Erfaringer fra kanten af hamsterhjulet
Forfatter og journalist Nanna Hyldgaard Hansen fortæller til Kirkekløver-foredrag om sin egen erfaring med at omlægge til et mere bæredygtigt liv i balance uden for hamsterhjulet.
Under overskriften `På kanten af bæredygtighed´ præsenterer Kirkekløver-samarbejdet 27. september forfatter og journalist Nanna Hyldgaard Hansen til et foredrag om hendes egne erfaringer på kanten af hamsterhjul og bæredygtighed.
Det skriver Folkekirken i Aarhus i en pressemeddelelse.
Nanna Hyldgaard Hansen har med udgangspunkt i et almindeligt dansk forbrug og liv i byen mere end halveret sin og familiens klimabelastning uden de store afsavn. Det kom der bestselleren ”Lev for det halve – og få familieliv, forbrug og arbejde i balance” ud af, og senest hendes nye bog ”Rig på tid – med en kortere arbejdsuge og klimavenlige vaner”.
Hun ved med andre ord noget om, hvordan man omlægger sit liv fra forbrug og hamsterhjul til et bæredygtigt liv med tid til det, der er vigtigt. Denne aften vil Nanna Hyldgaard Hansen tage os med på en rejse gennem sine egne erfaringer på kanten af hamsterhjul og bæredygtighed.
Foredraget med Nanna Hyldgaard Hansen finder sted 27. september kl. 19.30 til 21 i Stavtrup Sognegård.
”På kanten af…” er en foredragsrække arrangeret af de fire vibykirker: Viby kirke, Ravnsbjergkirken, Ormslev Kirke og Fredenskirken. Foredraget med Nanna Hyldgaard Hansen er det tredje i rækken, som afrundes med et foredrag med forfatteren Jens Christian Grøndahl 15. november.
sø