Guide til en lækker frokost: Her får du gode sandwiches i Aarhus

Her på redaktionen melder lysten sig ofte til en god sandwich til frokost. Men hvor er det nu liiiige i byen, at man kan få sådan en? Vi har sonderet terrænet og fundet nogle af de gode sandwichbarer frem, så det er nemt at få sig en lækker frokost.

Artiklens øverste billede
En "Mimi's" hos Sunshine Sandwich Bar er med kylling og nachos. Foto: JC
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Klassisk og nemt

Mr. Mums Jægergårdsgade 12, Frederiksbjerg og Rosenvangs Allé 186 i Højbjerg

Der er ikke så mange dikkedarer, når man bestiller en sandwich på Mr. Mums. Konceptet er i hvert fald lige til at gå til, som vi kender det: Vælg dit fyld, dit brød, din dressing og hvilket grønt, du vil have i. Der er to størrelser.

Indholdet er frisk og lækkert, og der er ikke sparet på det – og vælger man for eksempel det grove brød, så bliver man virkelig godt mæt for pengene.

Der selvfølgelig gode klassiske valgmuligheder som kylling og bacon, men man kan altså også få for eksempel rillette af svineskank, eller hyldeblomstmarinerede krebsehaler og æg, som man nok ikke får så mange andre steder. Det er ellers en dejlig afveksling fra den gængse æg og rejer kombination.

Er du lidt brødforskrækket, så kan du også vælge at blande dig en salat fra disken.

Selv den lille sandwich fra Mr. Mums er en ordentlig moppedreng. Her med krebsehaler og æg.

Skindet bedrager

Báhn Mì Bandits Ny Banegårdsgade 46 i Aarhus C (Street Food), Nørregade 34 i Aarhus C (kun takeaway) og Sintrupvej 71 i Brabrand (også kun takeaway)

Man kan godt blive en lille smule skuffet, når man åbner sandwichpapiret og trækker et let brød ud, hvor ikke det ikke syner af maget fyld. Men jeg lover dig, at skindet bedrager på en sandwich fra Bánh Mì Bandits.

Faktisk omfavner det ved første øjekast tørre brød en ret stor smagsoplevelse, der virker meget autentisk vietnamesisk.

Og så finder man ud af fordelen ved det meget luftige brød – det kan faktisk gemme på en del fyld indeni, og det gør det faktisk nemmere at spise sandwichen i forhold til den slags, hvor fyldet vælter ud af siderne. En måske lidt ligegyldig feature for nogen, men ikke helt dumt, hvis man for eksempel er på farten.

Disclaimer: Den er fodret med masser af frisk koriander, som der selvfølgelig skal til.

Det er svært at få øje på fyldet i en Bánh Mì Bandits sandwich, men det ændrer sig, så snart man tager en bid. Foto: Stine Østergaard

Økologisk og snasket

Café Fika Jægergårdsgade 47 og Nørregade 28 i Aarhus C

Der er »mums!« og så er det »muuuuuums!«. Noget i stil med sidstnævnte kom over mine læber efter at have sat tænderne i en sandwich fra den økologiske Café Fika.

Deres sandwiches er dejligt tunge og snaskede, i den med laks er der for eksempel gavmildt meget avokado og lækre syltede rødløg. Det meget bløde indhold bliver holdt sammen af et stykke svampet surdejsfoccacia med sprød skorpe.

Selvom deres sandwich er gode, så får man helt lyst til at prøve noget af det andet fra menukortet, for man kan også få fyldte madpandekager, og i køledisken står nylavede salater, der ser dejligt mættende ud.

Der er ikke sparet på de gode ingredienser, når man bestiller en sandwich hos Café Fika. Denne med laks og surdejsfoccacia. Foto: Stine Østergaard

Til klima-samvittigheden

Plant Food Graven 16H i Aarhus C

Man kan sagtens vælge at gå den plantebaserede vej, selvom man har lyst til sandwich. Det beviser Plant Food, hvis ingredienser kun stammer fra planteriget.

Surdejsfoccaciaen samler sig om en fyld bestpende af enten bbq svampe eller avokado eller sæsonens sandwich, der lige nu er med blandt andet knoldselleri bagt i misomarinade og fennikelfrø.

Det er umami, der er den helt store fremtrædende smag, og selv kødspisere glemmer hurtigt, at der hverken er kød eller ost involveret i herligheden. Jeg manglede det i hvert fald på ingen måder.

Her får man altså både noget til sulten og til samvittigheden hos caféen, du før har kunne finde på Street Food, men som nu kun har hjemme i Graven.

Surdejsfoccacia lader til at være populært til sandwich i byen. Denne danner top og bund på en helt igennem plantebaseret sandwich fuld af umamismag fra Plant Food. Foto: Stine Østergaard

Den frække ingrediens

Sunshine Sandwich Bar Nørregade 22 i Aarhus C

Sunshine er min egen go-to og en lille smule guilty pleasure. For altså den vigtigste ingrediens i nummer 4b, som jeg bestiller hver eneste gang er nemlig noget så lækkert som nachos. Ja, sprøde chips og smeltet ost.

Hører det i hjemme i en sandwich? I teorien: Nej. I virkeligheden: Kæmpe ja!

Den er derudover med stegt kylling, guacamole og grønt, som man plejer at putte i en sandwich, men du kan også få den med andet, for eksempel falafel.

Brødet vælger du selv, og der er selvfølgelig også varianter uden nachos. Men hey, hvem vil snyde sig selv for det...

En "Mimi's" hos Sunshine Sandwich Bar er med kylling og nachos. Foto: JC

Italiensk for kendere

Il Mercantino Mejlgade 18 i Aarhus C

På Mejlgade er findes et par kvadratmeter, som ikke er danske. Det er nemlig helt lige som at træde ind i et lille stykke Italien i den lille markedskiosk Il Mercantino. Her sælger de nogle af alle italienernes yndlings madvarer: Kaffe, pasta, ost... og så bager de også pizza og sandwich to go.

Sandwichens indhold afslører dens aner og er tro mod en af grundpillerne i det italienske køkken: Hellere få råvarer af allerhøjeste kvalitet end flere råvarer af middelmådig kvalitet. Det kan man godt smage.

Den er nem at have med sig i hånden videre, og så bliver den lunet, så især brødet og osten kommer rigtig til sin ret. Brødet leder tankerne hen på pizza, men lidt mindre tungt.

Il Mercantino opererer med meget få ingredienser i hver sandwich, til gengæld er der rigeligt med smag og et udvalg af forskellige slags. Foto: Stine Østergaard

Den runde

Depanneur Skovgaardsgade 13 i Aarhus C

Brødet må indiskutabelt være hovedingrediensen i en sandwich, så det betyder meget for, hvad det er for en slags sandwich, man sætter tænderne i. Og i den sammenhæng har Depanneur deres helt eget bud på det gode brød: Bagelen.

Den er helt særlig og på højde med dem, man finder i New York, fordi Depanneur laver dem på samme måde som de polske jøder gjorde det i 1600-tallet. Tricket er at koge dejen i vand og honning, før det bages.

Depanneurs bagels har et sprødt knasende og sesamklædt ydre og et dejligt sejt indre. Man kan få enkelte og klassiske varianter som laks, oksespidsbryst, æggesalat og skinke - alt sammen med creamcheese, friskt og syltet grønt.

Kiosk-caféen bager selv deres bagels, brygger barista-kaffe og egne øl.

En klassisk bagel sandwich er med flødeost. Her en version også med laks fra Depanneur. Foto: Stine Østergaard

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.