en stressfyldt periode. Lægerne dialogiserer nedbruddet som depression.

Henning Jensen kæmper med sygdommen og tvinges af sindet derud, hvor selvmord virker som den nemme løsning.

Det er en biografi om desperation og depression, om hvor langt ud psyken kan trække i én. Det er ikke lægefaglig biografi, men en beretning om Henning Jensens egen depression og mangeårige kamp med sygdommen.

Hemmelighedens magt

Kærlighed og hemmeligheder

Hemmeligheder af Domenico Starnone

Gymnasielæreren Pietro indleder et stormfuldt kærlighedsforhold til den yngre Teresa.

Deres lidenskabelige romance er udfordret af deres voldsomme og opslidende konflikter. Efter en af disse konflikter, udfordrer parret hinanden. De vil kunne stole på hinanden og være afhængige af hinanden i parforholdet.

De skal hver fortælle hinanden en hemmelighed. En hemmelighed der er så forfærdelig, for den som fortæller den, at den kan være altødelæggende for personen, hvis den fortælles videre. Den anden part skal aldrig eksponere dette intime vidnesbyrd til andre. Hemmeligheden skal forblive i deres intimsfære.

Kærligheden mellem Pietro og Teresa forsvinder, og parret går fra hinanden.

Efter bruddet kommer Pietro videre i livet. Han bliver gift, får børn og bliver en anerkendt fagperson. Han kan dog ikke glemme Teresa. Hun bærer stadig på den hemmelighed som han fortalte hende. Hans angst og paranoia for om hun fortæller hemmeligheden, ender med at besætte hans liv.

En thriller med skumsprøjt og sømandsliv

Nordhavet af Ian McGuire

England, 1859. En ung mandlig prostitueret bliver slået ihjel af en ukendt morder.

Næsten samtidig går Patrich Sumner ombord på hvalfangeren Volunteer, hvor han har fået hyre som skibslæge.

Hvalfangeren har kurs mod Nordhavet, hvor hvalfangeren og mandskabet skal fange sæler og hvaler, for derefter at partere dyrene og sejle spækket hjem til skibsreder Baxter.

En dag findes en af skibsdrengene brutalt myrdet, forinden er han blevet seksuelt misbrugt. Ingen ved hvem morderen er. Sumner påtager sig rollen som efterforsker og forsøger at finde ud af hvem der har begået mordet.

Ude på det åbne hav forliser ’Volunteer’. Besætningen reddes i land, og ender på Indlandsisen. Hvor de mødes af sult og is og kulde.

Sumner opdager at ”monstrene” kommer tættere på og at hans liv er i fare.

Alderdom fortalt i jeg-form

En roman om kærlighed og alderom

Johns saga af Torben Munksgaard

John er blevet 75 år. Hans kærlighed, hustruen Vera, er begyndt at skrante lidt. De fastholder dog deres hyggelige liv med de daglige rutiner.

De har boet det samme sted i 40 år, og de har haft det godt i alle disse år, selvom deres yngste søn har slået hånden af dem.

Da Vera dør, begynder Johns liv at gå ned ad bakken. Han drikker mere end han plejer. Han er ensom efter Veras død. Han får svært ved at passe de daglige rutiner, og der bliver længere og længere mellem opvasken, madlavningen og den daglige morgenhygiejne.

Historien fortælles af jeg-fortælleren John og gradvis bliver han mere usammenhængende og der sker nogle mystiske hændelser, der ikke giver mening for andre end John.

Kvinder kommer på banen

En efterkrigstidsroman

Byens spor – Ewald og Maj af Lars Saabye Christensen

Handlingen starter i Oslo i 1947, i bydelen Fagerborg.

Familien Kristoffersen er romanens centrale midte. Familien består af far Ewald der arbejder på et reklamebureau og bruger meget af sin fritid på at hænge ud på stamværtshuset. Derhjemme i lejligheden på Cirkelvej holder husmor Maj styr på det hele, både husholdningsregnskabet og sønnen Jesper. Maj er samtidig aktiv i Røde Kors.

Røde Kors spiller en stor rolle i romanen. Dels på grund af deres hjælpearbejde til værdigt trængende, i tiden efter 2. verdenskrig. Samtidig er Majs arbejde i Røde Kors også med til at belyse kvindernes forsøg på at positionere sig i samfundet, som andet end hjemmegående husmødre og fødemaskiner.

Byens spor – Ewald og Maj er første del i Lars Saabye Christensens Oslo trilogi. Anden og tredje del af trilogien er også udkommet og oversat til dansk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen