Gode oplevelser på Vestkysten mellem fjorden og Skagen

Ud over den imponerende natur venter der masser af oplevelser på den 250 km lange tur fra Limfjorden til Skagen.

Artiklens øverste billede
Vesterhavet på en stille dag.
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Vesterhavskysten fra Limfjorden til Skagen er en af de med imponerende kyststrækninger i Danmark. Her kan I virkelig opleve det vilde Vesterhav i blæst. Eller stille badestunder på solfyldte sommerdage.

Hvis I kommer syd fra og sejler over med den lille færge fra Thyborøn til Agger Tange, ankommer I til den Nørrejyske Ø, som består af tre dele: Vendsyssel længst mod nord, Hanherred i midten og så Thy her længst mod syd.

Turens første stop kan passende blive i byen Agger, som blandt andet er kendt fra tv-dokumentaren ”Heavy Agger”, der handlede om en flok unge med stor kærlighed til den tunge del af rockmusikken. Dokumentaren var selvfølgelig produceret af Anders Agger. Han vendte i øvrigt tilbage til Agger to gange for at se, hvordan det senere gik med de medvirkende. I dag er Heavy Agger navnet på en musikforening, som blandt andet arrangerer koncerter og den årlige ”Heavy Agger Metal Festival”, der i år er planlagt til 3.-4. juni.

Læs mere: heavyagger.dk

Bolsjer og whisky

Fra Agger kan I køre lidt øst på, syd om Flade Sø og Ørum Sø og derefter nordpå i retning af Svankær. Inde ad en sidevej ligger bolsjemuseet Bonbonmuseum 2.0. Museet åbnede i 2009 efter flere års forarbejde med at opstøve historisk materiale om bolsjeproduktion, gamle reklamer, indpakninger og maskiner. Museet blev selvfølgelig også hjemsted for en produktion af bolsjer.

Desværre brændte den oprindelige bygning i december 2017, men indehaverne lod sig ikke slå ud og genopbyggede deres museum i den nuværende version 2.0.

Læs mere: bonbonmuseum.dk

Familiedestilleriet Thy Whisky fik i sensommeren 2021 royalt besøg.

Er I mere til våde varer end søde bolsjer, kan I lægge vejen forbi The Destilleri, som ligger på slægtsgården Gyrup. Gården historie kan føres helt tilbage til 1300-tallet og er i dag et økologisk landbrug med malkekvæg og planteavl. Det er dog ikke al korn fra markerne, der ender i køernes maver, for i 2010 begyndte gården at producere whisky. Destilleriet kunne med en vis ret kalde sig ”leverandør til den kongelige danske gane”. Sidste sommer besøgte Dronning Margrethe Gyrup, hvor hun fik en rundvisning og fik serveret smagsprøver.

Læs mere: thy-whisky.dk

Vilde vinde

Cold Hawaii Cold Hawaii er surfernes betegnelse for kyststrækningen i Thy mellem Agger i syd og Hanstholm i nord, hvor der er intet mindre end 31 gode surfspots. Cold Hawaii har fået sit navn, fordi området har nogle helt særlige vindforhold, der minder om dem, du kan finde på Hawaii. Klitmøller er det mest kendte af surferstederne op langs kysten.

Hvis I tager en afstikker derud, vil turen gå gennem National Park Thy, som også bliver kaldt ”Danmarks største vildmark”

Nationalparken blev indviet i 2007 som den første danske nationalpark.

Læs mere: nationalparkthy.dk

De kraftige vinde, som ofte blæser ind fra Vesterhavet, har gjort, at et nationalt testcenter for vindmøller blev anlagt i Thy ved byen Østerild. Testcenteret har et besøgscenter, hvor I kan få mere at vide om ”Verdens vildeste vindmøller”, som de selv kalder de møller, der bliver testet.

Læs mere: testcenter.dk

Reservat og fuglefjeld

Lige i nærheden af testcenteret ligger Vejlerne, som ifølge Dansk Ornitologisk Forening er Danmarks største fuglereservat. Mere end 300 fuglearter er blevet registreret i reservatet, hvoraf 130 har ynglet. Aage V. Jensens Naturfond ejer området. Der er ikke adgang for offentligheden i selve reservatet, men der er mange udsigtspunkter og fugleskjul, hvorfra man kan observere fuglelivet.

Læs mere: avjf.dk

I er nu kørt gennem Thy og er nået til Hanherred. Vejen følger ikke nødvendigvis kysten, så husk en gang i mellem at tage en sidevej ned til stranden. Bulbjerg vil være et oplagt sted at besøge. Bulbjerg er Jyllands eneste klippe, og området kaldes også for ”Jyllands skulder”.. Hvis vejret er helt klart, kan man se både Hanstholm og Rubjerg Knude Fyr fra klippens top. Nogle mener endda, man kan se helt til Skagen, men så skal vejret vist være meget klart.

Under Anden Verdenskrig byggede tyskerne lidt under 2.000 betonbunkere i Danmark som en del af Hitlers Atlantvold. En af dem ligger ved Bulbjerg, og den er indrettet som et gratis lille museum, der holder åbent i dagtimerne. Her kan I læse om Bulbjergs geologi, fuglefjeldet, besættelsestiden og kulturhistorien.

Dramatisk landskab

Svinklovene er navnet på en del af det dramatiske landskab ved Svinkløv Klitplantage, et 700 hektar stort statsejet område med offentlig adgang. I det lave område mod syd fandtes frem til middelalderen det åbne sund, som forbandt Vesterhavet med Limfjorden. Klitplantagen er hjemsted for masser af råvildt og med lidt tålmodighed, kan I også være heldige at opleve krondyr. Ikke så langt fra klitplantagen ligger et andet imponerende naturområde: Fosdalen, som sammen med Svinklovene er udpeget til at være en del af Danmarks Naturkanon.

Fyret blev flyttet

Nogle kilometer senere mod nord kører I ind i Vendsyssel. Her er også flere, dejlige brede sandstrande, blandt andet ved Blokhus. Tæt her på finder I Fårup Sommerland, hvor børn og barnlige sjæle sagtens kan få mindst en dag til at gå.

Læs mere: faarupsommerland.dk

Rubjerg Knude Fyr blev flyttet in i landet. Det var i fare for at styrte ned, fordi havet gnaver sig ind i kysten.

Lidt nord for den kendte badeby Løkken kan I besøge Rubjerg Knude Fyr, der blev berømt ud over landets grænser, da en lokalhåndværkermester i efteråret 2019 flyttede det 70 meter længere ind i landet.

Skulle vejret blive dårligt findes der også indendørs oplevelser på turen. Inde i Hirtshals ligger Nordsøen Oceanarium, som er Nordeuropas største akvarium. Her det finder I alt fra det store oceanarium med den ikoniske klumpfisk, til mindre akvarier, legerum til børnene, udendørs sælarium og meget mere.

Læs mere: nordsoenoceanarium.dk

En særlig naturoplevelse på vej mod Skagen er Råbjerg Mile, som er Danmarks største vandreklit. I undgår ikke sand i skoene efter en tur i milen, men til gengæld bliver I mødt af et syn, I ikke finder andre steder i Danmark. Milen er ca. 1000 meter på hver led, indeholder omkring 3,5 millioner kubikmeter sand, måler op til 40 meter i højden og dækker et areal på ca. to kvadratkilometer. Hvert år vandrer klitten 15 meter mod nordøst.

Så er I ved at være der. Efter en køretur på næsten 250 kilometer ankommer I til Skagen, hvor der er mulighed for at nyde cafélivet, tage en tur ud på Grenen og bade i både Vesterhavet og Kattegat.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen