Aarhusiansk tribute band vækker Queen til live

De gav deres første koncert i kemisk kantine på Aarhus Universitet. I dag, 14 år senere, bliver Queen Machine kaldt Europas bedste Queen tribute band og optræder sammen med internationale stjerner på kæmpe scener i ind- og udland. 10. december sker det i Aarhus.

Artiklens øverste billede
Europas bedste Queen tribute band, aarhusianske Queen Machine, giver koncert i bandets fælles hjemby, Aarhus, 10. december. Koncerten i Ceres Arena bliver bandets sidste i 2022, og de lover at give 1000 procent. Foto: ThinkAlike
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Den første koncert, det aarhusianske tribute band Queen Machine gav, var i kemisk kantine på Aarhus Universitet tilbage i 2009. I dag er de udråbt til Europas bedste Queen hyldestband og spiller kæmpe shows rundt omkring i verden. 10. december overgår det hjembyen, hvor de giver koncert i Ceres Arena.

»Queens musik er jo lavet til kæmpe stadion koncerter. Og det får man med godt 6000 publikummer i Ceres Arena. Herudover får man et kæmpe lysshow, fede korarrangementer og en fantastisk stemning, som publikum jo er med til at skabe,« lyder det fra bandets pianist og guitarist Henrik Østergaard. Han og de øvrige fire bandmedlemmer har installeret sig i og omkring en sofa, hvor de er med på en Skype-forbindelse fra København.

Tribute bandets forsanger, Bjarke Baisner Laursen, som af udseende og statur ligner det engelske band Queens nu afdøde frontfigur Freddy Mercury til forveksling, tager ordet:

»Koncerten i Aarhus bliver kulminationen på vores 2022, som har været Queen Machines største år nogensinde. Vi har Vocal Line med på scenen – og nogle endnu ikke offentliggjorte gæstestjerner. Det bliver vores sidste koncert i år, så den får 1000 procent!« lover han.

Queen Machine blev dannet i Aarhus, og her bor de fem bandmedlemmer stadig. I og lidt uden for byen. Derfor er det for dem noget helt særligt at skulle give koncert i Ceres Arena.

»Det med at komme hjem kan noget. Man kan genkende mange ansigter blandt publikum. Både familie og venner, men også gengangere fra tidligere koncerter. Det er altid større at spille for nogen, man kender - det kommer lidt tættere på. Samtidig bliver det en mere nærværende koncert, når vi spiller for en mindre skare. Hvis man kan kalde 6000 mennesker for en mindre skare… Men set i forhold til koncerter vi har spillet i eksempelvis USA, Skotland og Sverige, er det en mindre skare,« lyder det fra bandets guitarist, Peter Møller Jeppesen.

Queen Machine begyndte som et studieband for 14 år siden. I dag turnerer bandet over 100 dage om året og giver spektakulære shows på scener i ind og udland. 10. december vender de hjem - til Ceres Arena i Aarhus. Foto: ThinkAlike

Vilje og hårdt arbejde

Vejen fra universitetets kantine til kæmpe scener og festivaler i ind- og udland har ikke været uden bump. Det har været hårdt arbejde at nå til, hvor Queen Machine er nu. Men bandets fælles passion for Queen og for Queens musik har sammen med deres ukuelige tro på og vilje til at levere varen holdt dem til ilden.

»Der ligger mange, mange timers hårdt arbejde i at være nået til, hvor vi er nu. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget vi har knoklet for at sparke døre ind. Da vi begyndte, var det ikke særlig sexet at være et tribute band. Der var ligesom den her opfattelse af, at var man det, kunne man ikke opnå det samme som andre etablerede, originale bands. Men den præmis accepterede vi ganske enkelt ikke, og vi har hele tiden været af den overbevisning, at hvis man gør tingene ordentligt, så er chancen for at nå langt større,« siger Bjarke.

Peter supplerer:

»Vi har altid haft høje ambitioner - også højere end folk har kunnet forstå. Vi har løbende sat os nye mål og hele tiden haft troen på, at vi kan nå langt, når bare vi knokler. Da vi startede med Queen Machine, var målet at spille på Skanderborg Festival – det tog fire år, før det lykkedes. At få den engelske sangerinde Kerry Ellis med os på scenen er et projekt, som har været tre år undervejs. Med rigtig mange møder og snakke. Men det lykkedes også. Til sidst.«

Bassist Jens Lunde, der har været forsvundet kortvarigt fra skærmbilledet, læner sig ind i kameravinklen.

»Når vi på 14. år stadigvæk synes, det er sjovt at mødes fast minimum en gang om ugen for at øve og turnere 100 dage om året, så er det fordi, vi hele tiden har den her gulerod med nye mål forude. Havde vi stadig stået og spillet i universitetets kantine, ville vi måske ikke haft samme drive. Men vi er blevet udråbt som det bedste Queen tribute band i Europa og kan repræsentere Queen i både Danmark og udlandet,« siger han. De fire øvrige bandmedlemmer nikker enigt.

»At vi er nået hertil, er jo ikke alene vores fortjeneste. Det skyldes i høj grad også vores crew og vores booker, og at vi har samarbejdet med folk, som har kunnet bringe os videre. Og så er det klart, vi er godt hjulpet på vej af musikken; Queens kæmpe hits, som folk kender i forvejen og elsker,« lyder det fra Bjarke.

»Selv om vi ikke selv skriver sangene, ligger der et stort arbejde i at forfine numrene, så de kommer så tæt på originalerne som overhovedet muligt. Det er vores ambition. Vi fortolker ikke Queens sange,« forklarer Henrik.

Queen Machine bestræber sig på at levere shows så tæt som muligt på dem, det legendariske, engelske band, Queen, gav i sin tid. Med megahits som blandt andre ”Bohemian Rhapsody” og ”We Will Rock You” i udgaver, som minder mest muligt om de originale sange. Foto: ThinkAlike

Kærlighed til musikken

Kimen til Queen Machine blev lagt i 2008, hvor alle fem bandmedlemmer læste på Aarhus Universitet.

»Vi var fem unge mennesker, der var i gang med vores studier og mødtes omkring Queen. Fordi vi syntes, Queen var det fedeste i hele verden. Det synes vi stadig! Vi startede bandet udelukkende af kærlighed til musikken. Og det viste sig, at vi ramte plet med at danne et Queen tribute band, fordi rigtig mange gerne ville høre Queen. Faktisk tror jeg, det i begyndelsen kom bag på os, hvor mange der freaking elsker det her,« fortæller Jens.

»Da der på det tidspunkt ikke var andre i Danmark, der gjorde det, vi gjorde, fik vi hurtigt scener at stå på. På den måde var der medgang fra start, og det motiverede os til at fortsætte vores arbejde i bandet. Og vores fælles iver efter at spille Queen og nørde musikken gjorde, at vi ikke havde brug for at spille andet,« siger Bjarke.

Da vi startede som 22-årige, tænkte vi måske ikke at kaste os over ”Bohemian Rhapsody” som det første. Men i dag er der ingen af Queens numre, vi ikke tør kaste os over.

Bjarke Baisner Laursen, forsanger i Queen Machine.

Langt de fleste har et forhold til Queen, Freddy Mercury og det engelske bands enorme bagkatalog af megahits. Derfor vover man også pelsen, når man som Queen Machine vælger at optræde med numre som ”Bohemian Rhapsody”, ”We Will Rock You” og ”I Want To Break Free”. Men det har aldrig skræmt Aarhus-bandet.

»Da vi startede som 22-årige, tænkte vi måske ikke at kaste os over ”Bohemian Rhapsody” som det første. Men i dag er der ingen af Queens numre, vi ikke tør kaste os over,« forsikrer Bjarke.

»De her komplicerede numre er jo verdens fedeste opgave at arbejde med for os som band. Vi kan sidde og tænke: “Det her nummer får vi aldrig ud over rampen!”. Men så mødes vi, deler vores tanker og prøver ting af, og en måned efter har vi i fællesskab knækket koden, og så kan vi spille det nummer!« Peter smiler bredt over sit fyldige fuldskæg.

»Vores fælles forkærlighed for musikken og så Bjarke, der kan synge det her – det går alt sammen op i en højere enhed. Der er ikke mange, der har Bjarkes pakke,« siger trommeslager i Queen Machine, Paolo Torquati.

Udseendemæssigt ligner Bjarke Freddy Mercury til forveksling, ligesom han med millimeter-præcision formår at synge og agere på scenen som den legendariske Queen-forsanger.

»Det er jo og…« begynder Bjarke, men Paolo afbryder:

»Det er ros til dig. Den skal du tage imod!«

Bjarke tier og slår lidt forlegent blikket ned. Ved siden af Queen Machine er han læge på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Her er de tro kopier af Mercury’s outfits – fra blank spandex over hvid trikot til gul uniformsjakke - byttet ud med en ordinær, hvid lægekittel. Alligevel oplever forsangeren i stigende grad at blive genkendt af patienter.

»Det sker oftere og oftere, at patienter genkender mig fra bandet. Det kan være en god ice breaker og gør faktisk nogle gange, at fortroligheden bliver bedre. Men der er selvfølgelig en balance i at bevare professionalismen… Men det kan også være den anden vej rundt; at nogen kommer hen til mig efter en koncert og siger ”Sidst vi sås, var i ambulatoriet. Fedt også at se dig på den her måde!,« beretter Bjarke og tilføjer:

»Paolo og Henrik er deltid i Queen Machine, mens Peter og Jens er fuldtid. Det kunne jeg også beslutte mig for. En af grundene til, jeg stadig er læge, er, at det ene giver noget til det andet. Men jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg skulle: Queen Machine!«

Forsanger i Queen Machine, Bjarke Baisner Laursen, ligner den nu afdøde frontfigur i Queen, Freddy Mercury, til forveksling. Til dagligt arbejder Bjarke som læge på Aarhus Universitetshospital, hvor han i stadig stigende grad oplever at blive genkendt fra Queen Machine. Foto: ThinkAlike

Ringen sluttes

I takt med at mange af bandets musikalske drømme er gået i opfyldelse, er nye kommet til.

»Vi har rigtig mange shows i udlandet næste år, i Polen og Tyskland blandt andet, så den drøm lever videre. Og så kunne vi da godt tænke os på et tidspunkt at spille på nogle af de festivaler, som hidtil ikke har taget tribute bands ind: Roskilde, Northside, Grøn…,« remser Jens op.

Bjarke rykker frem på kanten af sofaen og ser direkte ind i kameraet.

»Vi drømmer da også om, at vi holder Queen Machine i live og sidder her og taler med Århus Onsdag igen om 25 år. Det er en livsstil, og det er krævende – også for vores familier. Men når vi sidder her uden vores hustruer, kan vi nemt blive enige om, at Queen Machine er det fedeste nogensinde, og at vi bliver ved med at udvikle bandet og udvide grænserne for, hvad vi kan som musikere. Vi kan altid blive bedre!« slår forsangeren fast.

»Jeg håber, vi stadig spiller Queen, når vi engang sidder sammen på plejehjemmet,« ler Peter.

Den griber Henrik:

»Vi kommer da til at give så mange Queen Machine shows i plejehjemmets kantine. Så er ringen ligesom sluttet, kan man sige!«

På scenen ligner Bjarke Baisner Laursen Freddy Mercury til forveksling - både hvad angår udseende, vokalpræstation og statur. Foto: ThinkAlike

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.