Dansende broderier på KH7Artspace
Billedkunstner Signe Maria Friis udstiller videoværker, broderier og objekter.

Billedkunstner Signe Maria Friis har på KH7artspace i Aarhus skabt et altomsluttende univers med videoværker, broderier og objekter. Arbejdet, der udstilles i rummet, inviterer alle indenfor til at blive en del af et abstrakt landskab med mere end 80 værker.
»Måske ser du en dansende karakter. Den lever og undersøger de objekter og scener den lever i, ligesom dig. Hvordan kan man skabe et rum eller et univers som hjælper mennesket til at blot at være? Det er som om, at vores hjerne glemmer det. At være. Vi har brug for at minde os selv og hinanden om det. Mærk efter,« skriver KH7Artspace Aarhus om udgangspunktet for Friis’ udstilling.
I udstillingsrummet dykker Friis ned i karakterens væsen og væren i rummet.
Karakteren er i en konstant søgen. Den bevæger sig i tæt samspil med de abstrakte former, og nye bevægelser opstår i en dans.
Udstillingen ”Vi forsøger at stå lidt stille nu” finder sted på udstillingsstedet KH7artspace på Sydhavnsgade 7 i Aarhus C ind til 26. marts.
KH7 er et kunstnerdrevet udstillingssted. Lokalet skal under udstillingen omdannes til et univers, hvor beskueren træder ind og bliver draget ind i Friis taktile formsprog.
sø