Soulet amerikaner rocker Atlas

Amerikanske Natalie Bergman er en dynamisk sanger/sangskriver, der favner både jazz og soul, rock og gospel.

Artiklens øverste billede
Natalie Bergman giver koncert på Atlas 5. november. Pressefoto

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Natalie Bergman er bedst kendt som den ene halvdel af bror/søster-duoen Wild Belle. Et pop-sonisk rigt og eventyrlystent foretagende, der blandt meget andet trækker på reggae, afrobeat og soul. I kølvandet på udgivelsen af duoens tredje album, “Everybody One of a Kind” (2019), blev Bergmans far og stedmor dræbt af en spritbilist. Hun opsøgte efterfølgende et kloster i New Mexico, hvor hun mediterede over sit tab og begyndte at skrive de sange, der siden skulle udgøre hendes solodebutalbum, det gospel-tonede “Mercy” (2021).

Bergman og hendes bror Elliot voksede op i en dybt musikorienteret familie i Chicago-området, hvor navne som Bob Dylan, Pharoah Sanders og Etta James ofte snurrede på anlægget. Hun komponerede sin første sang på ukulele som 13-årig, og duoen brugte de følgende år på at indspille sange på en firespors båndoptager. Natalie blev i 2006 en del af Elliots afrobeat-band NOMO, hvor hun gav den som percussionist og korsanger, og i 2012 begyndte søskendeparret at arbejde under bandnavnet Wild Belle. Debutalbummet “Isles” udkom året efter, toeren “Dreamland” fulgte i 2016, og tre år senere gjaldt det altså “Everybody One of a Kind”.

5. november er hun at finde på Atlas i Vester Allé kl 21.

Læs også

Del artiklen