Guide: Julefilm i bløde biograf-sæder i Aarhus
Dagene imellem jul og nytår er et oplagt tidspunkt at tage familien eller vennerne med i biffen. Århus Onsdags redaktion giver her vores bud på fem premierefilm, som kan ses i de aarhusianske biografer i december.
Juletid er hyggetid og dermed også filmtid. Og der er traditionen tro et hav af bif-baskere, der får premiere i de aarhusianske biografer i december. Århus Onsdags redaktion har her samlet en håndfuld af de nyeste premierefilm, som vi i hvert fald synes er værd at rejse sig fra julefrokost-bordet og tage i biffen for at se.
Der er noget for alle aldre og for enhver smag, så det er bare med at komme afsted.
Rigtig god film-fornøjelse!
FOR ACTION-JÆGERE MED HUMOR
“Violent Night”
Thrilleren “Violent Night” er en sort action-komedie, der udspiller sig i julen.
Filmen handler om en gruppe lejesoldater, der juleaften bryder ind hos en velhavende familie og tager alle som gidsler. Men til deres store overraskelse møder de modstand fra en noget uventet kant: nemlig fra selveste julemanden.
I hovedrollen som julemanden ses den amerikanske skuespiller, David Harbour, kendt fra blandt andet filmen “Hellboy” og tv-fænomenet “Stranger Things”.
Premiere 1. december i Nordisk Film biografer Aarhus C og i Cinemaxx Aarhus C. Se mere på kino.dk.
FOR SMÅ OG STORE EVENTYRERE
“Avatar 2: The Way of Water”
Mere end et årti er gået, siden Jake Sully tog til Pandora og fandt kærligheden med Na’vien Neytiri. Sammen har de skabt en familie, men lykken får en brat ende, da menneskene atter ankommer for at kolonisere planeten. Snart indser Jake Sully, at hans familie først er i sikkerhed, hvis de flygter. Dette bliver starten på et nyt eventyr, da familien rejser til et ø-rige, hvor hav-na’vierne bor.
Fantasyfilmen “Avatar: The Way of Water” er instruktør James Camerons første ud af fire efterfølger til science fiction-eventyret “Avatar” fra 2009. Filmen vises i 3D samt i 2D.
Premiere 14. december i Nordisk Film biografer Aarhus C, Nordisk Film biografer Trøjborg og i Cinemaxx Aarhus C. Se mere på cinemaxx.dk/aarhus.
FOR EFTERTÆNKSOMME FILMFANS
“The Woodcutter Story”
Komediedramaet “The Woodcutter Story” handler om Pepe, der er skovhugger i en lille idyllisk by i det nordlige Finland.
Hen over et par dage, sker der en række hændelser, der gradvist ødelægger hans stille og lykkelige liv. Men Pepe er stærkt opsat på altid at se tingene fra den lyse side. Uanset hvad der sker, er han altid smilende og optimistisk. Som om han ved noget om livet, som ingen andre gør.
Filmen er finurlig og surrealistisk med inspiration fra Kafka, Kaurismäki og David Lynch. Den er en hyldest til både poesien og optimismen og visuelt smuk med sin helt egen stil.
Premiere 15. december i Øst for Paradis. Se mere på paradisbio.dk.
FOR HELE FAMILIEN
“Den bestøvlede kat og ønskestjernen”
For første gang i mere end et årti præsenterer DreamWorks Animation et nyt eventyr i Shrek-universet. Den bestøvlede kat, som første gang tonede frem i “Shrek 2”, er nu tilbage i en ny animationsfilm for hele familien.
Den bestøvlede kat har fundet ud af, at han har brugt otte ud af sine ni katteliv. Derfor begiver han sig ud på en farefuld rejse for at finde den mystiske ønskestjerne for med den at genskabe samtlige sine ni liv.
“Den bestøvlede kat og ønskestjernen” er efterfølger til den første film “Den bestøvlede kat” fra 2011. Igen leverer Antonio Banderas stemmen til den orange kat på engelsk, mens Kristian Boland ligeledes er tilbage på dansk.
Premiere 22. december i Nordisk Film biografer Aarhus C, Nordisk Film biografer Trøjborg og i Cinemaxx Aarhus C. Se mere på kino.dk.
FOR DANSEMUS OG MUSIKELSKERE
“I Wanna Dance With Somebody”
Det biografiske og musikalske drama “I Wanna Dance With Somebody” fortæller historien om den verdenskendte sangerinde Whitney Houston.
Med en række af Whitney Houstons mest ikoniske hits og mest sensationelle optrædener viser filmen sangerindens vej fra at være ukendt, men talentfuld New Jersey-korpige til at blive en af verdens bedst sælgende og mest prisbelønnede kunstnere nogensinde.
I rollen som Whitney Houston ses den engelske skuespillerinde, Naomi Ackie, kendt fra Netflix-serien “Master of None” samt filmen “Star Wars: The Rise of Skywalker”.
Premiere 22. december i Nordisk Film biografer Aarhus C, Nordisk Film biografer Trøjborg, Cinemaxx Aarhus C og i Øst for Paradis. Se mere på kino.dk.