Se kortet: Her finder du Aarhus' bedste is

Til sol og sommer hører is. Og i Aarhus findes en lang række isbarer med den bedste af slagsen. Århus Onsdag guider dig her til en række af byens allerbedste issteder.

Artiklens øverste billede
Når solen bager, er det skønt at få en lækker is at køle sig på. I Aarhus er der nok af gode isbarer at vælge imellem. Århus Onsdag guider her til en række af Aarhus bedste isbarer. Foto: AdobeStock

Solen bager over Aarhus, og udover solbriller, solcreme, badetøj og masser af koldt at drikke, kalder sommeren også på is. Helst af god kvalitet og i rigelige mængder. Heldigvis er der en solid række isbarer i byen, som tilbyder lige præcis det. Om du er mest til sorbet, flødeis, mælkeis eller vegansk is, så finder du det i Aarhus.


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

Århus Onsdag guider dig her til byens bedste isbarer og har plottet dem alle sammen ind på et kort, så du nemt kan opspore din favoritis i nærheden af, hvor du er, når islysten melder sig.

God appetit – og rigtig god sommer!

Dolce Vita på Trøjborg var den første af de nu ialt fire isbarer i Aarhus. Her byder man på ægte, italiensk is i et hav af smagsvarianter. Foto. Jonas W. Hansen.

(Artiklen fortsætter under det interaktive kort)

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Dolce Vita

Dolce Vita ligger hele fire stedet i Aarhus og er en klassisk italiensk isbar – et gelateria. Isen fremstilles efter italienske håndværkstraditioner og originale opskrifter og findes i et hav af smagsvarianter; fra den friske, lette frugtsorbet til den cremede, mørke chokoladeis.

Dolce Vita: Dagmar Petersens Gade 66, Aarhus C, Veri Centret, Frijsenborgvej 5, Risskov, Tordenskjoldsgade 81, Trøjborg samt Olaf Rudes Vej 26, Højbjerg. Åbningstider for samtlige isbarer: Alle ugens dage klokken 11-22. Se mere på dolcevitais.dk.

Paradis åbnede butik på Trøjborg i maj, og iselskere strømmer allerede til for at få den lækre, hjemmelavede is i bæger, vaffel eller som milkshake. Foto: Jonas W. Hansen.


Paradis

Hos Paradis står de passionerede ismestre tidligt op hver morgen for at lave friskrørt is. Til deres frugtis bruger Paradis de bedste og mest smagfulde frugter fra hele verden, mens de til deres ckokoladeis bruger kakao fra Den Dominikanske Republik og til deres vaniljeis Bourbon vanilje fra Madagaskar. En stor del af råvarerne er økologiske, og man kan vælge imellem mælkeis, is lavet på havredrik og sorbet.

Paradis: Nørregade 40, Aarhus C. Åbningstider: Fredag og lørdag klokken 12-22. Ugens øvrige dage klokken 13-22. M.P. Bruuns Gade 52, Aarhus C. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 12-22. Tordenskjoldsgade 6, Trøjborg. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 11-22. Finlandsgade 17, Aarhus N. Åbningstider: Lørdag og søndag klokken 12-17. Ugens øvrige dage klokken 12-19. Se mere på paradis-is.dk.

Okkels Is i Åbyhøj slog dørene op i april i år, og er allerede et tilløbsstykke for iselskere. Foto: Tahmasbi

Okkels Is

Okkels Is ligger i Risskov og åbnede sidste sommer også i Åbyhøj. Hos Okkels Is er alle råvarer importeret direkte fra Italien, på nær den økologiske letmælk, som kommer fra danske kvæg. Fordi isen er lavet på letmælk, har den et lavt fedtindhold, men den er stadig smagfuld og cremet.

Okkels Is benytter sig af de bedste råvarer. For eksempel er deres pistacieis lavet på 100 procent ristede pistacienødder fra Sicilien, mens lakridsisen er fremstillet af 100 procent lakridsrod.

Okkels Is: Silkeborgvej 226, Åbyhøj. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 10-22 Nordre Strandvej 45, Risskov. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 12-22. (fra 11. august dog kun til klokken 21.) Se mere på okkelsis.dk.

Mammis Gelato er drevet af mor og datter. Isen bliver lavet frisk hver morgen efter autentiske italienske gelato-opskrifter. Foto: M. Jeppesen

Mammis Gelato

Mammis Gelato er en familie drevet gelato shop, hvor der hver morgen laves is fra bunden. Isen fremstilles efter gamle traditioner og med de bedste råvarer fra hele verdenen.

Mammis Gelato kan skrive hele 70 forskellige smagsvarianter på deres CV. Dog må man “nøjes” med et udvalg på 14 forskellige varianter i butikker, hvor pladsen er begrænset. Udvalget varierer fra måned til måned, men klassikerne er altid at finde i butikkerne. Juli måneds varianter tæller blandt andet lakrids, kaffe, pistacie, citron tærte, salt karamel og ananas/basilikum sorbet.

Mammis Gelato: Jægergårdsgade 66, Aarhus C. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 12-22. Rosensgade 34, Aarhus C. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 12-22 (fra 16. august dog kun til klokken 21.). Se mere på mammis.dk.

Hos Social Foodies i Søndergade er der godt gang i issalget i sommervarmen. Foto: M. Jeppesen

Social Foodies

Social Foodies producerer selv deres is, så den altid er frisklavet og med brug af de bedste, oftest økologiske råvarer. Isen laves på den italienske gelato opskrift, hvilket betyder, at den primært er lavet på økologisk sødmælk og en smule økologisk fløde.

Social Foodies udvikler løbende nye smagsvarianter heriblandt Dyrehaven, Sommerkys, Hibiscus og Vanilje med Baobab. De fleste varianter indeholder sukker, mens sorbeten er lavet på vand og derfor er både vegansk og laktosefri.

Social Foodies: M.P. Bruuns Gade 60, Aarhus C. Åbningstider: Fredag og lørdag klokken 10-21. Ugens øvrige dage klokken 10-20. Søndergade 27, Aarhus C. Åbningstider: Fredag og lørdag klokken 10-20. Ugens øvrige dage klokken 11.30-19. Se mere på socialfoodies.dk.

Ispirazione byder på masser af italienske lækkerier. Blandt andet hjemmelavet gelato. Prøv varianten med rabarber fra Åbyhøj. Foto: M. Jeppesen

Ispirazione

Den autentiske lille italienske café Ispirazione på Åboulevarden i Aarhus byder på hjemmelavet is i varianter som tæller blandt andet jordbærsorbet, chokoladeis, vaniljeis og lakridsis. Et nyt hit på iskortet er rabarberis lavet med friske rabarber fra Åbyhøj.

Ispirazione byder også på vegansk is og på iskaffe. Både som vi kender den med espresso, mælk og isterninger, men også den italienske variant, Affogato, som består af en kugle gelato med kaffesmag og et espressoshot udover.

Ispirazione, Åboulevarden 82, Aarhus C. Åbningstider: Alle ugens dage klokken 10.30-21. Se mere på caffeispirazione.dk.

Ishuset på Marselisborg Havn har solgt hjemmelavet, italiensk is siden 2005 og er en flittigt besøgt isbar - særligt når solen skinner. Foto: M. Jeppesen.

Ishuset på Marselisborg Havn

Siden 2005 har Ishuset på Marselisborg Havn solgt hjemmelavet, italiensk inspireret is med op til 28 forskellige varianter i butikken hver dag.

Isen laves på stedet og på gammeldags maner af en base bestående af primært økologisk sødmælk, der pasteuriseres og modnes for at sikre det bedste resultat og konsistens af den færdige is. Sorbetisen er lavet af årstidens friske frugter eller af frosne eller friske bær.

Ishuset på Marselisborg Havn, Marselisborg Havnevej 42, Aarhus C. Åbningstiderne skifter så tjek stedets hjemmeside: ishusetmarselisborghavn.dk.

I sommermånederne frister Café Harepus med den populære, veganske is fra Ice Bakers i Nordjylland. Foto: M. Jeppesen

Café Harepus

Den lille Café Harepus i Studsgade er ikke som sådan en isbar, men den skal nævnes, idet man her kan nyde plantebaseret ’flødeis’ fra populære Ice Bakers i Thisted hele sommerhalvåret. Isen er lavet på enten havre- eller ris og er altså 100 procent vegansk. Den smager fantastisk, og hvis ikke man ved det, vil man ikke tro, isen aldrig har set skyggen af hverken mælk eller føde.

Café Harepus: Studsgade 7c, Aarhus C. Åbningstider: Klokken 10-19 hver dag i hele juli. Se mere på harepus.dk.

Læs også

Del artiklen