40 års jubilæum: En rolle er ikke noget, man tager, men noget man får

Anders Baggesen er slet ikke færdig efter 40 år på Aarhus Teater, hvor han føler sig som en del af et orkester og er taknemmelig for de roller, han får. Indtil videre er det blevet til mere end 100.

Artiklens øverste billede
Skuespiller Anders Baggesen fra Aarhus Teater har 40 års jubilæum og er aktuel i Charlie & Chokoladefabrikken. Fra kælder til kvist er der travlt med at finjusterer detaljerne på Charlie & Chokoladefabrikken. Aarhus Teater har premiere d. 6. maj og meget skal testes inden sceneprøverne går i gang om få dage på Store scene.

I 40 år har Anders Baggesen spillet alt fra musicals og fantasifuld familieforestillinger til de dybeste klassikere. Over 100 roller er det blevet til, og langt de fleste har han spillet på Aarhus Teater, hvor han er uddannet.

Den 62-årige trives med sit arbejde, og har ikke overvejet, hvornår det skal stoppe.

»Det ved jeg ikke. Jeg tænker ikke rigtig på det. For det første er rollerne jo ikke noget, jeg kan søge. Det er noget, jeg får. I bogstaveligste forstand hedder det, at man får en rolle tildelt. Det synes jeg er et smukt udtryk,« siger Anders Baggesen, der er aktuel i rollen Grandpa Joe i Charlie & Chokoladefabrikken, som har planlagt premiere 6. maj.

Har spillet næsten alt

»I det virkelige liv får vi også mange roller tildelt. Mange som vi gerne vil have og drømmer om at få. Men også nogle vi får forærende, som er udfordrende. Det er opgaver og ting i vores liv, som kræver, at vi skal tænke anderledes,« fortsætter han.

Anders Baggesen påpeger, at han er afhængig af, at andre synes, han kan bruges. Så han tager det ikke som en selvfølge, at han bare kan tonse afsted, men indtil videre ser det fint ud, og han er glad for teateret, som han synes er fuld af godt liv og har gode ledere.

Han har været så heldig at få mange vidt forskellige roller, men han sætter ikke navn på en af dem som drømmerollen.

»Jeg har haft så mange roller, at jeg kan næsten ikke holde styr på det. Det allerbedste er, når jeg er glad og tilfreds. Jeg har undervist skuespillerelever og har lidt naivt spurgt de unge mennesker, om de var lykkelige? Skuespillere må ikke slås med for meget men skal være tilgængelige - både intellektuelt, med fantasien og det intuitive,« forklarer den garvede skuespiller.

Magien kommer indefra

Han mener, at man i jobbet skal være åben, når de medvirkende mødes, og får et stykke præsenteret for første gang. Når instruktøren siger, i hvilken retning de skal gå. Når de ser kostumetegningerne.

»Man får en masse input hele tiden ved at åbne op. Jeg har haft mange gode instruktører, og de musikalske har bestemt et fortrin. Vi er som et orkester, der spiller sammen, når vi er på scenen,« visualiserer han sit arbejde og fortsætter:

»Hvis man man både kan læse noderne, og lade det flyde - lade det leve, så kan det løfte sig til noget stort. Det er uforklarligt, men når man ligger sjælen i det, opstår magien. Det skal komme indefra.«

Anders Baggesen har været med til at skabe magi mange gange gennem årene og det i sådan en grad, at han flere gange har vundet priser for sine præstationer. Han modtog i 2005 en Reumert for sin rolle i Lykke-Per på Aalborg Teater og har ad flere omgange været Reumert-nomineret, senest for sin Alfred Doolittle i My Fair Lady.

Han har desuden medvirket i de Reumertvindende forestillinger Erasmus Montanus og Lyden af de skuldre vi står på.

»Når man spiller skuespil, er det vigtigt at spille alt det, der står imellem linjerne. Skuespilleren tager ordene fra papiret, løfter dem op og giver dem liv. Jeg kan godt lide at leve mellem linjerne,« siger Anders Baggesen.

Gode kolleger er vigtige

Det er ikke kun vigtigt at udøve skuespillerkunsten på scenen overfor publikum i et godt arbejdsliv. Kollegerne er i høj grad med til at gøre en forskel.

”Jeg har gennem mange år lært, hvor vigtigt det er at passe på sine kolleger, have det godt med sine kolleger. Det kan smages, det kan ses og ligefrem lugtes og mærkes nede i salen, hvis vi oppe på scenen har det godt med hinanden,” siger han.

Den største kompliment en skuespiller kan få, er kollegernes tillid til, at intet kan gå galt, når vedkommende står på scenen. Det giver sikkerhed og en ro, der forplanter sig ned i salen og gør det muligt for publikum bare at læne sig tilbage.

Det kræver, at tingene er tilrettelagt, timet og aftalt.

»Jeg håber, at mine kolleger opfatter mig som en, de kan stole på mig. Hvis vi aftaler noget, så er det sådan, det er. Det er bedst, når man kan være tryg. Det gælder både på teatret, men også i vores eget liv,« siger 40 års jubilaren, Anders Baggesen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen