GrimFest: Savnet havefest er tilbage for fuld musik

GrimFest inviterer for 17. gang på forstørret havefest og masser af fede, upcoming navne i den grønne oase på Grimhøjgaard i Brabrand.

Artiklens øverste billede
29. juli slår GrimFest for 17. gang porten op til tre dages hyggelig festival med masser af musik på Grimhøjgaard i Brabrand. Arkivfoto: Peter L. Nielsen

Endelig, ENDELIG er der festival i sigte. For 17. gang inviterer direktør og stifter af GrimFest, Aage Stokholm, sammen med en lang række frivillige til musikalsk havefest på Grimhøjgaard i Brabrand. Festivalen spænder af torsdag 29. juli til lørdag 31. juli.

»GrimFest 2021 har vi set frem til i to år, og det bliver en stor forløsning af alt det, vi har savnet. Vi glæder os til igen at kunne aktivere haven og en masse gode mennesker,« siger Aage Stokholm, som også er indehaver af Grimhøjgaard og haven omkring, hvor festivalen bliver holdt.


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

»Vi sidder alle sammen med en kæmpe forventningens glæde. Samtidig gør det, at det er to år siden, vi sidst afviklede GrimFest, at rytmer, rutiner og plejer er kommet lidt på afstand, og vi tænker: Kan vi nu huske det? Er vi klar? Men jeg håber, det viser sig at være lidt som at køre på cykel. Når vi først er i gang, opdager vi nok at “Nårh, var det bare det,« fortsætter han.

Trioen Hugorm, med Simon Kvamm i front, spiller på GrimFests Skov scene lørdag klokken 19. PR Foto.

To identiske sektioner

Grundet corona har der hersket stor usikkerhed om, hvad der har kunnet lade sig gøre inden for de gældende restriktioner. Men Aage Stokholm har hele tiden været fast besluttet på, at der ville blive en GrimFest 2021. Blot har det indtil for nyligt været uvist præcis i hvilken form.

»Ud over at alle festivalgæster skal kunne fremvise et gyldigt corona pas, gør vi det i år sådan, at vi deler festivalpladsen op i to identiske sektioner, hvor der kører to parallelle forløb. Det vil sige, at alle kan se alt, men at hver halvdel får egen indgang og egne faciliteter. Ligeledes har vi indrettet hver sektion med eget skateområde. Således at vores skate rampe er i den ene sektion og i den anden vores nye street skate areal. Hver dag bytter de 1000 publikummer sektion, så alle får den fulde festival oplevelse, og vi stadig overholder forsamlingspåbuddet« fortæller Aage Stokholm.

Som vanligt vil der på GrimFest være både skate-konkurrencer, DM i bilkort, stand up og poetry slam. Dette års konferenciers er Grim-kending, Jøden, Henrik Hass, samt Jesper Kirkegaard.

Modsat tidligere år er der i år ikke indrettet et campingområde for festivalgæster på arealet nær festivalpladsen.

»Sundhedsministeriet fraråder alle former for camping for festivalgæster, så det har vi måttet sløjfe i år. Men som frivillig på festivalen er man jo ikke som sådan gæst, så til dem har vi etableret en lille frivillig-camp.«

På dette års GrimFest vil der være masser af genkendelige Grim-elementer. Dog gør corona restriktionerne, at publikum bliver delt op i to sektioner med hver deres faciliteter. Foto: Peter L. Nielsen

Midnats-surprise

Grundet de mange måneders uvished, har Aage Stokholm og hans Grim-crew ikke villet gå i gang med at booke navne til årets festival, før de var 100 procent sikre på at kunne afvikle festivalen.

»Sæt nu et sogn blev lukket ned grundet for høje corona tal. Det kunne i værste fald betyde, at vi ikke kunne eksistere og ville være tvunget til at aflyse alt, vi havde sat i søen. Det er en mærkelig verden at skulle navigere i, og det er det, der gør, at rigtig meget er anderledes, end det plejer. Så de, der har købt billet til GrimFest 2021, har købt billet til en festival, hvor vi gør vores absolut bedste for, at det bliver fedt,« lyder det fra Aage Stokholm.

Det er en mærkelig verden at skulle navigere i, og det er det, der gør, at rigtig meget er anderledes, end det plejer. Så de, der har købt billet til GrimFest 2021, har købt billet til en festival, hvor vi gør vores absolut bedste for, at det bliver fedt.

Aage Stokholm, arrangør af GrimFest.

Til midnat natten mellem lørdag og søndag lempes regeringens corona restriktioner, hvilket blandt andet betyder, at der må være 2500 mennesker samlet et sted.

»Det har vi selvfølgelig tænkt os at gøre et nummer ud af. Præcis hvad, vil jeg ikke afsløre. Det bliver en surprise, man må komme til GrimFest og opleve med egne øjne,« siger Aage Stokholm hemmelighedsfuldt.

Aarhusbandet Verdens Sidste Idé indtager Bonzai scenen på dette års GrimFest fredag klokken 16. PR Foto

Afgørende frivillighed

Som altid har Grimfest fokus på upcoming og gerne lokale kunstnere, hvilket årets festivalprogram også bærer præg af. GrimFest annoncerede midt i juni de første musiknavne, som tæller blandt andre Clara, Phlake, Hugorm, Total Hip Replacement og Orkestr Partisanski. Først mandag – tre dage inden første festivaldag – blev de sidste navne offentliggjort. Heriblandt Calby, Addisababba Band, You Work For Me Now, The Boy That Got Away og Gretha.

»Vi har plads til 2000 publikummer, med 1000 i hver sektion. Og det får vi, for alt - både partout, torsdags-, fredags- og lørdagsbilletter - er udsolgt. Så har man ikke nået at anskaffe sig billet, er den eneste måde, man kan komme til GrimFest i år, at melde sig som frivillig,« siger Aage Stokholm.

Som frivillig på GrimFest har man to vagter af seks timer. Til gengæld får man partout adgang til festivalen, invitation til frivilligfest samt forplejning.

»Det er vigtigt for mig at understrege betydningen af frivillighedsdelen. En kæmpe stor del af kultursektoren er baseret på frivillighed – uden den eksisterer vi ikke. Som frivillig bliver man en del af noget større ved at løfte i flok. Det kan virkelig noget! Så jeg håber ikke, corona har gjort, at færre har mod på at være frivillige. Vi har hænder til at kunne afvikle festivalen, men vi kan altid bruge flere,« lyder det opfordrende fra arrangøren.

I år er det 17. gang, GrimFest afvikles. Og 18. år festivalen eksisterer. Fordi GrimFest sidste år måtte aflyses grundet corona.

»Nu bliver det ekstra interessant at fejre 20 års jubilæum. For det kan vi jo gøre to år i træk; når vi har eksisteret i 20 år, og når vi har afviklet i 20 år,« ler Aage Stokholm.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen