Syng sammen til Odbjerg
Nyd sangglæde, fællessang og Andreas Odbjerg pop-skrål i Musikhusets foyer.
Alle er velkommen, når foyeren i Musikhuset Aarhus 25. januar klokken 19 fyldes med sangglade gæster og sammen synger et af tidens store hits. Denne aften er det Andreas Odbjergs charmerende og storhittende popsang ”Hjem fra fabrikken”. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Musikhuset.
Konceptet er simpelt. Du får teksten til sangen, når du ankommer til Musikhuset. Sammen med sanginstruktør Line Groth og tre musikere øver deltagerne sig på aftenens hit. Til sidst optages den ultimative opførelse på video.
Man skulle gerne forlade arrangementet opfyldt af sangglæde og med en suveræn følelse i kroppen.
»Alle kan synge. Ikke lige godt, men det skal da ikke stoppe dig. Det er nemlig sundt at synge og dejligt at gøre det i selskab med andre. Til Syng! Syng! Syng! er alle velkommen, og vi lover dig, at vi sammen lyder tæt på fremragende!« lyder det i pressemeddelelsen.
Denne aften i Musikhuset møder du andre frimodige ”skrålere”.
»Det ender helt sikkert med, at det hele lyder langt bedre end nogen kunne forestille sig på forhånd, når vi sammen fyrer den af til slut.«
Inspirationen til Syng!Syng!Syng! er hentet fra Australien, hvor Pub Choir uge efter uge forvandler en gruppe af fremmede til et legendarisk kor.
Det koster 50 kroner at være med. Til gengæld giver billetten adgang til en gratis øl, sodavand eller et glas vin. Og ubegrænset sangglæde.
På scenen er sanginstruktør Line Groth, Jeppe Pilgaard på klaver, Mikkel Fisker på bas og Kim Bahnsen på trommer.
sø