Verdens mest lyttede koncert rammer Lystrup Kirke
De engelske Christmas Carols hører til verdens mest populære og nu synger universitets kammerkor en version af de populære aftensange i Lystrup, fremgår det af en pressemeddelelse.
På programmet har Aarhus Universitetskor valgt at fremføre korværker, der omhandler julens forskellige begivenheder. Blandt andet med værker af nyere komponister som Ola Gjeilo og Bob Chilcott. Derudover vil komponisterne Mendelsohn og J.P.E. Hartmann blive repræsenteret samt arrangementer af Bo Holten. Musik når den er bedst fremført af et kor med høj karat.
Evensong er en musikalskgudstjenesteform, der stammer fra England, og som er velkendt i de større bykirker og katedraler. Der er fokus på vekselvirkningen mellem liturgi — de læste tekster — og korsang. Traditionen med evensong kan føres tilbage til 1549 i den anglikanske kirke, England.
Medlemmer af menigheden vil læse udvalgte tekster fra Bibelen strækkende sig fra uddrag af skabelsesberetningen over fødslen til bekendelsen til Kristus.
Ud over kormusik og bibellæsning vil der være fællessalmer.
Lars Nabe-Nielsen sidder ved orglet, og Hans Boas er liturg, mens Søren Kinch Hansen er dirigent for Aarhus Universitetskor. Det er et ambitiøst klassisk kammerkor med et bredt repertoire, men ofte med fokus på relativt ny kormusik. Her kan blandt andet nævnes et tæt samarbejde med samtidige danske komponister, som har mundet ud i uropførelser af en række værker.
Det er søndag 18. december kl. 15 i Lystrup Kirke.
sø