'Insideren' stiller skarpt på deres, din og min moral

Der er ikke sparet på hverken visuelle effekter eller 3D-lyd, når Teater Katapult genåbner med egenproduktionen ‘Insideren’ 6. maj. Alene på scenen står skuespiller Christoffer Hvidberg Rønje i en krævende rolle, der har gjort ham klogere på både samfundet og sig selv.

Artiklens øverste billede
Christoffer Hvidberg Rønje er ene mand på scenen i Teater Katapults egenproduktion 'Insideren'. Foto: Jens Peter Engedal

Teater Katapult genåbner 6. maj med egenproduktionen ‘Insideren’. Med et banebrydende lyddesign og intensivt 3D-lyd univers tilsat et sanseligt, visuelt videodesign inviteres publikum med ind i hovedet på insideren; en ung finansmand, der har været med til at udtænke verdens største kup mod statskasserne i Europa.

Rollen som insideren spilles af 30-årige Christoffer Hvidberg Rønje, som er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019.

»Jeg spiller en karakter, som vi ikke kender navnet på, men som tager udgangspunkt i en rigtig person. Karakteren er en højtstående skatteadvokat med mild OECD. Han er hyperintelligent, halvnarcissistisk og kan gennemskue, hvor der er huller i loven, som han udnytter og får det til at se lovligt ud. Da fælden klapper indvilliger han i at samarbejde og angive sine tidligere medsammensvorne for at få nedsat sin straf. Han bliver derved politiet og statens anonyme kronvidne i en omfattende sag om skattesvig for milliarder,« forklarer Christoffer Hvidberg Rønje.

Insideren er en forestilling om bedrag, genialitet og grådighed - inspireret af den stadig aktuelle svindelsag om udbytteskat, der indtil nu har kostet Danmark 12,7 og det internationale samfund mindst 410 milliarder kroner.

»Til at begynde med, syntes jeg ikke umiddelbart, at udbytteskatteskandalen lød som det mest sexede, men efterhånden som jeg er dykket ned i den, er det blevet mere og mere spændende. Og det har virkelig sat nogle tanker i gang - flere af dem ret deprimerende. Jeg er blevet mere bevidst om, hvordan vores samfundsstruktur er bygget op omkring penge og magt og om, at de strukturer er så altomfattende, at de er svære at ændre på. Fordi vi alle sammen bevidst eller ubevidst bidrager til dem,« siger Christoffer Hvidberg Rønje med et suk.

Christoffer Hvidberg Rønje spiller en højtstående skatteadvokat, der bliver politiets insider i håb om at få nedsat straf i en omfattende sag om skattesvig. Foto: Jens Peter Engedal

Krævende og lærerigt

I rollen som insideren er Christoffer Hvidberg Rønje alene på scenen igennem hele stykket. En udfordring han er taknemmelig for, men som på flere plan har krævet mere, end han havde troet.

»Jeg har stået alene på scenen før, men slet ikke i samme omfang. Jeg har altid gerne villet det, men først nu er det gået op for mig, hvor stor en opgave det er. At skulle gå på arbejde hver dag i seks timer og være den, der har den, og turde stole på, at det man sender ud, er det, der skal bruges, det kræver meget energi. Det er fedt, men det kommer bag på mig, hvor meget det kræver,« lyder det ærligt fra skuespilleren.

I størstedelen af de 65 minutter forestillingen varer, befinder Christoffer Hvidberg Rønje sig i en boks af plexiglas uden anden kontakt til omverden end den lyd, han har i sine in-ear høretelefoner.

»Fordi jeg er alene på scenen og en stor del af tiden ovenikøbet er inde i en plexiglasboks, har jeg følt mig ret isoleret. Det tager lidt på psyken. Jeg får nogle cues fra mine medspillere via mine in-ears, men derudover har jeg ikke rigtig kontakt til nogen. Med in-ears i ørerne har jeg følt, jeg har levet i en podcast verden i flere uger. Til at starte med var det meget nice, men nu kan jeg mærke, hvor meget jeg har brug for også at være iblandt og tale med nogen mennesker,« fortæller han.

For Christoffer Hvidberg Rønje har det at stå på scenen uden nogen medspillere at læne sig op ad, været en hård, men gavnlig læringsproces.

»Jeg har skullet have is i maven og ro nok i systemet til at tro på, at det, jeg laver, er godt nok. På scenen har jeg skullet lære at give plads til frustration og alle mulige andre følelser, man normalt gemmer væk, og acceptere, det er ok, at de følelser kommer ud. Normalt har man nogle medspillere at læne sig op ad, men her har jeg ligesom skulle ‘claim my space’. Det har været en proces, jeg har lært rigtig meget af - også om mig selv. En ekstremt heftig læringsproces, som jeg føler mig heldig at have fået så tidligt i min karriere,« lyder det.

At øve op til en forestilling i en corona-periode, hvor intet er sikkert, har ikke gjort processen nemmere.

»At skulle blive ved at fyre energi af uge efter uge uden med sikkerhed at vide, at forestillingen kommer ud til et publikum, har gjort det til en endnu mere sindssyg opgave. Efter et intenst prøveforløb blev forestillingen udskudt i tre uger grundet corona-restriktionerne. I de tre uger har jeg været sindssygt uforløst og haft en følelse af ligesom at være blevet lagt på køl.« Christoffer Hvidberg Rønje slipper en kort latter fra halsen.

Det har været en udfordring på flere plan for skuespiller Christoffer Hvidberg Rønje at være ene mand på scenen, lukket inde i en plexiglasbox. Foto: Jens Peter Engedal

Anledning til refleksion

Under hele forestillingen sidder publikum med høretelefoner på og bliver ved hjælp af 3D lyd præsenteret for et intenst, musikalsk og drømmende fortælleunivers.

»Insideren er som en film på nogle punkter. Vi arbejder både med reallyd og med pre-recorded lyd, der via høretelefonerne giver publikum en fed lydmæssig oplevelse, som virker meget filmisk. Samtidig med lyseffekter og den meget visuelle scenografi, tror jeg, publikum får et eksplosivt all-around sanseindtryk,« siger Christoffer Hvidberg Rønje.

Udover et unikt sanseindtryk håber skuespilleren endvidere, at forestillingen vil få publikum til at reflektere.

»Det er jo ikke fordi, vi med forestillingen ændrer noget som sådan. Men jeg håber da, vi ved at gøre folk klogere på emnet kan være med til at få dem til reflektere. Og emnet er ikke kun udbytteskatteskandalen. Stykket handler også om, hvad der får folk til at gøre noget, der er moralsk forkasteligt. Med folk mener jeg ikke banker og bankmændene alene. Det er langt mere komplekst end det. At udnytte andres ressourcer for egen vindings skyld er noget, vi i større eller mindre grad er tilbøjelige til at gøre hver især.« Endnu engang udstøder Christoffer Hvidberg Rønje et suk.

For sit eget vedkommende håber han at komme til at spille. På en scene. Foran et publikum.

»Jeg håber meget, at det, vi har arbejdet så hårdt på så længe, nu også kommer ud og ser dagens lys. Og jeg glæder mig vanvittigt til at få det fyret afsted og mærke den resonans, der skal være imellem publikum og en forestilling. Jeg tæller ned til 6. maj, og heldigvis er der ikke så længe til, som der har været.« Christoffer Hvidberg Rønje ler igen. Denne gang fra hjertet.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen