Mille Dinesen er med i det nye tv-program 'Hvem holder Masken': »Bizart og crazy«

Artiklens øverste billede
Mille Dinesen er en af ti kendte danskere, der deltager i 'Hvem holder masken'. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau/Scanpix

Om det er i ternede skjorter som den rapkæftede lærer Rita eller i udklædning som Slatten Langpat, føler Mille Dinesen frigjort, når hun tager en maske på.

Man skal hele tiden udfordre sig selv personligt og professionelt.

Og når man bliver tilbudt at være med i et program med så skørt et setup som TV 2’s version af det sydkoreanske koncept ”Hvem holder masken”, er det svært ikke at sige ja.

Det mener skuespiller Mille Dinesen. Hun er med i det nye lørdagsunderholdningsprogram, hvor ti kendte danskere i skøre kostumer - klædt ud lige fra en æggemad til en søstjerne - skal synge og danse uden at afsløre deres sande identitet.

Det skal Mille Dinesen nemlig forsøge at gennemskue sammen med entertainer Peter Frödin, skuespiller Sofie Jo Kaufmanas og satiriker Frederik Cilius.

»Det lød så tilpas bizart og crazy, at jeg tænkte: ”Det her skal jeg være med til!”,« lyder det fra den 47-årige skuespillerinde.

Detektiverne, som de fire stjerner udgør, får undervejs i programmet kryptiske ledetråde, som de skal navigere igennem, for at gætte sig frem til maskebærerne.

»Jeg er af natur et meget vægelsindet menneske,« griner hun.

»Og i det her program skal man være åben for at se tingene fra flere sider og holde alle muligheder åbne, fordi man får så mange ledetråde. Det talte totalt ned i mit dna.«

Mille Dinesen glæder sig da også til at skulle introducere programmet og de skøre figurer for sin treårige søn, Eddie.

»Jeg er spændt på at se, om han synes, de er uhyggelige eller sjove. Vi snakker om en æggemad, som er to meter høj og et skelet med rødt hår!,« fortæller Mille Dinesen.

Selv er Mille Dinesen som skuespiller kendt fra roller som den rapkæftede klasselærer Rita og kvinden Nynne med det hektiske singleliv i tv-serierne af samme navn.

I det nye show optræder hun uden for karakter - nemlig som sig selv.

Og det er noget anderledes. For det er bag masken - når hun spiller skuespil - at hun fornemmer størst frihed.

Hun bider mærke i, at det er det samme, flere af de kendisser, der gemmer sig bag de ti kostumer, har følt:

»De synes, det var så rart og fedt at være inde i de kostumer, fordi det gav dem en kæmpe frihed. Det kan jeg virkelig godt genkende,« fortæller hun.

Følelsen er der, både når Mille Dinesen hopper i rollen som Rita, og når hun bliver iklædt det mere omfattende kostume som den forbitrede elverkone Slatten Langpat i filmen ”Emma og Julemanden”.

Ved sidstnævnte blev hun sminket til uigenkendelighed og iført et kostume, der vejer tyve kilo, der efter sagnfiguren i den virkelige danske folketro er udformet med lange bryster - eller ”kæmpestore slattenlangpatter”, som Mille Dinesen formulerer det.

»Det var en kæmpe frihed, for jeg kunne gøre hvad som helst, når jeg kom ned i det kostume,« fortæller hun.

»Jeg har også følt mig utrolig fri i rollen som Rita. Når jeg var i hende, kunne jeg gøre, hvad jeg ville - selvfølgelig inden for hvad hun kunne finde på - for der var jeg jo Rita.«

Rollen har med de ternede skjorter og den fandenivoldske attitude fulgt Mille Dinesen gennem knap ti år og fem sæsoner.

Og hun har nydt at komme ind under huden på hende.

Men tiden er ny.

I den nye romantisk komedie ”Tag min hånd”, der rammer biograferne i starten af næste år, spiller hun en helt anden rolle, nemlig som den kontrollerede læge Maja, der bliver forladt.

Som altid har Mille Dinesen nydt at arbejde med at tage en maske på.

»At sætte sig ind i et nyt menneskes – en ny rolles – psykologi er bare enormt skønt,« synes jeg.

»Det er også derfor, jeg er blevet skuespiller,« siger hun.

”Hvem holder masken” får premiere på TV 2 lørdag aften.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen