Eske Touborg vil lære dig at lave god graffiti

Aarhus-kunstner Eske Touborg har teamet op med verdens største graffitiproducent om omfattende GraffitiBible med 1400 håndlavede illustrationer.

Artiklens øverste billede
Eske Touborgs titel er ifølge ham selv: Kunstner, Kaospilot og Klaphat. Han er født i 1996 i Aarhus, hvor han har malet tre gavlmalerier (Søndergade, Vestergade, Skt Annagade). Pressefoto

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Kunstneren og forfatteren Eske Touborg, også kendt for sine mange gavlmalerier af havdyr i Aarhus udgiver bogen “GraffitiBible - A Complete Guide On How To Do Graffiti” i samarbejde med verdens største graffitiproducent Montana Colors fra Spanien, Graffitimuseet Museum of graffiti fra Miami og det tyske forlag Publikat. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kunstneren.

Bogen er, som navnet antyder, en komplet guide til hvordan man laver graffiti – perfekt til dem som ingen forhåndsviden har.

»Over de sidste 10 år har jeg undervist over 2500 mennesker i, hvordan man laver graffiti og det har jeg så komprimeret ned til 1400 håndlavede illustrationer fordelt på 352 sider,« udtaler Eske Touborg.

Giver tilbage til kulturen

Den unge mand med ild i enden og, hvad der virker til at være flere projekter og ideer end hvad han kan udleve på en enkelt livstid, fortæller, at selvom bogen har været længe undervejs, har det ikke handlet om at tjene penge, men nærmere at give noget tilbage.

»Jeg har ikke haft en eneste dags ferie hele dette år for at nå diverse deadlines med forlag, samarbejdspartere og internationale graffitimalerne som skulle interviewes på alle tidspunkter af døgnet. Det har været hårdt, og min timeløn ender nok kun på 3-4 kr, men jeg tror på, at det i det store hele handler om at give det tilbage til kulturen, som man kan – og jeg er skide god til at fortælle og lære fra mig, så dette er mit bidrag.«

Eske’s interesse for graffiti startede i 6. klasse på en lejrtur og har hængt ved lige siden. For ham er graffitiens univers et sted, hvor man kan få lov til at udfolde sig, skabe sig og være hvem man er uanset køn, etnicitet, tro eller politiske overbevisninger.

»Det føles helt sært at et projekt som har været undervejs de sidste to år nu er færdigt, så nu glæder jeg mig bare til at se, hvordan folk tager imod bogen!«

Lørdag 20. november fra klokken 15-19 vil der være reception for udgivelsen i UngKirken på Nørre Alle 24 som bliver lavet om til Danmarks graffiticentral, hvor der vil være lidt til ganen, mulighed for at købe bogen og så kommer Danmarksmesteren i Mix DJ FMD og vender vinylplader.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen