Nyfortolkning af Led Zeppelin på Elværket
Med trommeslager og komponist Karsten Bagge i spidsen vil The Song Remains give en jazzinspireret fortolkning af Led Zeppelin.
Led Zeppelin - 70’ernes ikoniske rockband - fejrede i 2019 50-året for deres første album. Bandet tog verden med storm, og skabte en helt ny stil og retning indenfor rockmusikken.
Et udvalg af deres udødelige musik, hentet fra Led Zeppelins ni studiealbums udgivet mellem 1969 og 1982, bliver nu nyfortolket af fire kreative og eventyrlystne musikere fra toppen af dansk og europæisk jazz.
Det sker til en koncert på Elværket i Åbyhøj torsdag den 25. august under navnet The Song Remains.
Bag projektet står trommeslageren og komponisten Karsten Bagge, der med dette projekt har ønsket at genopdage sine egne musikalske rødder og forbilleder.
Med sine spritnye arrangementer af Led Zeppelin sange giver han og bandet et moderne og jazzinspireret bud på den musik, der måske mere end nogen anden har været soundtrack for en hel generation.
De øvrige musikere er Claus Waidtløw på saxofon, Thor Madsen på guitar og Jesper Bodilsen på bas.
Billetter til koncerten kan købes på el8230.dk.
sra