Ny Aarhus-sang: Kronprinsesse Mary var en af de første til at høre den live

Kronprinsesse Mary var til stede, da Tescha Quists forleden sang sin nye sang om Aarhus på rådhuset. Video dertil er filmet på legendariske Aarhus-steder som Bent J, Vestergade 58 og Erlings Øl- og Jazz-bar

Artiklens øverste billede
Aarhus fra toppen af et tag med Quist's Jazz Quintet i forgrunden. En bid af musikvideoen til 'Går sjælsomt gennem byen' er filmet her, på tagterassen i Europahuset.

Aarhus En af de første, som har hørt ’Sjælsomt gennem byen’ live var ingen mindre end kronprinsesse Mary, da hun for nylig var i Aarhus for at åbne de grønne miljø-events, Fair Festival og Green Light.

”Åh, det er skønt, når mit Aarhus er grønt,” sang Tescha Quist for kronprinsessen, borgmesteren og en håndfuld andre særligt inviterede plus pressen, der var samlet i rådhushallen.

Intimkoncert for Mary

”Vi stod bare 10 meter fra hende, så det var som en intimkoncert. Det var smukt og helt særligt. Vi spillede i øvrigt Aarhus-sangen to gange, fordi arrangøren synes, at borgmesteren skulle høre den en gang til,” siger Tescha Quist, som næste gang skal synge sangen live på Aros i maj, hvor museet igen er åbent for publikum.

Sangen handler om at gå hjem gennem byen, at skue Aros’ bue, at høre Godbanens jazz og at danse i springvandet på havnen.

”Den er skrevet ud af kærlighed til Aarhus og til jazz. Jeg håber, at aarhusianerne vil tage den til sig. Og jeg vil da elske, hvis den bliver synonym med den grønne bevægelse i Aarhus,” siger sangerinden.

Hun har indspillet sangen sammen med sin Quist’s Jazz Quintet, som også medvirker på en video, der er optaget et hav af steder i Aarhus.

Hvert vers handler om en farve, og stederne er valgt, så de passer. Det første grønne vers er filmet i Den Gamle By på Bent J, Musikhuset hører sammen med guld, Aros er gul og Erlings Øl- og Jazz-bar er rød.

”Jeg er klædt ud som en abbedisse På Klostertorvet ud for Café Smagløs, fordi den hed ’Abbedisse’ engang. Og ved Vestergade 58 er der referencer til Jens Okking, der åbnede stedet som ’Trinbrættet’, og farven er sort som den sorte scene,” forklarer Tescha Quist.

Tescha Quist synger jazz med Quist Møller Duo, hvor hun er sammen med Jens Edlef Møller, der spiller piano

Der er også en scene, hvor hun og Saxofonisten, Andreas Gad, spiller og synger i springvandet, Endless Connection, på havnen. Det krævede tre ens kjoler at optage den scene, for de blev temmelig våde undervejs.

”Det er noget af det mest meningsfulde, jeg har lavet. Det har været en fantastisk proces at arbejde med videoen, som bare er optaget med min mobil,” fortæller sangerinden.

Aarhus er rocker-sej

En af de ting, Tescha Quist holder meget af, og som kendetegner Aarhus, er stoltheden over byen, det uhøjtidelige og modet til at være sig selv.

”Først blev vi bare lige kulturby i 2017, og nu vil vi være CO2-neutrale i 2030. Jeg forsøger at fatte samme mod og har nu skåret denne sang til, så den er dansk og aarhusiansk, selv om den egentlig er skrevet af et svensk jazz-ikon som Monica Zetterlund, der i 1960’erne lavede: ’Sakta gå henom stan’ ud fra en jazz-standard fra 1930,” siger Tescha Quist.

Det var et ønske fra musikerne i Quist’ Jazz Qintet, at spille den melodi, og da Tescha Quist ikke synger svensk, skrev hun en aarhusiansk version.

’Sjælsomt gennem byen’ kom på Spotify og YouTube i nedlukningstiden, og først nu er det muligt for musikerne at komme ud og gøre opmærksom på den.

Den 48 årige aarhusianer har fundet tid til at skrive, indspille og filme sin musik, mens hendes job som psykolog har ligget stille. Når hun ikke arbejder som krisepsykolog og foredragsholder, bruger hun det meste af sin øvrige tid på musik.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen