Ny sæson på Aarhus Teater: Skør kagefabrik spidder vores livsstil
På Aarhus Teater kan man i den kommende sæson opleve livets stærke nerve i storladne Romeo og Julie, livsbekræftende Cabaret og magiske Alice i Eventyrland sammen med nytænkning fra teaterets enfant terrible, Christian Lollike, der har lavet en farce om vores forhold til kagebagning
Aarhus Endelig er det nu igen muligt at komme ud mellem andre levende mennesker og sammen opleve nærværende teater, som spilles her og nu i tæt kontakt med publikum.
På Aarhus Teater er de helt klar til at levere den levende vare og til at gå planken ud i den nye sæson 2021/22.
"Vi har kun et liv, så vidt jeg ved, så vi skal satse, tage nogle chancer og bringe scenekunsten derud, hvor vi får prøvet nogle nye ting af," siger teaterdirektøren, Trine Holm Thomsen, der indtil nu har haft stor succes med det.
De helt store
De senere år har teateret blandt andet vundet priser for nytænkning af Erasmus Montanus og Ordet.
"Vi vil gerne vise, at mennesker lever og har levet vidt forskellige liv og at teatret på samme måde kan tage uendelige former og samtidig skal opleves her og nu og det er netop det, der gør teatret særegent. Man skal kunne mærke pulsen," siger teaterdirektøren, Trine Holm Thomsen.
Som sædvanlig er programmet sammensat, så der er noget for enhver smag. Den røde tråd kan beskrives som et stort pulserende hjerte, for der er fuld skrald på kærligheden, lidenskaben og det sanselige.
På Store Scene er klassikerne og legenderne Romeo og Julie, Cabaret, Alice i Eventyrland og Anne Linnet, der har skrevet musikken til teaterkoncerten 'Jeg er jo lige her'.
"Hun har om nogen skrevet om passion, seksualitet og begær," fastslår Trine Holm Thomsen, der har sat forestillingerne sammen som en storladen buket:
"Romeo og Julie er verdens største kærlighedshistorie, magiske Alice i Eventyrland slipper sig selv og fantasien fri, og i Cabarets natklubmiljø er de frivole og frisindede i den svære tid mellem de to verdenskrige. Det er alt sammen billeder på livet, og de bliver i høj grad til i kraft af dans, sang og musik," siger hun om de store opsætninger.
Følelsesladede Studio
De store følelser vil også blive slukket løs på Studioscenen men på en helt anden intim måde.
Scenen har ikke en bestemt opbygning, så kun fantasien sætter grænser for, hvordan publikum kan blive en del af oplevelsen. Det udnytter teateret til fulde og arbejder i denne sæson med det affektive. Det handler om at rummet, stemninger, det sanselige og lydlige får en større plads, så publikum skal kunne mærke forestillinger og ikke alene bruge hovedet.
"Vi har i denne sæson dedikeret Studio til det affektive. Det sanselige, det nærværende, stemninger og lyden er i fokus sammen med den intense fest og det fællesskab, vi længtes efter i nedlukningen," siger Trine Holm Thomsen om nyopsætningen af Henrik Ibsens klassiker, Når vi døde vågner, og det helt nye stykke, Til de lyse morgener.
Det er skabt fra bunden og inviteret publikum til uhæmmet at fejre livet og sammen med Aarhus Teater. At genfinde håbet, fremtiden og samværet, hvor vi vil hinanden.
De nye og vilde
Der er som sædvanlig også forestillinger skabt af nye talenter på Aarhus Teater.
I et samarbejde med dramatikeruddannelsen viser stiklingen to en-aktere, der hedder: Man vokser op. Den bygger på to af Tove Ditlevsens kendte og roste romaner, Man gjorde et barn fortræd og For barnets skyld.
"Stykkerne er skabt af to unge nye kvinder af i dag, som vi sætter overfor legenden og ikonet Tove Ditlevsen, der har en revival og nu er genudgivet i England og USA," forklarer Trine Holm Thomsen.
Tove Ditlevsen er i den forbindelse blevet beskrevet som "et skræmmende stort talent" af New York Times.
Også The Danish Girl har fået internationale roser og Hollywood-filmen af samme navn vandt en Oscar. Forfatteren til bogen er amerikaner, men den rørende og tragiske historie handler om danske Lili Elbe, der som den første transkønnede fik en kønsskifteoperation og dermed blev et ikon.
En forestilling bliver nu til i samarbejde med det internationalt kendte Holstebro Dansekompagni. Og helt exceptionelt danses hovedrollen af Bjørk-Mynte Paulse, der selv er transkvinde og kan give rollen dybde.
Til dem der gik forgæves
Da teateret lukkede ned i den nuværende sæson, måtte det afvise lange køer af ivrige gæster. Det rådes der nu bod på, så dem, der gik forgæves får endnu en chance.
Derfor sættes Ordet og En fortælling om blindhed, der var totalt udsolgt, op igen. Og Christian Lollikes farce Kagefabrikken kan nu få premiere. Den er skrevet i en tid, hvor bagedysterne i tv er blandt de mest sete programmer og hvor interessen for at bage er større end nogensinde før.
"Stykket viser noget om de ekstremer, vi lever i. Vi kan næsten ikke få fondant og smør nok, når vi bager, men vi skal samtidig være sunde og smarte. Det er modpoler, der er helt groteske, og det er da oplagt til en farce," mener Trine Holm Thomsen.
Teaterdirektøren glæder sig til den kommende sæson, som hun mener, at vi har mere brug for en nogensinde.
"Vi har derhjemme læst bøger, hørt bøger, streamet film og set film i massevis. Til gengæld har vi manglet at mødes i teateret om en kunstnerisk oplevelse, og det er helt særligt, at vi kan det igen. Nu skal vi i gang for fuld smæk," lover hun.