Sigurd Barrett gør svær naturvidenskab til musikalsk leg

Som barn havde Sigurd Barrett ikke let ved naturvidenskab. Præcis som så mange andre børn. Nu rejser den populære entertainer landet rundt med sit nye, musikalske naturvidenskabsshow, der har til formål at vise børn, at emnet ikke kun er komplekst, men også sjovt og spændende. 29. og 30. januar kan showet ses i Musikhuset Aarhus.

Artiklens øverste billede
Sigued Barrett (tv.) og Eskild Dohn er på scenen sammen med big band og lokale skolebørn i showet "Sigurd fortæller om videnskab". Foto: Allan Niss
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Tag med pianist og entertainer Sigurd Barrett på en musikalsk rejse med dinosaurer, planeter og videnskabsmænd, når han sammen med musiker og komponist Eskil Dohn og hele Aarhus Jazz Orchestra, begiver sig ud i rummet, rundt i verden og ind i menneskekroppen. Det sker 29. og 30. januar, når Barrett besøger Musikhuset Aarhus med showet “Sigurd fortæller om videnskab”.

Projektet, der har til formål at få mange flere børn til at blive nysgerrige på naturvidenskab, blev lanceret i Planetariet i København og på Steno Museet i Aarhus i oktober sidste år. Siden har Sigurd Barrett sammen med sin gode ven og samarbejdspartner på projektet, Eskild Dohn, trippet efter at komme ud at rejse landet rundt med showet “Sigurd fortæller om videnskab”.

»Det er et projekt, hvor jeg bevæger mig ud på tynd is, da jeg jo ikke er naturvidenskabsmand. Derimod har jeg læst musikvidenskab og beskæftiget mig med musik, historie og formidling i mange år. Igennem tiden er jeg flere gange blevet spurgt, om jeg havde lyst til at formidle naturvidenskab, men jeg er altid gået en stor bue udenom, fordi jeg hverken kan forklare tyngdekraften eller i detaljer ved, hvorfor himlen er blå,« fortæller Sigurd Barrett.

Men da Novo Nordisk Fonden i juni 2021 oprettede en pulje med det formål at støtte projekter, der udbreder kendskabet til naturvidenskab, besluttede han sammen med Eskild Dohn at søge den. De fik del i puljen, og så begyndte arbejdet med projektet.

»Nogle børn stiller spørgsmål om tyngdekraften og atmosfæren hele tiden. Andre synes, naturvidenskab er kedeligt og siger: ‘Jeg er ligeglad med, hvorfor himlen er blå.”. Men det er vigtigt at forstå, hvordan verden hænger sammen. Hvis ikke man forstår, hvad jorden og atmosfæren er, er der meget man ikke ved, og så er det svært at forholde sig til. Så bliver det hurtigt en politisk diskussion, om det er vigtigt at gøre noget for klimaet eller ej. Det er afgørende, at børn og voksne forstår den verden, vi lever i, præcis ligesom det er godt at have kendskab til historie og matematik,« siger han.

Projektet "Sigurd fortæller om naturvidenskab" blev lanceret på Steno Museet i oktober, hvor blandt andre kemistuderende fra Aarhus Universitet underholdt med spændende fysik-forsøg. Foto: Allan Niss

Det handler om formidling

FN har vedtaget, at 2022 skal være nationalt naturvidenskabsår, og i den forbindelse tager Sigurd Barrett, Eskild Dohn og de mange andre involverede i projektet på landsdækkende turné med over 100 koncerter for at formidle naturvidenskab gennem sang og fortælling.

»Mit talent er at være formidler, og jeg bilder mig ind, at jeg har evnen til at tage svært stof og gøre det tilgængeligt. Så det har været min plan; at gøre stoffet spiseligt og forståeligt for børn - og i virkeligheden også for voksne. Jeg har haft den fordel, at jeg selv at skulle starte helt fra begyndelsen på naturvidenskaben. Jeg blev nødt til at forstå de grundlæggende kræfter, og få svar på alle mine spørgsmål. Så for mig har projektet også været en form for dannelsesrejse,« lyder det fra Sigurd Barrett.

Projektet har det mål for øje at højne interessen for naturvidenskab hos børn. Ingen skal føle, at de ikke kan finde ud af eller ikke er kloge nok til at beskæftige sig med naturvidenskab. Og forældre skal måske hjælpes til selv at forstå og dermed kunne forklare, hvad eksempelvis tyngdekraften og big bang er for størrelser.

»Naturvidenskab er for mange et svært tilgængeligt stofområde. Men al læring handler om formidling. Formidles et emne med begejstring og entusiasme, har man lettere ved at hænge i. Det er det, jeg skal prøve med humor og musik. Jeg inviterer børnene til at synge med på ”Elektromagnetisme, elektromagnetisme, elektromagnetisme...,« synger Sigurd illustrativt.

»På den måde bliver det pludselig et ord, de kan sige i stedet for elektro-hvad-for-noget. Det at man kan lege med fysik og kemi, at det også kan være sjovt og pirre nysgerrigheden og slet ikke er så kedeligt, er vigtigt at få formidlet. For langt hen ad vejen er det jo menneskets nysgerrighed, der driver værket,« fortsætter han. Nu uden melodi på ordene.

Der var masser af ild og farvet røg, da de kemistuderende fra Aarhus Universitet demonstrerede deres Kemishow til lanceringen af "Sigurd fortæller om naturvidenskab"-projektet på Steno Museet i Aarhus. Foto: Allan Niss

Forståeligt og korrekt

Som barn havde Sigurd Barrett selv svært ved at knække de naturvidenskabelige koder. Simpelthen fordi stoffet var for kompliceret og diffust. Derfor er en af hans ambitioner med projektet, at formidle naturvidenskaben på en lettilgængelig og underholdende måde, så alle kan være med.

»Naturvidenskaben er enormt spændende, når man dykker ned i den. Men den er også en kompleks størrelse. Jeg har opfundet begrebet “stop-ord”, som dækker over ord, man ikke forstår og af den grund får en til at stoppe op, så man mister sammenhængen. Det har stor betydning, at noget, der er så komplekst som naturvidenskab, bliver forklaret i et sprog, man forstår - altså uden ”stop-ord” - også selv om det nogle gange bliver upræcist,« siger han og eksemplificerer:

»Et eksempel er masse. Fysikere taler om massen af en ting. Vi andre siger vægt. Og hvorfor kan vi så ikke bare sige vægt? Hvis vi eksempelvis har en liter mælk og flytter den op på et bjerg, så har den den samme vægt men ikke den samme masse. Hvis man skal forstå de fysiske regler nu og her, insisterer jeg på at bruge ord, man kender - i det her tilfælde vægt - så man forstår princippet. Men jeg gør samtidig opmærksom på, at hvis det skal være helt rigtigt, hedder det faktisk masse.«

Dilemmaet imellem at gøre det naturvidenskabelige stof lettere tilgængeligt og stadig formidle det korrekt har været en gennemgående diskussion mellem Barrett, Eskild Dohn og Hans Buhl, der er direktør for Steno Museet i Aarhus og også har været involveret i projektet, der ud over rækken af shows blandt andet indbefatter en bog, sange og film.

»Nogen kan lide at læse, nogle kan lide at se film, nogle kan lide at løse opgaver og nogle kan lide at synge. Det har været vigtigt for mig, at man kan gå ombord i stoffet, som man har lyst til. Derfor har vi lavet både et brætspil, en film, en cd, en sangbog, et korhæfte og en bog,« fortæller Sigurd Barrett.

Til at hjælpe sig med at skrive bogen “Sigurd fortæller om naturvidenskab” har Sigurd Barrett haft ikke færre end 17 forskellige fagspecialister.

»I skriveprocessen har jeg allieret mig med en række naturvidenskabelige fagkonsulenter. Hans Buhl har ført an, og han og jeg har haft mange, lange natlige telefonsamtaler om de her emner, fordi vi har måttet gå i detaljer med stort set hver eneste sætning. Hver gang Hans foreslog noget, sagde jeg: “Jamen, det forstår ingen!”. Og den anden vej rundt; når jeg foreslog noget, sagde Hans: “Det kan godt være, man forstår det, men det er ikke rigtigt!” Så vi har arbejdet hårdt på at nå hen et sted, hvor man både kan forstå stoffet, og det også er korrekt,« fortæller Sigurd Barrett.

Bogen forklarer naturvidenskabens grundlæggende begreber på en let tilgængelig og underholdende måde uden lange formler og svært fordøjelige termer.

»Jeg har læst nok op på naturvidenskab til at kunne lave projektet og har haft dygtige fagfolk til at hjælpe. Så bogen er ikke bare en skøjten hen over temaer. Man kommer rundt i mange hjørner af naturvidenskaben, og når man har læst bogen, ved man, hvem både Bohr, Ørsted og Newton var, og hvad atomer, grundstoffer og tyngdekraft er. Bogen introducerer mange grundlæggende begreber, men undgår at gå længere ind i emnerne for ikke at tabe læseren,« lyder det.

I månederne forud for at Sigurd Barrett og Eskild Dohn tager på turné med showet "Sigurd fortæller om videnskab", har skolebørn rundt omkring i landet lært de nyskrevne sange , så de kan synge med på scenen. Pressefoto

Underholdende øjenåbner

Rækken af naturvidenskabsshows skydes i gang i Musikhuset Aarhus den sidste weekend i januar som en del af Musikhusets nye børnemusikfestival Kazoo. I showet er Sigurd Barrett på scenen sammen med et kæmpe big band, Eskild Dohn og en masse skolebørn, der synger med på sangene.

»Først og fremmest håber jeg, at børn og voksne tager en masse med sig hjem fra showet og får sig nogle gode snakke om, hvorfor det er vigtigt at genbruge plastikposer, hvorfor det ind i mellem er bedre at tage cyklen i stedet for bilen, og hvorfor oksekød er skidt for planeten...« Sigurd Barrett holder en kort pause i sin energiske talestrøm. Så tager han atter bladet fra munden:

»Livet på jorden er skrøbeligt, derfor har vi som mennesker et kæmpe ansvar for at gå forrest og tilpasse vores livsstil, så der også bliver plads til vores børnebørns, børnebørns børnebørn. Som Hans Buhl så klogt sagde: “Kloden skal nok klare sig – det er livet på kloden, der er problemet!” Det var en øjenåbner for mig. På samme måde håber jeg, showet bliver en øjenåbner for publikum.«

Entertaineren rømmer sig kort og tilføjer så:

»Og så håber jeg selvfølgelig, at publikum vil føles sig underholdt i de tre kvarter, showet varer. Det er en sjov forestilling, hvor vi synger om blandt andet atomer og elektromagnetisme. “Der’ atomer i citroner og kanoner, telefoner og meloner og såmænd i dig og mig...« synger han. Smittende glad og energisk. Præcis som Sigurd Barrett er kendt for.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.