Rollen som seriemorder har givet Anton Hjejle blod på tanden

Skuespiller Anton Hjejle spiller seriemorder i den nye, danske psykologiske thriller “Klienten”, som er optaget i Aarhus og får biografpremiere 24. marts. En rolle der på sættet efterlod ham med blod på hænderne og - når kameraerne blev slukket – blod på tanden i forhold til at forfølge spillefilms-formatet.

Artiklens øverste billede
Skuespiller Anton Hjejle spiller rollen som seriemorderen Mark i den danske psykologiske thriller "Klienten", der har premiere 24. marts. Foto: Alex Høgh Andersen
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Den danske, psykologiske thriller “Klienten” med manuskript af den internationalt anerkendte forfatterduo A.J. Kazinski, rammer de aarhusianske biografer 24. marts. Filmens to hovedroller spilles af henholdsvis Anton Hjejle som seriemorderen Mark og Signe Egholm Olsen som psykologen Susanne. De ofte lange, intense scener demonstrerer det psykologiske spil imellem klienten Mark og psykologen Susanne. De demonstrerer også på kuldegysende vis en hidtil uset side af 30-årige Anton Hjejles skuespillertalent som beregnende, storhedsvanvittig og kynisk seriemorder.

»Jeg har selv set filmen to gange. Det er ret syret faktisk… Jeg kan godt se, at jeg til tider ser ret skræmmende ud, og at det, min karakter gør, er frygteligt. Men jeg kan stadigvæk ikke helt fornemme, om filmen er så nervepirrende, som det var vores intention, at den skulle være,« siger Anton Hjejle med en stemme, der er uhyggeligt identisk med seriemorderen Marks. Næppe overraskende måske, men med filmens aftryk i kroppen temmelig skræmmende.

Anton Hjejle er med på telefonen fra Københavns trafikerede gader, hvor han er ude at gå en tur i marts-solskinnet.

»Når man ser filmen, lytter man jo rigtig meget til min stemme i lang tid ad gangen. Så jeg kan godt forstå, hvis det virker lidt skræmmende at have den samme stemme i røret... Jeg skal nok finde min blideste, rareste stemme frem, så interviewet her ikke bliver for traumatiserende for dig,« lover han og ler varmt og ægte. En latter der umuligt kan være en morders. Lykkeligvis.

I thrilleren "Klienten" spiller Anton Hjejle seriemorderen Mark, der skal udredes af den velrenommerede psykolog, Susanne, spillet af Signe Egholm Olsen. Foto: Martin Dam Kristensen

Total pageturner

“Klienten” er produceret af Deluca Film og Anton Hjejles første spillefilm.

»”Klienten” er min debutspillefilm og på den måde noget helt særligt for mig. Og så tilmed at få lov til at spille den ene af hovedrollerne; det er et stort privilegium,« siger Anton Hjejle og fortsætter:

»Da Deluca Film kontaktede mig og spurgte, om de måtte sende mig manus til den her thriller, sagde jeg selvfølgelig ja. Jeg synes, genrefilm som “Klienten” er vildt spændende. Samtidig er er det jo langt overvejende spillefilmene, der har gjort Danmark kendt ude i verden - særligt inden for krimi-thriller-genren. Så at få mulighed for at kombinere de to ting - spillefilm og thriller-genren - har været en kæmpe fornøjelse.«

Bag manuskriptet til “Klienten” står danske Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der under pseudonymet A.J. Kazinski er kendt for en række internationale bestsellere samt tv-serier. Med “Klienten” har de to nu skabt deres første spillefilm sammen.

»Da jeg modtog manus og læste det, var det jo en total pageturner. Man kunne virkelig mærke, at de to manusforfattere har solid erfaring med at skrive krimier,« lyder det fra Anton Hjejle.

I arbejdet med rollen som Mark har Anton Hjejle testet øjenkontakt og smil af på sine venner for at finde den helt rigtige, uhyggelige mimik til karakteren. Foto: Martin Dam Kristensen

Skræmmende dobbelthed

Anton Hjejle har stået på diverse teaterscener rundt i landet, siden han blev færdiguddannet som skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2018. Han har spillet over for blandt andre Connie Nielsen og Sofie Gråbøl i DRs dramaserie “Liberty” og senest været med i tv-serien “Elvira”, der får premiere på Viaplay denne sommer. Men det er første gang, han indtager rollen som seriemorder, og han har brugt lang tid på at tilføre Mark nuancer, som gør karakteren spændende, flerdimensionel og uigennemskuelig.

»Det har været vigtigt for mig at lave en nuanceret karakter rent emotionelt. Jeg vil ikke nødvendigvis kalde Mark for psykopat, men han lider helt klart af storhedsvanvid. Det i sig selv er skræmmende. Men det mest skræmmende er, når Mark switcher imellem følelser, vi alle sammen kender og kan connecte med, og så vreden og ondskaben,« siger Anton Hjejle.

Samtidig med at karakteren Mark gerne skal få det til at løbe koldt ned ad ryggen på filmpublikummet, har holdet bag “Klienten” haft en intention om at skabe en vis forståelse og sympati for karakteren.

»På filmsættet talte vi meget om, hvordan man kunne skabe sympati for Mark fra publikum. Så med det udgangspunkt, har jeg forsøgt at skabe en karakter, som ser sig selv som helt og mener at have fundet løsningen på verdens problemer. Jeg har prøvet at gøre ham menneskelig i hans umenneskelighed ved at bringe ham derud, hvor han bliver skrøbelig i kraft af de svigt, han har oplevet,« fortæller Anton Hjejle.

Tidligt i processen med at finde ind til rollen som Mark tog han en beslutning om ikke at lade sig inspirere af måden, andre skuespillere har fremstillet en seriemorder på.

»Jeg besluttede mig ret hurtigt for ikke at ville lade mig påvirke af, hvad der måtte være lavet tidligere af samme type film og roller. Mest af frygt for at falde igennem. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke havde nogen at sammenligne med, havde andre det måske heller ikke. Eller også har de. Det bliver Interessant at finde ud af det...« funderer Hjejle.

Som et led i at udvikle karakteren Mark har Anton Hjejle testet forskellige ansigtsudtryk, øjne og smil af på sine venner for at se deres reaktion.

»Med sin anonyme, konservative påklædning og neutrale briller, blender Mark ind i mængden. Så i arbejdet med rollen prøvede jeg at finde ud af, hvad der egentlig skulle til mimikmæssigt for at få ham til at se uhyggelig ud. Så man, når man ser filmen, får en fornemmelse af, at der gemmer sig noget foruroligende derinde bag Marks briller,« fortæller Anton Hjejle.

»I en periode forud for indspilningerne af “Klienten” testede jeg forskellige øjne og smil af på mine venner, når vi sad og snakkede. For at se hvordan de reagerede, hvis jeg holdt blikket fast på dem længe eller smilede, når der ikke umiddelbart var noget at smile af. Reaktionen var meget “Hvad fanden laver du?!” Helt tydeligt affødt af ubehag eller utryghed. På den måde opstod Marks umotiverede smil og hans lange øjenkontakt.«

Anton Hjejle og Signe Egholm har flere voldsomme scener sammen i "Klienten". Scener der var grænseoverskridende for Hjejle at lave, men som lykkedes grundet den supergode relation imellem de to skuespillere. Foto: Martin Dam Kristensen

Grænseoverskridende scener

Filmens anden hovedrolle som psykologen Susanne, der skal forsøge at udrede sin nye klient Mark, spilles af skuespiller Signe Egholm Olsen.

»For at kunne spille en rolle som Mark overbevisende er det helt afgørende, hvem man spiller overfor. Jeg var så heldig at spille over for Signe Egholm, som er en vanvittigt dygtig skuespiller. Jeg vil ikke sige, jeg havde præstationsangst, fordi Signe er så åben, varm og generøs. Men at skulle spille over for hende gjorde, at jeg anstrengte mig for at gøre mig så umage som overhovedet muligt. For mig var det en kæmpe hjælp at have hende, fordi hun bidrog til at spille Mark farlig,« fortæller Hjejle.

Allerede i løbet af indspilningerne af filmens første scener udviklede Signe Egholm Olsen og Anton Hjejle et nært venskab.

»Signe og jeg indspillede flere maratonscener sammen – nogle af dem varede et helt kvarter. Der fik vi virkelig mulighed for at komme helt ind i karaktererne og for at spille os ind på hinanden. Samtidig havde vi nogle ret voldsomme stuntsekvenser, som vi øvede mange gange, næsten som var de en koreografi, så vi kom hurtigt meget tæt på hinanden.« Anton Hjejle tøver kort. Et tilsyneladende forbipasserende køretøj overtager momentalt lyden af hans stemme. Så siger han:

»Det er ret komplekst at tale om en film, som er bygget op om en række plots, jeg ikke må afsløre. Men i filmen er der en række scener, hvor jeg skal illudere at udøve vold mod nogen. Jeg synes, det er meget ubehageligt og grænseoverskridende at lave den slags scener, fordi vold strider så meget imod min natur. Det lykkedes kun, fordi Signe og jeg havde så supergod en relation.«

“Klienten” blev optaget sidste år på Jyllands-Postens tidligere lokation på Grøndalsvej i Viby.

»Jyllands-Postens gamle hovedkvarter var faktisk ret skræmmende. De her lange gange og tomme kontorer med efterladte ting så som en notesblok eller en skjorte på en knage. Jeg vidste aldrig rigtigt hvilke døre, der smækkede bag mig, eller hvor kontakten til lyset sad. Der var ligesom noget i væggene på den her lokation, der var med til at tilføje uhygge til filmen,« fortæller Anton Hjejle.

Efter mange timer i rollen som seriemorder og med både fysisk og mentalt krævende scener, fik Anton Hjejle for vane at gå sig en god tur i aftenskumringen, når dagens indspilninger var afsluttet.

»Efter en hel dag med indspilninger indenfor havde jeg brug for at komme ud, også selv om det var sent. Som jeg gik rundt der om aftenen og sikkert stadig så højst besynderlig ud med stikkende øjne og et sært smil, var jeg glad for, at vi indspillede filmen i Aarhus og ikke i København, hvor jeg kunne være stødt på min nabo eller mine venner og have gjort dem utrygge,« ler Anton Hjejle. Igen den her smittende latter, der intet som helst utrygt er ved.

»Jeg er da spændt på at se, om nogen, der har set filmen, går over på den anden side af vejen, hvis de støder på mig i gadebilledet,« siger Hjejle så.

»I så fald tager jeg det som en kompliment. Det må jo betyde, jeg har spillet Mark troværdigt og virkelig har ramt nogen. Det er jo et kæmpe skulderklap. Selv om jeg selvfølgelig ikke håber, det bliver ved....«

Anton Hjejle håber at "Klienten" kan blive springbræt til flere roller i spillefilm. Gerne med indspilninger i Aarhus, hvor han føler sig næsten som hjemme. Foto: Alex Høgh Andersen

Lænestolen i hjertet

På mandag – samme dag som “Klienten” har gallapremiere i København - starter Anton Hjejle prøver på en ny forestilling, “O’s historie”, på Husets Teater i København.

»Det næste år står meget i teatrets tegn for mit vedkommende, og det bliver dejligt endelig at kunne spille for en masse publikummer. Men jeg har virkelig fået blod på tanden i forhold til spillefilm. Det er et super intenst format, som jeg er blevet ekstremt hooked på. Og jeg håber da, der måske falder en rolle eller to af i slipstrømmen på “Klienten”. Også ger...« Hjejles stemme forsvinder i larmen fra en sirene. Da lyden fader ud, fortsætter han, hvor han slap:

»Også gerne med indspilninger i Aarhus. Jeg er jo fra København, men har mange gode minder fra Aarhus; min moster boede i Aarhus, da jeg var barn, og min far arbejdede i flere år på Aarhus Teater, hvor jeg også selv har spillet forestilling. Det lyder måske besynderligt, men når jeg kommer ind til Aarhus med toget eller vandflyveren, har jeg det altid som om, jeg kunne fælde en tåre. Det føles lidt som om, jeg har den her gode lænestol i mit hjerte, som jeg kun kan sidde i, når jeg er i Aarhus. Aarhus for mig er lidt som at komme hjem.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen