Pede B på VoxHall med de største sange
Den danske rapper tager revanche for tiden uden livekoncerter.
Der er dømt høj energi fra start til slut, når den danske rapper Pede B og band kommer til Aarhus 7. oktober. De største sange fra det omfattende bagkatalog – 14 album er det blevet til bliver fremført bakket op af live-instrumenter og DJ Noize.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fonden Voxhall.
Om touren siger rapperen:
»Næsten to års nedlukninger, online koncerter og Teams-møder har efterladt en intens sult hos fans af ægte koncerter. Det er den sult, vi skal ud og mætte i oktober. Jeg føler virkelig, at vores musik fungerer allerbedst til koncerterne.«
2022 har budt på flere udspil fra Pede B, der i starten af året udgav ’Hundrede part 1, 2 og 3’, der alle bød på 100 takters lange rapvers. Desuden udkom ’Giv Mig Noget’ i marts, der handler om psykiske tømmermænd efter to års pandemi. ’Giv Mig Noget’ er første udspil fra Pede B’s næste album, der dropper senere i år.
Det er 7. oktober klokken 21, det går ned på VoxHall.
sø