Og prisen for Årets Jazz Talent går til...

... musikeren og komponisten Malthe Jepsen, der trods sin unge alder er en alsidig og spændende pianist på den aarhusianske jazzscene.

Artiklens øverste billede
Jazzmiljøet i Aarhus og Østjylland er i disse år inde i en meget kreativ periode, hvor miljøet blomstrer og mange unge jazzmusikere, arrangører med videre arbejder med spændende og nyskabende projekter. Derfor indstiftede Aarhus Jazz Festival i 2018 en ”Aarhus Jazz Talent Pris”, som ud over ære og anerkendelse skal give prismodtageren en økonomisk håndsrækning og en øget mulighed for at blive bemærket. Årets vinder er Malthe Jepsen. Pressefoto

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Hvert år uddeler Aarhus Jazz Festival prisen som Aarhus Jazz Talent. Den gives til en person eller et initiativ, der har gjort sig ekstraordinært bemærket og har udvist et særligt talent i sit virke for jazzmusikken i Aarhus.

I år går prisen til musikeren og komponisten Malthe Jepsen, som ud over æren og en pengepræmie på 10.000 kr. også vinder at spille en koncert på spillestedet Radar.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Jazz Festival.

Årets prisvinder har trods sin unge alder gjort sig bemærket som en alsidig og spændende pianist på den aarhusianske jazzscene. Han har spillet koncerter over hele Danmark på forskellige scener inden for jazz og verdensmusik og har optrådt i lande som fx Finland, Holland og Ghana. I kraft af sit synshandicap har Malthe også arbejdet med, hvordan man tilgængeliggør musikteknologi og arbejder pt på at udvikle en app, der skal gøre det nemmere for blinde at tilgå nodelæsning.

Prisen vil blive overrakt ved en koncert på Radar 19. februar 2022 kl. 20, hvor man også kan høre Malthe spille i både solo- og trioformat.

Juryens begrundelser

»Årets prismodtager er pianist og komponist Malthe Jepsen. Malthe inspirerer med sit medrivende og teknisk overlegne spil og bevæger sig desuden ubesværet mellem mange forskellige musikalske udtryk. Han optræder i store og små ensembler indenfor jazz, hip-hop og mellemøstlig musik, heriblandt med Clapper, AggiDix og sangerinden Ankah.

Malthe har for nylig udgivet solo debutalbummet Fluidity, der er blevet modtaget meget positivt. Det er en modig og velproduceret debut, der demonstrerer, at han som ung pianist allerede har sit eget personlige udtryk. Om Fluidity lød det bl.a. at ’Malthe danser graciøst på tangenterne og har tydeligvis drukket af jazzens melodiske overflod. Han tager den med ro og trækker vejret. Han lader de enkelte toner fortælle mere end det man umiddelbart hører.’

Vi glæder os til at følge Malthe fremover og håber, at han med prisen får mere opmærksomhed og yderligere muligheder for at udvikle sit musikalske virke.«

Læs også

Del artiklen