Genrene brydes ned på Katapult
Den genrebrydende performanceforestilling "Svaneke" handler om Bornholm-byens ændringer gennem corona – set gennem en amerikaners øjne.
Hvordan ændrede byen Svaneke på Bornholm sig under coronakrisens nedlukning – og hvordan ændrede byens borgere sig? Oplev det gennem en tilfældig strandet amerikansk teatermands øjne i den genrebrydende performance-forestilling ”Svaneke” – et gæstespil af Bornholms Teater.
”Svaneke ”piller på Teater Katapult 16. november kl. 19.30 og 17. november kl. 16.30, fremgår det af en pressemeddelelse.
Forestillingen tager sit udgangspunkt i, at den amerikanske teatermand Kevin Doyle midt under corona-krisen i foråret 2020 strandede i Svaneke på Bornholm. Her begyndte han at studere livet og at tale med folk om, hvordan det er at leve i et lille samfund i undtagelsestilstand.
Et år senere vender Kevin tilbage til Svaneke og taler med de samme mennesker: Hvordan har livet ændret sig? Hvad er der sket med dem? Og hvad er der sket med Svaneke?
Da Kevin Doyle besøgte byen Svaneke, var det ikke planlagt, at det skulle ende med forestillingen ”Svaneke”. Men; hvad der startede som et uplanlagt projekt blev til et genrebrydende stykke performance-teater.
”Svaneke” er et resultat af isolation og en standhaftig arbejdsmoral – en teaterforestilling, hvor de mere positive senfølger af Covid-19 kommer til udtryk gennem en amerikaners syn på et folkefærd så unikt som Bornholmerne.
Teater Katapults udviklingsafdeling, Katapult Akademiet, har arrangeret en masterclass med Kevin Doyle efter forestillingen 17. november kl. 18-21. Doyle vil snakke om den tværfaglige disciplin, han bruger i sit arbejde med teater. Temaerne er abstrakt tænkning og komposition i scenerummet som metoder for dramatik.
sø