Det fortrolige rum: Omstridt lov konverteres til teater

Fra 22. januar inviterer Teatret Svalegangen publikum ind i “Det fortrolige rum”; en dybdeborende fremtidskomedie om offentlighedsloven og Christiansborgs mørklagte gange. “Det fortrolige rum” er fjerde og foreløbig sidste kapitel i instruktør Ina-Miriam Rosenbaums “Projekt Glemmebogen”; teaterforestillinger med udgangspunkt i møgsager fra Christiansborg, som er gået i den kollektive glemmebog. Med en blanding af satire, musik, dokumentarisme og drama sætter “Projekt Glemmebogen” det danske demokrati i scene.

I “Det fortrolige rum” er journalist Sofie Buch Hoyer på scenen sammen med stykkets øvrige medvirkende. Hendes opgave er som iscenesat journalist at understøtte fakta i et ellers rablende skuespil.

»Min funktion er at bygge bro og være hjælper til skuespilleren på scenen og til publikum i salen. Jeg skal være folkeoplyseren, der forsøger at oversætte noget af det komplicerede lovstof, som offentlighedsloven handler om, til et sprog publikum kan begribe. Jeg skal tage dem i hånden og få dem til at sænke skuldrene – så må de selv bestemme, om de vil grine eller græde,« siger Sofie Buch Hoyer.

Hun lukker sin bærbare ned, skubber den ind på bordet foran sig og rykker en nyskænket kop kaffe tættere på. Der er stille i Teatret Svalegangens café denne tidlige mandag morgen.

Det er anden gang Sofie Buch Hoyer medvirker i “Projekt Glemmebogen”.

»Jeg har været tilknyttet “Projekt Glemmebogen” fra første kapitel “Skattesagens helte” om Helle Thornings skattesag. Det kom sig af, at Ina havde et ønske om at kombinere dramatikkens virkemidler og journalistikkens forklaringskraft og gerne ville eksperimentere med debat-samtale formater i forbindelse med sin forestilling. Via en fælles kontakt blev Ina bekendt med mig og min erfaring som moderator, og vi fik sat et møde op,« husker Sofie Buch Hoyer.

Mødet imellem de to endte med en række debat-samtaler på udvalgte dage i “Skattesagens helte”, hvor Sofie Buch Hoyer interviewede forskellige politikere, embedsmænd, mediefolk og eksperter på scenen i en tredje akt - heriblandt chefredaktør på Dagbladet Børsen, Nils Lunde, og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

»Ina syntes, det fungerede så godt, at hun gerne ville integrere dialogformatet i sin anden forestilling “CoryDONG - Det bedste for Danmark”, som tog udgangspunkt i salget af DONGs aktier til Goldman Sachs. Stykket blev udformet, så der var skuespil i første akt. I slutningen af den kom jeg så ind som moderator og byggede bro til anden akt, hvor en ny, særlig gæst kom på scenen hver aften. Min opgave var at facilitere dialog og samtale og vende blikket mod publikum, så de ikke gik forvirrede, apatiske, rasende - eller hvad de end sad med for en følelse - derfra, men fik mulighed for at ventilere deres tanker og få svar på deres spørgsmål,« fortæller hun.

Højaktuelt fremtidsscenarie

Demokratiet er det, Ina-Miriam Rosenbaums “Projekt Glemmebogen” helt grundlæggende tager fat i. Hvordan fungerer demokratiet, og hvordan skal vi agere i det?

»For at sikre at forestillingerne bliver relevante også for den almindelige borger, har vi sat det hele lidt på spidsen med nøglespørgsmålet: “Hvad kommer det os ved?”. Hvad kommer det kontroversielle salg af DONG Energy til Goldman Sachs os ved? Hvad kommer det os ved, at Anders Fogh Rasmussen besluttede at sende danske tropper til Irak? Hvad kommer det os ved, at politikerne har vedtaget en offentlighedslov med snørklede paragraffer og med konsekvenser, man ikke kan overskue med mindre, man har søgt aktindsigt og fået papirer fyldt med overstregninger tilbage?« Sofie Buch Hoyer lader spørgsmålene hænge lidt i luften, mens hun smager prøvende på kaffen. Så fortsætter hun:

»Forestillingerne gør meget ud af ikke at eliminere nuancerne i de sager, der stilles skarpt på, men tage dem ned og gøre dem borgernære. Det lyder måske højtflyvende, men jeg ser det som min vigtigste opgave at give publikum demokratisk selvtillid til at øve indflydelse på landet og systemet og bruge deres stemme i beslutningsprocesser. Og lige nu er der nok at tage fat på i forhold til den mistillid, der er til magthaverne.«

“Det fortrolige rum” foregår i Danmark anno 2068, hvor Mette Frederiksen stadig er statsminister og en mærkelig virus er på spil. Stykket følger journalisten Frank, som i sin isolationsboble støder på offentlighedsloven; den lov der styrer, hvad vi borgere må vide og ikke må vide.

»I stykket nævner vi på intet tidspunkt corona. Vi siger virus. Alligevel er det et syret scenarie, fordi det minder så meget om den situation, vi står i lige nu ude i virkeligheden. Den her forestilling har århundredets timing i forhold til det tema, den beskæftiger sig med, fordi den peger direkte ind i blandt andet minksagen, slettede sms’er og regeringens corona håndtering,« siger Sofie Buch Hoyer og gør store øjne.

Troværdighed og integritet

Da Sofie Buch Hoyer blev færdiguddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2016, havde hun ikke forventet, at hun bare et år senere ville stå på en scene og gøre brug af sin faglighed.

»Jeg havde ikke set komme, at det var den måde, jeg også skulle være journalist på. Men det er vanvittigt spændende og sjovt og en stor ære at være en del af Inas hold og få lov til at arbejde sammen med nogle af landets dygtigste scenekunstnere,« slår Sofie Buch Hoyer fast.

»I “Det fortrolige rum” er jeg journalisten, der kommer ind og hjælper Anders Budde i rollen som Frank med at finde ud af, hvad der er op og ned i offentlighedsloven. Jeg spiller mig selv, men har faste replikker og ting, jeg skal,« fortæller hun og uddyber:

»Mine replikker er de kedelige paragraf-replikker. I første omgang fik jeg faktisk replikker af manusforfatter, Kristian Halken, hvor jeg også skulle være sjov. Men til det var jeg nødt til at sige, at min troværdighed og integritet som journalist simpelthen ville ryge, hvis jeg skulle stå på scenen og være sjov. For at det kunne fungere, måtte jeg fremstå relativt saglig, neutral og usjov. Så nu har jeg selv været med til at skrive mine replikker, og jeg synes, vi har fundet en god balance.«

Alternativ politisk reporter

Interessen for politik har Sofie Buch Hoyer haft længe. Faktisk begyndte hun i 2010 at læse statskundskab på Aarhus Universitet, men fandt så ud af, at hun i stedet ville være journalist.

»Noget af det, jeg ikke nåede at have, da jeg læste statskundskab, var offentlig forvaltning. Det er så det, jeg sidder og terper nu. I form af både den gamle og den nye offentlighedslov.« Sofie Buch Hoyer skyder underlæben frem og puster luft op over sit ansigt.

»Det er vigtigt for mig at sige, at nok er jeg den synlige journalist på scenen. Men i kulissen har Ina også brugt andre dygtige journalister, der har beskæftiget sig indgående med offentlighedsloven og til dagligt skriver historier, som bygger på aktindsigt. Dem læner jeg mig op ad, og de har hjulpet mig med at oversætte paragraffer og begreber,« fortæller hun.

Bagdøren i caféen går, og første mand møder ind til dagens prøver. Han adresserer et venligt ”Godmorgen!” til Sofie Buch Hoyer og haster videre mod første sal.

Til dagligt er Sofie Buch Hoyer redaktør på Højskolemagasinet. Hun har tidligere været reporter og nyhedsvært på Politikens netredaktion og indlandsredaktør på magasinet Ræson. Oprindeligt var hendes drøm at blive politisk reporter, men da andre muligheder bød sig til. har hun ikke haft sin gang på Christiansborg siden sin praktiktid på Politikken.

»På journalisthøjskolen drømte jeg om at være politisk reporter og gå på Christiansborgs gange og afsløre politikere. Jeg var på Christiansborg i 2013 og 2014 som en del af min praktiktid. Og pudsigt nok var det præcis i de år, Dong skandalen rullede og SF forlod Folketinget, som for en stor del skyldtes offentlighedsloven,« siger Sofie Buch Hoyer og tilføjer:

»Jeg blev ikke politisk reporter, men det, jeg laver nu i forbindelse med “Projekt Glemmebogen”, er jo en anden måde at være politisk reporter på. En måde der er mere kreativ og perspektiverende, og hvor jeg skal bruge andre virkemidler end de klassiske journalistiske, nemlig min stemme og min krop.«

Respekt for faget

Selv om det ikke er første gang, Sofie Buch Hoyer står på en scene, har hun lidt kriller i maven forud for premieren på “Det fortrolige rum” 22. januar.

»Jeg glæder mig til at se og mærke publikums reaktioner på stykket og er spændt på at se, om de kan grine og undres, eller om de er ved at brække sig over virkelighedens corona situation.« Sofie Buch Hoyer løfter kaffekoppen fra bordet, men sætter den så tilbage.

»Jeg er spændt på en anden måde, end jeg har været tidligere, når jeg har skullet på scenen. Fordi jeg har replikker, som handler om lovens indhold og konsekvenser, og de replikker skal bare sidde lige i skabet. Af respekt for mit eget fag og for statskundskaben. Jeg vil gerne kunne mit stof og samtidig være en dygtig formidler, som man tror på,« siger hun så og rykker sin bærbare tættere på. Der er lidt tid til, dagens prøver begynder. Tid der kan bruges på at terpe.