Palæstina-film og falafel på plakaten
Film, falafel og fortælling er indholdet i et nyt og spændende samarbejde.
Palæstina Film Festival og Frontløberne, to meget forskellige parter, er gået sammen i et nyt og sprudlende samarbejde om en række arrangementer i foråret i Det 3. Rum, som er Frontløbernes venue på Sydhavnen i Aarhus. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det bliver med overskriften ”Palæstina på plakaten”, og der vil blive vist film om Palæstina, serveret falafel og drikkevarer samt fremført fortællinger om Palæstina med efterfølgende samtale.
Første arrangement holdes fredag 27. januar klokken 18-22 i Det 3. Rum, Jægergårdsgade 154c.
Det bliver spisning af falafel med mere ved Falafelna, oplæg til samt visning af filmen ”Coffee for All Nations” af Wafa Jamil (arabisk tale engelsk undertekst) og oplæg til samtale ved Bilal Al-Issa.
Filmen ”Coffee for All Nations” er en dokumentar lavet af den palæstinensisk-svenske instruktør Wafa Jamil. Den er om palæstinenseren Abed, der sammen med sin familie i 1948, af den israelske hær blev tvunget til at forlade sin jord og flytte til Dheisheh flygtningelejren i Betlehem. Abed beslutter at gå tilbage til sin jord, hvor han flytter ind i en hule, han har opdaget. Her vil han bo resten af sit liv. I hulen, hvorfra der er en fantastisk udsigt, indretter han en café, for at vende sin tragedie til noget positivt, og give ham en indkomst. Her vil han servere kaffe for alle nationer.
Bilal Al-Issa er uddannet i international business communication og arabisk ved Syddansk Universitet. Han har været med i et rådgivende panel for Kulturministeriet, været kommunikationsmedarbejder i Det Danske Hus i Palæstina, og han er medforfatter til bogen ”Kampen om Vollsmose”. I dag er han selvstændig og foredragsholder.
sø