Spor Kunsten: Oplev kunsten i uformelle rammer

Hele 82 professionelle kunstnere fordelt over hele Midtjylland inviterer indenfor i deres værksted, når "Spor Kunsten - Åbne værksteder" afholdes for 21. gang den første weekend i oktober.

Artiklens øverste billede
Hanne Matthiesen er billedkunstner og formand for foreningen Spor Kunsten. Hun ser frem til igen i år at invitere interesserede ind bag kulisserne i sit værksted til "Spor Kunsten - Åbne døre" den første weekend i oktober. Privatfoto: Bjarne W. Andresen

I weekenden 2. og 3. oktober inviterer ikke færre end 82 professionelle kunstnere og kunsthåndværkere fordelt over hele Midtjylland indenfor i deres allerhelligste, nemlig værkstedet. Det sker under overskriften ”Spor Kunsten - Åbne værksteder”; et projekt som løber af stablen for 21. år i streg.

Projektet har til formål at skabe et rum, hvor folk med interesse for kunst kan mødes om kunsten i andre rammer end de vante. Kunsten tages ud af sin kuraterede, færdige form på museer og gallerier i forsøg på at mindske afstanden mellem kunsten, dem der iagttager kunsten, og dem der skaber den.

»Jeg tror, at det, at vi tilbyder en uofficiel og uformel ramme for folk at opleve kunsten i, kan noget helt særligt. Til ”Spor Kunsten - Åbne værksteder” får man lov til at komme om bag kulisserne og få et helt unikt indblik i kunsten og kunstnernes arbejdsmetoder. Uden at man føler sig forpligtet - det kræver hverken forhåndsaftale eller tilmelding, man møder bare op,« siger Hanne Matthiesen, der er billedkunstner og formand for foreningen Spor Kunsten.

»Jeg fornemmer, at der blandt hobbykunstnere og kunstinteresserede er en kæmpe nysgerrighed på, hvordan professionelle kunstnere arbejder. Den nysgerrighed kan man få stillet, når en lang række forskellige kunstnere og kunsthåndværkere inviterer indenfor i deres værksteder,« fortsætter hun.

Den aarhusianske billedkunstner Michael Bredtved har taget en selfie til udstillingen "Værksteds-selfies", som kan opleves på Rampen på Dokk1. Han inviterer ind i sit værksted i Jægergårdsgade 156P 2. og 3. oktober. Selfie: M. Bredtved

Vigtig interaktion

Fra at have promoveret Spor Kunsten og de åbne værksteder med billeder af de deltagende kunstneres værker, har foreningen de senere år sat fokus på begivenheden med selfies af de deltagende kunstnere. Dette års selfies kan opleves på den digitale udstilling ”Værksteds-selfies” på Rampen på Dokk1 fra 23. til 30. september.

»Med selfies af kunstnerne i deres værksted eller foran et værk, de arbejder på, bliver udtrykket mere personligt og hjemligt end et professionelt foto af et færdigt værk. Selfierne, synes jeg, er med til at åbne rammerne og gøre kunsten mere tilgængelig,« lyder det fra formanden.

Hanne Matthiesen har selv deltaget i ”Spor Kunsten - Åbne værksteder” adskillige gange. Også i år inviterer hun interesserede indenfor i sit kreative skatkammer.

»I år inviterer jeg indenfor i mit værksted i familiens fritidshus på Samsø. Og jeg glæder mig. Til ”Spor Kunsten - Åbne værksteder” opstår den her umiddelbare kontakt, og folk falder nemt i snak. Man skal huske på, at det at være kunstner er en tovejs-ting. Det er vigtigt for os som kunstnere at have interaktionen med folk og holde kontakten til både kunderne og branchen. Og da det kan være svært at finde steder at udstille, er Åbne værksteder helt oplagt til formidling af kunsten,« forklarer Hanne Matthiesen.

Billed-, papir- og tekstilkunstner Mette Rix, er en af de aarhusianske kunstnere, som inviterer indenfor i sit værksted ved Godsbanen til "Spor Kunsten - Åbne værksteder" 2. og 3. oktober. Foto: Mette Rix.

Sult efter kunst

Hun oplever en generel sult efter kunst og forudser, at rigtig mange vil kigge forbi de åbne værksteder i løbet af den første weekend i oktober.

»Jeg fornemmer, at der er en sult efter kunst. Jeg har selv lige haft en række værker med på Prokk udstillingen på den gamle journalisthøjskole i Aarhus N. Her solgte jeg bedre i år, end jeg har gjort tidligere. Måske fordi mange af os har lyst til at forkæle os selv med et nyt kunstværk til hjemmet efter at have måttet undvære store dele af kunsten i halvandet år. Så jeg tror og håber på, at 2021 bliver et godt år for Åbne værksteder,« siger hun forventningsfuldt.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen