Her kan du møde de glemte julevæsner
Lørdag 10. og 17. december kan man igen i år opleve den europæiske julemytologi, når nogle af julens glemte og misforståede væsner for en stund vender tilbage til Moesgaard Museum.
Vi går mørket i møde. En tid, hvor lyset kun sparsomt er til stede. Og i mørket manifesterer det ukendte og det farlige sig som fantastiske og uhyggelige skabninger. I denne tid er det vigtigt at holde sin sti ren, at være artig, for ellers kommer væsnerne efter dig! Advarer Moesgaard Museum i en pressemeddelelse.
Oplev en mere mørk side af julen, når skabningerne Krampus, Julebukken, Stjernepigerne og mange flere bevæger sig rundt på Moesgaard, hvor de er ledsaget af vogterne, der hjælper gæsterne med at forstå væsnerne og deres betydning.
Julevæsnerne kan opleves på Moesgaard 10. og 17. december.
Klokken 13 slippes julevæsnerne løs på museet og klokken 16 præsenteres julevæsnernes historie én efter én på museets centrale trappe.
Væsnerne gør ikke noget, men kan virke skræmmende for nogle børn (og voksne). Derfor anbefales arrangementet til børn fra 8 år og opefter.
Onsdag 7., 14. og 21. december serverer Moesgaards café en onsdagsbuffet, der er inspireret af de lande, som julevæsnerne kommer fra. Smag blandt andet Borsjtj fra Rusland, Pasta con le sarde fra Italien, Makowiec fra Polen, Wurst mit Kartoffelsalat fra Tyskland og selvfølgelig flæskesteg med hvide og brune kartofler, rødkål og brun sovs fra Danmark. Skyl efter med Glühwein fra Østrig.
Inden maden vil en af museets formidlingsinspektører give en introduktion til maden og de tilhørende julevæsner.
sø