Sonja Oppenhagen: ”Det er en branche, der kræver, at man er drønstærk”

Sidste år kunne Sonja Oppenhagen fejre 50-års jubilæum i skuespillerbranchen. En branche der ifølge hende kræver både mod og en stærk psyke. Det har Sonja Oppenhagen, der igennem årene har spillet et utal af tv-, film- og teaterroller. Fra 8. marts spiller hun hovedrollen i forestillingen “Dynastiet - på jagt med magteliten” på Teater Katapult.

Artiklens øverste billede
Sonja Oppenhagen spiller hovedrollen som topdirektør Elisabeth Scholl i forestillingen "Dynastiet - på jagt med magteliten", der har premiere på Teater Katapult 5. marts. Pressefoto
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Sonja Oppenhagen blev folkeeje tilbage i 1978, da hun første gang tonede frem på skærmen som Vicki Hackel i tv-serien Matador. I de godt fyrre år, der er gået siden Vicki med de fine slangekrøller og den fikse hat kom på alles læber, har skuespilleren lavet mangt og meget. På tv og film, på scenen og bag scenen, hvor hun har både produceret og instrueret.

Fra 8. marts står hun på scenen på Teater Katapult i forestillingen “Dynastiet - på jagt med magteliten”, hvori hun spiller en af de bærende roller som Elisabeth Scholl; den magtfulde topdirektør for et multinationalt selskab, der står foran et generationsskifte.

»Herhjemme er de store familiedynastier – som eksempelvis Lego og Danfoss – altid meget diskrete mennesker. Alt internt omkring familierelationer og overtagelse af magten foregår diskret. Fordi det er vigtigt for koncernen, at der ikke opstår nogen skandaler. ”Dynastiet” er en interessant forestilling, fordi den giver et indblik i noget, der ellers er lukket for offentligheden,« forklarer Sonja Oppenhagen.

Som hun sidder der på en stol i Teater Katapults garderobe med sin klædelige korthårsfrisure, lyse jeans og en afslappet striktrøje, er der ikke meget Vicki Hackel over den 73-årige skuespillerinde. Bort set lige fra hendes ansigt som gør det svært at tro, der er 44 år imellem Vicki Hackel og Sonja Oppenhagen anno 2022.

Om sin karakter i “Dynastiet” siger Sonja Oppenhagen:

»Elisabeth Scholl er en kvinde, som prioriterer firmaet over familiefølelsen. Hun er opdraget i en forretningsverden, hvor det altid har handlet om at gøre det bedste for koncernen. Det er den tankegang, hun er født ind i, og som har været med til at præge hende livet igennem.«

Karakteren Elisabeth Scholl har arvet storkoncernen med 15.000 medarbejdere på verdensplan fra sin far og kørt den videre. Det store spørgsmål er, hvem der skal overtage familiedynastiet - og magten ikke mindst - efter hende.

»Kristian Grumme Nielsen, som spiller min søn i forestillingen, er blandt kandidaterne til at overtage virksomheden. Men om det bliver ham, afslører jeg ikke. Det må man ind at se forestillingen for at få svar på.« Sonja Oppenhagen smiler hemmelighedsfuldt.

Tilknytning til Aarhus

Sonja Oppenhagen er født i Valby og bor i dag i København. I forbindelse med “Dynastiet” tilbringer hun adskillige uger i Aarhus. En by hun føler en stærk tilknytning til.

»Jeg er uddannet skuespiller fra Odense Teater, men jeg har slet ikke samme tilhørsforhold til Odense, som jeg har til Aarhus. Jeg holder meget af Aarhus og føler mig hjemme her. Det kommer sig nok af, at jeg, i de fire år min datter gik på skuespillerskolen i Aarhus, ofte var på besøg. Og når jeg har været på turné, hvad jeg har været meget, efter at mine børn er blevet voksne, så har det som regel været i Aarhus, vi har haft vores base,« fortæller hun.

Tilbage i 2008 spillede Sonja Oppenhagen en hovedrolle i forestillingen “Iron” på Teatret Svalegangen i Aarhus. En rolle der indbragte hende Danske Teaterforeningers Hæderspris det år.

»Min tid i Aarhus, da jeg var her i forbindelse med stykket “Iron”, husker jeg tydeligt. Dengang lånte jeg en cykel og kørte ud til badeanstalten ved Den Permanente for at vinterbade. Så jeg synes, jeg kender Aarhus godt. Dog kendte jeg ikke Godsbanen, hvor Teater Katapult ligger, og alt det nye omkring, men det er et fantastisk sted; kreativt og pulserende,« siger hun.

Sonja Oppenhagen i den endnu ikke helt færdige scenografi til "Dynastiet - på jagt med magteliten" nogle dage forud for premieren. Foto: M. Jeppesen

Hjertet på teatret

Sonja Oppenhagen har siden hun blev færdiguddannet som skuespiller i 1971 medvirket i et hav af produktioner på tv og film samt på scener rundt omkring i landet. Ud over sin medvirken i “Dynastiet” er hun lige nu aktuel i niende sæson af tv-serien “Badehotellet” på TV2 i rollen som den sprudlende Lydia Vetterstrøm. Den erfarne skuespillerinde holder af at lave tv, men fortæller at det er på teatret, hun har sit hjerte.

»Teater og tv er to vidt forskellige genrer, og hver genre har sin måde at arbejde på. Så man kan ikke rigtigt tale om, at jeg bedre kan lide at lave det ene frem for det andet. Men når det er sagt, så er mit hjerte på teatret. Fordi det for mig er den mest kreative måde at arbejde på, hvor man starter med at åbne manus og fordybe sig og nærme sig rollen. Samtidig har jeg jo bevæget mig i teaterverden lige siden, jeg som 9-årig startede på Det Kongelige Teaters balletskole.« Sonja Oppenhagen smiler ved mindet.

Selv om tv-serien “Matador” er det første, mange af os tænker på, når vi hører navnet Sonja Oppenhagen, er karakteren Vicki Hackel ikke en af de roller, der har efterladt særligt aftryk i skuespillerens hjerte.

»Min rolle som Vicki i “Matador” var et job, som så mange andre. Der er ikke så meget mere at sige til det. Men der er bestemt nogle af mine opgaver igennem tiden, som har fyldt mere og haft større engagement end andre. Selv om man selvfølgelig altid gør sit bedste! De forestillinger, jeg selv har produceret, er dem, der står mit hjerte nærmest. Det kommer sig af, at jeg jo har arbejdet på dem i to, tre, fire år ad gangen,« fortæller hun.

Da jeg blev 50, begyndte jeg selv at producere og finde stykker, jeg syntes, var interessante at sætte op i stedet for at sidde og vente på at blive ringet til. Jeg har haft modet til at gå nye veje i den branche, jeg kender så godt. Og det er en branche, der kræver, at man er drønstærk og har en stærk psyke.

Sonja Oppenhagen, skuespiller, instruktør, producent, foredragsholder og forfatter.

Sonja Oppenhagen har instrueret en række stykker rundt omkring på landets teatre. Heriblandt musicalversionen af “Matador”. Ligeledes har hun produceret stykker som “Hjertets sidste slag”.

»Da jeg blev 50, begyndte jeg selv at producere og finde stykker, jeg syntes, var interessante at sætte op i stedet for at sidde og vente på at blive ringet til. Jeg har haft modet til at gå nye veje i den branche, jeg kender så godt. Og det er en branche, der kræver, at man er drønstærk og har en stærk psyke,« siger skuespilleren.

Drevet af nysgerrighed

Det omtalte mod fik sammen med et ukueligt drive Sonja Oppenhagen til tasterne for at skrive sin selvbiografi “Mit liv, min linedans” under corona-pandemien.

»Corona-nedlukningen gjorde, at vi ikke kunne spille i en længere periode. Den tid brugte jeg på at skrive min biografi, som udkom i oktober. “Mit liv, min linedans” er min første bog. Og det bliver nok også min sidste,« ler Sonja Oppenhagen og fortsætter:

»Tiden med corona blev tid til eftertanke. Jeg flyttede op i vores sommerhus, og så tog skriveriet fart. Det begyndte som tanker, som blev til forsigtige noter, som pludselig tog form af en biografi. Det har været en interessant proces at skrive bogen – og sjovt at dykke ned i fortiden.«

Sidste år kunne Sonja Oppenhagen fejre 50-års skuespillerjubilæum. Og meget indikerer, at det ikke bliver det sidste jubilæum den energiske skuespiller, instruktør, producent, foredragsholder og nu også forfatter fejrer.

»Det er min nysgerrighed, der driver mig. Når jeg læser en anmeldelse af en bog eller hører noget i radioen, har jeg en kunstnerisk åre i mig, der gør, at jeg helt automatisk tænker; Kan det bruges i en ny forestilling? Jeg tænker altid fremad,« lyder det.

Hun holder en kort pause. Så tilføjer hun:

»Jeg blev uddannet i ‘71 og har været i skuespillerbranchen lige siden. Jeg har ikke gjort andet hele mit liv. Mange har et arbejde og en hobby ved siden af. Jeg har ingen hobby. Mit arbejde ER min hobby. Så jeg bliver ved, så længe jeg synes, det er sjovt. Og så længe jeg kan huske, hvad jeg skal sige på scenen. Det er to vigtige ting.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.