Virtual Reality og jazz

Virtual Reality møder live jazz, når Aarhus Jazz Orchestra opfører værket "We Are Real – An Optical Poem".

Artiklens øverste billede
Med værket We Are Real – An Optical Poem inviteres publikum indenfor i et både virkeligt og virtuelt univers til en live koncert med det 18 personer store bigband Aarhus Jazz Orchestra. Pressefoto

Når ”We Are Real – An Optical Poem” opføres, er der tale om en audiovisuel koncert, hvor live jazz og virtual reality møder hinanden. For publikum bliver det en både intim og intens oplevelse, da det 30 minutter lange værk kun kan opleves af 20 publikummer ad gangen – skiftevis med og uden VR-briller.

Det er Aarhus Jazz Orchestra og The Animation Workshop i Viborg, der har taget initiativ til projektet og inviteret den prisvindende komponist Signe Bisgaard og animationskunstnerne Martina Scarpelli og Lars Hemmingsen til at skabe værket.

Nyt koncertformat

”We Are Real – An Optical Poem” er et helt nyudviklet koncertformat, hvor publikum oplever koncerten i 360 grader. Både med og uden VR-briller må publikum derfor snurre rundt på de drejende stole for at opleve koncerten, hvor musikerne ikke står på en scene, men derimod danner en cirkel rundt om publikum.

Det er ny jazz i samspil med ny teknologi. Og det er ikke et tilfælde: Aarhus Jazz Orchestra har de seneste år initieret et koncertspor med netop dette fokus. I 2019 kunne man derfor opleve det prisvindende værk ”We, Robots,” der også var skrevet af Signe Bisgaard, hvor en af verdens førende musikrobotter, Shimon, gæstede orkestret som solist. Og for orkestret er der en helt særlig grund til dette, fortæller Anders Ørbæk:

”Teknologi har til alle tider været med til at forme vores musik. Det tempererede klaver ændrede den klassiske musik, elguitaren ændrede rockmusikken og computerteknologi og synthesizere ændrede popmusikken. Hos Aarhus Jazz Orchestra er vi nysgerrige på, hvordan nye teknologier såsom robotter, virtual reality og kunstig intelligens er med til at forme ikke bare den musikalske udvikling, men hele vores samtid og måde at være mennesker på.”

Oplev ”We Are Real – An Optical Poem” 3. oktober på Radar i Aarhus. Billetter kan købes på www.aarhusjazzorchestra.dk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen