Nyt koncept: Stand-up på Aarhus Street Food
Aarhus Street Food inviterer til stand-up i samarbejde med lokale komikere

I et tæt samarbejde med Aarhus’ lokale komikermiljø lancerer Aarhus Street Food et nyt stand-up-koncept den første tirsdag i måneden.
Aftenens lokale vært sammensætter et program bestående af både nyere og veletablerede komikere. Der er derfor garanteret en sjov og underholdende aften med masser af overraskelser. Aarhus Street Foods splinternye område, Grøn Stue, danner rammerne og giver plads til 200 glade stand-up-gæster. Det nye rum åbner op for mange muligheder og giver i denne omgang Aarhus komikere en ny platform.
»Vi har et spirende og meget talentfuldt stand-up-miljø i Aarhus, som primært har base på de to open mics Alberts og Café Jorden. Vi glæder os derfor til at optræde på Street Food, da det vil fungere som en showcase for os, hvor vi kan optræde med vores bedste materiale foran et større publikum. Der vil også være en surprise headliner til hver comedy-aften. Det vil sige en af de store komikere, som man som regel kun ser på de største scener i landet.«, Niels Flensborg, komiker fra Aarhus.
Det nye tiltag glæder Britt Vorre, direktør for Aarhus Street Food.
»Vi har længe ønsket os et område i Garagen, hvor vi kan tilbyde bordreservationer til vores gæster, hvilket der altid har været stor efterspørgsel på. Og som noget helt nyt får vi også mulighed for at have nogle indendørs events, da vi nu har et rum, som kan aflukkes fra resten af Garagen og derfor ikke vil forstyrre alle de spisende gæster. Vi starter ud med Street Food Stand-up i samarbejde med Aarhus’ komiker miljø. Den første tirsdag i måneden vil nye upcoming og etablerede komikere overtage scenen i det nye rum, Grøn Stue, og gæsterne får mulighed for sjov stand-up og lækker street food i skøn forening.«
Billetter sælges for 50 kroner, og konceptet skydes i gang tirsdag den 1. marts klokken 19.00, hvor den lokale komiker Johnny Robertson er vært og præsenterer et hold dygtige komikere klar til at underholde med deres bedste materiale.
sra