Xmas Cabaret slår til julehyggen
Kantet juleshow går løs på julen på Teatret Svalegangen.

»Julen bliver ofte malet op som et glansbillede, men under vrimler det med skuffede miner og uforløste konflikter. Det er de sider af julen, som vi udstiller i Xmas Cabaret. Aftenens vært forsøger virkelig at gøre det hele hyggeligt, men virkeligheden bryder bare hele tiden ind. Så nisser bliver der nok ikke nogen af, men vi lover, at du får et godt grin og noget lækkert musik.«
Det udtaler Mette Rønne i en pressemeddelelse. Hun er skuespiller og idékvinde bag Xmas Cabaret, der spiller på Svalegangen.
Dunkelt juleshow
Xmas Cabaret er tilbage, og der er både gensyn med gamle numre og udsigt til nye boller i suppedasen siden premieren i 2019.
Folkene bag har igen bedt et hold af byens bedste indenfor comedy, tryl, musik og teater om at gå løs på julen. De giver deres bud på det, vi alle sammen elsker (eller hader) og sætter julens følelser i bevægelse.
Stilen er uformel og kantet, og man skal ikke forvente nisser eller bjældeklang – nok nærmere et dunkelt juleshow med udsyn til skeletter i skabene.
Knasende overraskelser
Xmas Cabaret består af Mette Rønne og skuespiller Holger Østergaard. De flankeres af komiker Niels-Peter Henriksen som, med sin bidende stil, har fået Danmark til at grine af sig selv de sidste 20 år. Flere gange nordisk mester i tryl, Mortenn får dig til at tænke ’hvordan f...?’, mens sangerinde, Nana C. Gaardsted Bøvling, kryber hen ind under huden med sin kraftfulde stemme. Kapelmester Jacob Danielsen, prisvindende komponist og musiker, styrer løjerne i livebandet, hvor Thomas Sejthen spiller bas. Morten Nottelmann sidder bag trommerne og Frederik Vuust tager sig af tangenterne.
Xmas Cabaret spiller 1.-11. december i Teatret Svalegangens Ny Sal. I hverdagene er det klokken 19.30 og lørdag klokken 16.
Se mere på svalegangen.dk
sø