Guide til stenovnspizza i Aarhus: fra napolitansk til New York style
Redaktionen har fundet syv lækre pizzasteder til dig, der er vild med autentisk italiensk madhåndværk.

Der er klassikerne, og der er de eksperimenterende. Uanset hvilken slags, man er til, så er gode ingredienser og især en bund, der sidder i skabet, alfa og omega for en pizza.
Redaktionen har fundet nogle af de pizzeriaer, der bruger stenovn til at bage.
De populære
Ild.Pizza PO Pedersens Vej 9 i Skejby, Søren Frichs Vej 53 i Åbyhøj, Oddervej 67 i Højbjerg, Lystrupvej 33 i Risskov, Skæring Strandvej 3 i Egå, Lystrup Centervej 85 i Lystrup og Sortevej 8 i Hornslet.
Kæden, der inden for de sidste par år har taget Aarhus og omegn med pizzastorm, laver nogle – i redaktionens optik – brandgode pizzaer.
De bager napolitanske pizzaer i ovn med åben ild, og man kan helt selv vælge, hvad der skal på den lækre bløde bund med den seje skorpe med bid i.
Her er der mest lagt op til, at man tager pizzaerne med hjem og spiser. Til gengæld har de hele syv afdelinger i Aarhus, så der skal nok være en tæt på dig.

Importeret fra Italien
Pizza Propia Jægergårdsgade 7, Aarhus C
Pizza Propias nye chefkok er uddannet ved det napolitanske pizzaforbund, og pizzaerne bliver bagt i en brændefyret pizzaovn.
Snart vil man kunne vælge, hvilken pizzatype, man vil have. Ægte napolitansk, som er blød med størst smag, eller norditaliensk klassisk sprød pizza.
»Målet er ikke at udskille sig fra mængden, men blot at levere det absolut bedste produkt til den enkeltes smag,« siger pizzabager og ejer af Pizza Propria Henrik Morgensen til Århus Onsdag.
Sideløbende driver Pizza Propia også import fra Italien, så alle deres råvarer er udvalgt specielt og importeret til formålet fra slagtere og mejerister over hele Italien.

Den lille specialist
Il Mercatino Mejlgade 18, Aarhus C
Den lille italienske købmandsbutik i Mejlgade sælger ikke kun italienske specialiteter, som mange måske tror. De har faktisk også godt gang i pizzabageriet i baglokalet, hvor du kan få nogle af de »samme slags, som du kan få i Italien«, siger de selv.
Ejer Paolo Marinaro kommer oprindeligt fra Rom og har arbejdet med italiensk mad i flere dele af Italien. Målet med Il Mercatino har siden starten i 2000 været at servere den helt autentiske italienske oplevelse i hver bid.

Helt uden gær
Surdejspizzaria Frederiksgade 52, Aarhus C
Det multinationale hold bag Surdejspizza har kombineret to af tidens hotte madtrends: Napolitansk pizza og surdej.
Deres dej modner over tid med de helt naturlige gærceller, der opstår, når man bruger surdej, og således kan der gå op til 72 timer fra de simple ingredienser vand, mel og salt blandes, til pizzaen bages 90 sekunder i den åbne pizzaovn fra Napoli, som laver pizza med samme principper som brændeovn, men uden brænde.
Her spiser man pizzaen som de gør i Napoli – nemlig uden at bruge kniv og gaffel!

New Yorker-stilen
Il Locale Guldsmedgade 36, Aarhus C
De lokale på Guldsmedegade bygger også deres pizzadeje op på surdej, men i stedet for at kigge mod Napoli, har de ladet sig inspirere af de italienere, der i slutningen af 1800-tallet immigrerede til New York City.
Il Locale laver Brooklyn style pizzaer, som de gør i Little Italy i New York med en sprød bund, men giver det gerne et lidt moderne twist.
De lever også op til deres eget navn og har en specialitet kaldet Total Lokal, der skiftes ud løbende. Den er altid båret af lokale ingredienser, i skrivende stund er det lokal gris og krondyr skudt mellem Aarhus og Skaberborg.

Skandinavisk øko
Sprød Rosenvangs Allé 214, Højbjerg
Børge, Margrethe, Sven og Anton... navne der nok ikke umiddelbart leder tankerne hen på Italien, men det er ikke desto mindre nogle af de pizzaer, man kan bestille hos Spröd.
Som man nok allerede her kan fornemme, så har de tænkt de danske og skandinaviske smage og råvarer ind i pizzaerne.
Men de bliver naturligvis bagt på ægte italiensk facon i en stenovn.
De nye i klassen
Melværk Møllehatten 32, 1 .th, Risskov
Nogle af de nyeste på den napolitanske pizza-bølge i Aarhus er Melværk, som åbnede i Risskov Brynet i september sidste år.
De giver de økologiske pizzaer et moderne, nordisk twist og tør for eksempel sætte noget på menuen, som i hvert fald i min omgangskreds er noget, der virkelig deler vandene: Nemlig ananas på pizza!
Du kan også finde andre spændende toppings i menuen som for eksempel pistaciepesto.
