Folkemusik for fulde blæs

For sjette år i træk inviterer Aarhus Folk Festival aarhusianerne til at lære mere om traditionel musik og dans – lige fra hillbilly country i Stakladen til oldgamle kokald i Botanisk Have.

Artiklens øverste billede
Folkemusik er en gammel tradition, men det gør den ikke mindre relevant i dag. Det vil Aarhus Folk Festival vise. Foto: Franseska Mortensen

Mange, der hører ordet folkemusik, tænker stadig på halmfyldte træsko og afdøde spillemænd, men kigger man på årets program for Aarhus Folk Festival, er billedet et ganske andet. Nok er der stadig plads til de gamle spillemænd, men ugen byder tillige på en masse nykomponeret folkemusik med helt unge musikere og dansere, der giver nye friske bud på folketraditionen anno 2021.

Nyt blod – ny tilgang

Årsagen til denne fornyelse kan i høj grad tilskrives festivalens nye, unge styregruppe, bestående af tre lokale musikere, der alle brænder for at udbrede kendskabet til folkemusikken. Johanne Buus Andersen spiller tværfløjte og er interesserer sig for de gamle nordiske melodier, mens Thyge Van Dassen på violin elsker bluegrass og i år har fået mulighed for at hyre et af sine yndlingscountrybands til 2021-festivalen.

»Jeg er meget interesseret i de gamle folkeballader – jo drabeligere desto bedre,« fortæller den unge forkvinde for festivalen, Helene Tungelund i en pressemeddelelse.

»Jeg elsker, at de gamle sange stadig kan være relevante i dag og lære os noget om fortiden såvel som nutidige relationer – og så er de tit på lige så sjove, spændende og frække som nogle af de bedste Netflix-serier.«

Som noget nyt i år rækker den unge styregruppe ud til jævnaldrende, der måske har svært ved at forholde sig til de gamle traditioner.

»Jeg forstår godt, hvis man som ung i en global verden ikke umiddelbart interesserer sig for gammel traditionel musik – især fordi at kultur og danskhed fylder så meget i den offentlige debat. Derfor har vi valgt at give mikrofonen til de unge i arrangementet Growing Roots, der både byder på koncerter, talks og dialog. Vi vil gerne høre deres tanker, deres musik – og ikke mindst deres kritiske spørgsmål,« forklarer Helene Tungelund.

For frække til sangbogen

Udover koncerter byder festivalen også på en række workshops og jams hvor det er muligt selv at få brugt stemme og instrument. Det er blandt andet muligt at lære nogle af de frække folkesange, der var lidt for beskidte til at komme i højskolesangbogen. Det er også muligt at prøve kræfter med folkedans – hvad enten man er en garvet danser eller aldrig har prøvet det før.

Aarhus Folk Festival finder sted 25. september - 2. oktober på spillesteder, cafeer, kirker og kulturhuse i Aarhus. Se programmet på www.aarhusfolkfestival.dk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen