Uhyggen spreder sig i Den Gamle By

Weekenden 30.-31. oktober er Allehelgen weekend i Den Gamle By. Her kan børn og voksne lytte til grufulde fortællinger, snitte grumme roelygter, lave bolsjer fra bunden og styrke sig på en portion varm suppe, hvis uhyggen har sat sig i kroppen.

Artiklens øverste billede
Marianne Bager er leder af undervisningsafdelingen i Den Gamle By og har været med til at planlægge de mange aktiviteter for børn og voksne under Allehelgen. Foto: M. Jeppesen

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.


Ikke mange skridt fra hovedindgangen til Den Gamle By ligger Eilschous Bolig. Indenfor i det lavloftede hus er der dunkelt. I et hjørne sidder præsteenken Madam Wiberg iklædt en lang mørk kjole og hvid kyse. Omkring hende står børn og forældre i en halvcirkel og lytter opmærksomt, mens hun indlevende fortæller uddrag af H.C. Andersens uhyggelige eventyr “Klokkedybet”.

Netop fortællingerne - og uhyggen - er omdrejningspunktet til Allehelgen i Den Gamle By, som besøgende kan opleve i weekenden 30. og 31. oktober.

»Eilschous Boliger var en stiftelse for præsteenker og ugifte købmandsdøtre og lå oprindeligt i Odense lige over for H. C Andersens barndomshjem. Vi ved, han er kommet her i huset som barn. Derfor er præsteenkens fortælling under Allehelgen i Den Gamle By også et uddrag af H.C. Andersens eventyr “Klokkedybet”. En fortælling som handler om Åmanden, der bor på det dybeste sted i Odense å, og som drukner dem, der kommet for tæt på kanten,« fortæller Marianne Bager, der er leder af undervisningsafdelingen i Den Gamle By og med til at planlægge og arrangere aktiviteterne under Allehelgen.

Den Gamle Bys aktører tager imod besøgende i husene og fortæller uhyggelige eventyr om blandt andet Åmanden og Helhesten. Foto: M. Jeppesen

Historien om Allehelgen

Marianne Bager går forrest ned ad præsteboligens trappe og drejer så til højre ned ad en af de smalle gader. På gåturen hen over de toppede brosten fortæller hun om baggrunden for Allehelgen.

»Allehelgen traditionen har rødder tilbage i 600-tallet og den keltiske traditions fejring af Samhain, som foregik i dagene omkring den 1. november. På den dato skulle høsten være i hus, og slagtemåneden begyndte. Dengang betragtede man den 1. november som datoen, hvor man overgik fra sommerhalvår til vinterhalvår, og man fejrede af samme grund dagen som nytår,« forklarer Marianne Bager.

Hun beretter videre, hvorledes kelterne der i jernalderen beboede de centrale og vestlige dele af Europa – herunder Danmark – havde en helt særlig åndelig tro.

»Der var megen overtro iblandt kelterne. Blandt andet troede de på, at de, der var døde i årets løb, på dette tidspunkt imellem det gamle og nye år rejste til de dødes rige. De døde var denne dag derfor særligt aktive og færdedes som ånder blandt de levende. De gode ånder havde man intet imod, men de onde ånder skulle skræmmes væk, og det gjorde man med larm, skud og lys,« fortsætter hun.

Marianne Bager stopper op foran Skomagerboligen. På en bænk udenfor sidder skomagerens to døtre iklædt gammeldags kjoler med uldne sjal og tørklæde om håret. De er travlt beskæftiget med at snitte hver deres roelygte.

»Til netop at skræmme de onde ånder væk, skar man uhyggelige ansigter ud i udhulede roer og satte lys i,« Marianne Bager gør et kast med hovedet i retning af pigernes roer og fortsætter så:

»Mange tror fejlagtigt. at Halloween er en amerikansk opfindelse, som vi har taget til os i Danmark. Men faktisk var det udvandrere fra Europa, der tog Allehelgen traditionen med roelygterne med til Amerika, hvor amerikanerne fandt på at lave lygterne ud af græskar, og traditionen udviklede sig det, vi i dag kender som Halloween. Ordet “Halloween” er en sammentrækning af det engelske ”all-hallow-even”, som er et gammelt udtryk for ”alle helgeners aften” - aftenen før allehelgensdag, altså den 31. oktober.«

Indenfor i Skomagerboligen er skomagermadammen i gang med sin fortælling. En håndfuld børn er stimlet sammen omkring hende og lytter opmærksomt.

»Maren kan gøre sig lillebitte. Lige så lille som en lus. Den kommer ind ad sprækker og nøglehuller, og sætter sig på brystet, når man sover. Sover man med åben mund, tæller den ens tænder en for en. Og når den at tælle dem alle sammen, vågner man aldrig igen,« fortæller Skomagermadammen med dramatisk stemme.

Børnene gør store øjne og presser kollektivt læberne sammen. Sjældent har en børneflok været så stille.

»Man kan holde maren væk ved at stoppe alle nøglehuller med vat eller ved at hænge grene af hvidtjørn op,« fortsætter skomagerkonen. Hun lægger håndtenen og garnet, hun holder i hånden fra sig på et bord, hæver sig fra stolen og peger på en dusk hvidtjørn, som hænger i vinduet bag hende.

Roelygterne blev brugt til at skræmme onde ånder væk i gamle dage. Traditionen er fulgt med os op til i dag, hvor lygter lavet i roer eller græskar pynter inde og ude op til Allehelgen 31. oktober. Foto: M. Jeppesen

Fra roer til græskar

Marianne Bager fortsætter turen fra Skomagerboligen videre ned ad det smalle stræde og drejer ind ad en port.

»Selv da Danmark blev protestantisk i forbindelse med reformationen i 1536, og man holdt op med at dyrke helgener og flyttede nytåret til 31. december, fortsatte man med at lave larm. I dag i form af fyrværkeri og kanonslag,« beretter Marianne Bager.

I porten står en sort kiste på en gammel trillebør i træ. På kisten står fem udskårne roelygter side om side og griner lumskt.

»Traditionen med roelygterne har man holdt fast i frem til i dag, hvor mange dog laver dem i græskar. De bliver brugt som dekoration ude og inde i forbindelse med Allehelgen - eller Halloween, som de fleste i dag ynder at kalde det,« lyder det fra Marianne Bager.

Indenfor er der en livlig summen af aktivitet. Børn, forældre og bedsteforældre er i fuld gang med at snitte lygter i Runkelroer.

Ved et af bordene sidder søskendeparret Mathilde på seks år og Liva på ni år sammen med deres mor Sanne Aslak. Pigerne lægger alle kræfter i for at grave indmaden fra hver deres roe ud med en ske.

»Det er lidt hårdt at få det ud, så jeg skal bruge alle mine kræfter,« siger Mathilde og maser endnu engang skeen ned i roens indre.

«Bagefter skal vi bruge kniven til at skære et uhyggeligt ansigt i roen. Og så skal den med hjem og stå med lys,« forklarer Liva med næsen helt nede i sin roe.

Fra et tilstødende lokale bølger en sødlig duft os i møde. Herinde er en større flok børn i gang med at lave bolsjer sammen med deres voksne.

»Når bolsjemassen er lige omkring 160 grader, tager vi den op af gryden, og så er vi klar til at lave bolsjer. I bruger saksen til at klippe bolsjerne i den størrelse, I vil have. Men pas på fingrene, for sukkermassen er varm,« lyder det fra en af Den Gamle Bys medarbejdere.

Børnene nikker og står ivrigt afventende med hver deres saks i hånden, klar til at klippe i og ikke mindst smage de søde herligheder.

Søskendeparret Mathilde og Liva Aslak i gang med at snitte deres egne uhyggelige roelygter ud af Runkelroer, mens mor Sanne ser på. Foto: M. Jeppesen

Suppe at styrke sig på

Ruten igennem Den Gamle By fortsætter til Købmandsgårdens køkken. Her er en kvinde er i gang ved komfuret, mens en ung mand sidder på bænken i køkkenet og drikker kaffe. Begge er de aktører i Den Gamle By.

»Man skal tage sig i agt for Åmanden. Hvert år kræver han sit offer, og ingen er døde i Vestergade endnu. Så han sidder på lur. I åen. OG i brønden,« siger kvinden næsten hviskende.

Den unge mand nikker og supplerer:

»Når mændene har fået en tår dram over tørsten og går ned i åen for at tisse, kommer Åmanden op fra bunden og griber fat i hvad, der er nærmest. Og så ser man dem aldrig igen.« Han sukker, sætter koppen til munden og drikker ud. Han rejser sig, stiller koppen på køkkenbordet med et “Tak for skænken!” og går ud.

Marianne Bager takker kvinden for kigget og følger efter. På turen videre gennem gaderne fortæller hun:

»Under Allehelgen kan man også møde præsten her i Den Gamle By. Han går rundt i gaderne og taler overtroen imod og forkynder, at man blot skal huske at bede sin aftenbøn.«

Uden dog at støde på præsten når vi til Den Gamle Bys festplads. På trods af at både karrusel og luftgynger står stille grundet årstiden, er her et vældigt leben af børn og voksne, hunde og barnevogne. Det er Apotekerboden, hvorfra der sælges pølser og hjemmelavet kartoffelporresuppe, der trækker.

»Her kan man få en portion suppe at varme sig på,« siger Marianne Bager og slår ud med armen mod boden, hvorfra den sødlige duft af kartoffel smyger sig ud i gaderne.

»Og styrke sig på, hvis de uhyggelige fortællinger har sat sig i kroppen,« tilføjer hun så.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen