100 år med amatørteater: Frøken Nitouche i Bering

Bering Amatør Teater fejrer sine 100 år med bizarre arketyper i den elskede klassiker Mam'zelle Nitouche

Artiklens øverste billede
Føken Nitouche er oprindeligt en fransk klassiker. Nu genopstår den igen igen på ny i Bering Amatør Teater. Pressefoto

21. april er der premiere i Bering Amatør Teater på den forrygende forvekslingsfarce:Mam’zelle Nitouche, kendt på dansk som Frøken Nitouche, der blev udødeliggjort på film i 1963 med Lone Hertz og Dirch Passer i hovedrollerne.

Historien og ikke mindst musikken fra ”Mam’zelle Nitouche” er intet mindre end en klassiker i den danske bevidsthed, og nu har Bering Amatør Teater kastet sig over den i en ny indpakning, med respekt for den elsket fortælling, men også med nye påfund og tvist, skriver de i en pressemeddelelse.

Baseret på operette

For mange er det nok mindre kendt, at filmen baseres på operetten: Mam’zelle Nitouche, af henholdsvis Hervé og Meilhac, er helt tilbage fra 1883. Der findes også flere franske filmudgaver.

»Vi skaber en forestilling med bid, humor og noget på hjertet. En energifyldt og frisk omgang, med det klassiske sødme, tilsat morskabsteatrets gak og løjer. Det hele hånd i hånd,« fortæller stykkets instruktør Susanne Falkenberg Andersen.

Rollerne er ligeså arketypiske, som de er morsomme: Den frejdige Nitouche, den koleriske major, teaterdivaen Corinna og selvfølgelig den altid charmerende Celestin … og Floridor!

100 år i fuld vigør

I år fejrer teatret 100 året for den første forestilling i Bering regi.

22. februar 1922 blev der spillet ikke mindre end tre forestillinger, ”Det høje C”, ”Kloge Ellen” og ”Tvende par”.

I dag er Bering Amatør Teater en afdeling af Bering Gymnastik og Teater.

Igennem årene er det blevet til et bredt udvalg af teater, fra syngespil og musicals, over store klassikere, mindre lokalspil, til børne- og familieforestillinger. Dertil et hav af fester med revy/kabaret indslag og bal. Fejring af højtider og traditioner året rundt. Lokale events, skøre påfund og alskens farverige begivenheder.

Mam’zelle Nitouche spiller 21- 24. april og igen 27-29 april. Info og billetslag sker via hjemmesiden BeringGT.dk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen