5 filmanbefalinger fra Øst for Paradis' direktør

Ditte Daugbjerg Christensen giver fem bud på film, du skal se

Artiklens øverste billede
'Til Sama' har vundet BAFTAs og Cannes' pris for bedste dokumentar, og blev Oscar-nomineret i kategorien 'Bedste dokumentarfilm'.

Aarhus Ditte Daugbjerg er en af to søstre, der driver cafébiografen Øst for Paradis i Paradisgade i Aarhus. Hendes forældre drev biografen før hende, så hun er vokset op med film.

Her giver hun fem skarpe bud på gode film, man kan se hjemme i sofaen, mens biograferne er lukkede.

Til Sama

Filmåret 2020's ubetinget største filmoplevelse var den stærke syriske dokumentar af den unge mor, som filmer sig selv og livet med sin kæreste, som er læge og driver den belejrede by Aleppos sidste hospital. Han frier til hende og snart kommer deres datter Sama til verden midt i krig og kaos. Filmen har vundet mere end 100 (!) filmpriser over hele verden og er denne weekend nomineret til den danske filmpris Robert som bedste ikke-amerikanske film og kan bl.a. ses ganske gratis på bibliotekernes filmside Filmstriben. Det er en meget personlig og intim film som ganske vist til tider er barsk, men som insisterer på at holde fast i håbet og kærligheden.

Kan ses på: Filmstriben og Blockbuster

Groundhog Day

På dansk: En ny dag truer. Det er vigtigt at le - særligt i denne tid - og Bill Murray holder 100 procent i denne næsten 30 år gamle, men nærmest corona-aktuelle film som manden, der vågner op til den samme dag igen og igen og ikke kan komme ud af dette timeloop, før han lærer at ændre sig og blive et bedre menneske. Den er både morsom og romantisk og minder os samtidig om alt det, man kan vælge at udnytte tiden til, hvis man pludselig - som mange lige nu - har uendelig meget af den!

Kan ses på: SF Anytime, Blockbuster eller en gammel VHS

Hannah Gadsby: Douglas

Hvis du hellere vil le af noget helt nyt, skal du unde dig selv den kvindelige, australske komiker Hannah Gadsbys 2020-show. Det er lynende intelligent og vanvittigt morsomt, når hun starter med at bruge hele første del på at forberede publikum på, hvad der venter og hvilke typer af jokes, der vil komme i hvilken rækkefølge og bagefter fyrer den af i hastigt accelererende tempo, der får os fra Find Holger og Ninja Turtles over autisme og vaccine-jokes til Renæssancen. Husk at tisse af inden!

Kan ses på: Netflix

Barn

Et norsk drama til dig som er blevet træt af unuancerede karakterer og forudsigelige plotkurver. En film om et barn, der ved et uheld forårsager en klassekammerats død, lyder umiddelbart som en hård omgang, men det er langtfra kernen i 'Barn', der både er svidende skarp i sit portræt af de mange forskellige karakterer, dybt intelligent og overraskende morsom. Filmen havde premiere i februar 2020 og nåede ikke lang tid i biografen før nedlukningen, men vandt senere Nordisk Råds Filmpris og mange fik øjnene op for den fabelagtige film, der i mellemtiden var blevet tilgængelig online - og bl.a. kan ses ganske gratis på Filmstriben.

Kan ses på: Filmstriben, C-more eller Blockbuster

Den estiske film 'Fægteren' er inspireret af historien om den legendariske mesterfægter Endel Nelis. I starten af 1950'erne ankommer Endel til en afsides landsby i Estland. Han er på flugt fra Ruslands hemmelige politi, og gemmer sig derfor i byen.

Til sidst hele to bud på alternativ action af høj kvalitet - og et europæisk alternativ til de der, som jeg, har børn i aldersgruppen 10-15 år og som gerne vil vise dem, at film godt kan være superspændende uden at der tales engelsk eller står Marvel i nakken af alle. Her er to fede film fra henholdsvis Tyskland og Estland/Finland, som har det til fælles, at de har et simpelt mål, en genkendelig fortællestruktur og bare helt basalt er medrivende og kan få unge såvel som gamle til at bide negle af spænding! Og som sidegevinst kan de endda vække en forsigtig interesse for Europas historie - for film formår som intet andet medie at gøre det fjerne og ukendte både relaterbart og vedkommende.

Kan ses på: Filmstriben og Grands hjemmebio

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen