”Stuepigerne” udvisker grænsen imellem fantasi og virkelighed

Alle vægge er beklædt med spejle i det ottekantede rum indrettet i rokokostil. En rund seng med voluminøse puder står i midten af værelset, over den svæver en enorm prismelysekrone. Stole med svungne ryglæn, buttede kommoder, lodne tæpper, blomster og champagne udgør rummets øvrige indretning. Stort set alt er udført i pink. 

Kulissen er omdrejningspunktet i forestillingen ”Stuepigerne”, som spiller på Aarhus Teaters Studio scene fra 2. februar. Et drama om magt og afhængighed, frihed og fornedrelse skrevet af den berygtede, franske dramatiker og forfatter Jean Genet i 1947.

I dette værelse udviskes grænserne imellem fantasi og virkelighed, når en magtkamp udspiller sig imellem husets herskesyge Madame og hendes to stuepiger, søstrene Claire og Solange, som ønsker at undslippe deres underklassevirkelighed. 

I rollerne som de to stuepiger ses henholdsvis Mette Klakstein og Amanda Friiis Jürgensen, mens rollen som Madame spilles af Mette Døssing. Alle tre skuespillere er en fast del af Aarhus Teaters ensemble. 

Inde fra kulissen kan skuespillerne ikke se ud – de kan kun se sig selv i det omsluttende spejlkabinet. Udefra kan publikum, der er fordelt rundt om den ottekantede trækonstruktion, se ind og opfange dialog og lyd på nærmest filmisk vis via høretelefoner. 

»Scenografien er udformet med et peep-show i tankerne. Fordi der med peep-show er forbundet noget erotisk og lyssky. Vi har valgt at gøre den kvælende pink altdominerende for at illustrere det feminine fængsel, stuepigerne befinder sig i og med deres arbejderklassebaggrund ikke kan flygte fra - andet end i fantasien,« fortæller Nathalie Mellbye, der er scenograf på forestillingen.

»Spejlkabinettet giver publikum mulighed for og frihed til at kigge med. Og lytte med via høretelefonerne, hvor publikum får de medvirkendes stemmer direkte i ørerne sammen med lyd, der er med til at sætte stemningen. Derved kan man som tilskuer selv bestemme, hvilken virkelighed man kigger på, og hvor man retter sit blik hen, når den kvindelige seksualitet udfoldes i et intimt og intenst rum af magt og afhængighed, had og hån, begær, frihed og fornedrelse,« fortsætter Mellbye.

Når Madame ikke er til stede i værelset, udlever Claire og Solange en række sadomasochistiske rollespil, som bevæger sig i grænselandet mellem vold og leg og hele tiden med den ultimative forløsning for øje; kvælningen af Madame. 

»”Stuepigerne” er groft sagt en hyldest til menneskets mørke sider. Det er en hævnfantasi og en undersøgelse af, hvordan man undslipper sin isolation og underklassevirkelighed. Stykket igennem stiller man sig som publikum spørgsmålet: ”Hvornår er der tale om leg, og hvornår er der tale om vold? Hvornår er det virkelighed, og hvornår er det fantasi?”« lyder det fra Line Paulsen, der er instruktør på ”Stuepigerne”.

Værste kritiker ser med

En uges tid forud for premieren på ”Stuepigerne” taler Aarhus Onsdags journalist med Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen i en kort pause imellem prøverne, hvor de har placeret sig i det bløde møblement i Studio scenens foyer. Begge sidder de i deres sort-hvide stuepigekostumer iført pink Crocs.

»Det er specielt ikke at kunne se publikum. Man er vant til at kunne tune ind på energien i salen. Vi plejer at kunne se, hvis en sidder med mobilen fremme. Ligesom vi efter en forestilling plejer at kunne sige til hinanden: ”Hold da op et dejligt fokus publikum havde i aften!”« siger Amanda Friis Jürgensen med henvisning til forestillingens scenografi. 

»I princippet kan publikum jo udvandre under en forestilling, uden at vi opdager det…« siger Mette Klakstein og ser med store øjne på sin medspiller. De ler. 

»I den her måde at spille på ligger der en form for overgivelse. Der kan jo ske al muligt i salen, vi intet ved om. Falder en på første række i søvn, lægger vi normalt mærke til det. Her er vi meget fokuseret på der, hvor vi er, og har ingen anelse om, hvad der måtte foregå på den anden side af spejlvæggene,« lyder det så fra Amanda Friis Jürgensen.

For begge skuespillere har det været en udfordring hele tiden at kunne se sig selv. I scenografien er de omgivet af spejle og kan få øjenkontakt med dem selv, uanset i hvilken retning de kigger.

»For mig har det virkelig været en udfordring at se mig selv så meget. Det er superblufærdigt, synes jeg. Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem der ikke kan gå forbi et spejl uden at kigge i det og så dem, der aldrig kigger i det. I ”Stuepigerne” har vi ikke noget valg; vi skal kigge i spejlene. Enten som om vi spejler os, eller som om vi kigger ud i mørket på den anden side. På den måde bliver vi lidt vores eget publikum. Og man skal altså vænne sig til, at ens største kritiker – en selv – kigger med hele tiden,« siger Mette Klakstein.

Amanda Friis Jürgensen nikker.

»Man bliver virkelig konfronteret med sin blufærdighed, når man kan se sig selv hele tiden. Det er en udfordring. Og faktisk en større udfordring end jeg regnede med, det ville være,« erkender hun.

Aktuel tematik

Scenografien er ikke den eneste udfordring, Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen har mødt i deres arbejde med ”Stuepigerne”.

»Teksten i sig selv er en udfordring. Der skal lirkes meget for at forstå alting. Stykket er skrevet i et gammelt, stilmæssigt højt sprog, og selv om det bliver brugt i en nutidig kontekst, er der hele tiden en pil, der peger tidsmæssigt bagud,« forklarer Amanda Friis Jürgensen.

Mette Klakstein uddyber:

»”Stuepigerne” er et gammelt stykke, men ikke så gammelt som et stykke af eksempelvis Shakespeare. Det betyder, at vi ikke må rykke så meget som et komma – alt skal med. Og alt skal siges præcis, som det står i manus. Det er krævende!« Klakstein fingerer at tørre sved af panden med bagsiden af sin håndflade.

Til trods for at ”Stuepigerne” har 76 år på bagen, har stykket stadig stor relevans i dag. 

»Stykkets tematik er stadig aktuel i dag. Claire og Solange påtager sig nogle andre roller i forsøg på at slippe væk fra den underdanige stuepigerolle, fra en enorm ensomhed og et stort selvhad. De opfinder en ny virkelighed, de kan søge tilflugt i. Det samme gælder Madame, der modsat stuepigerne er en del af overklassen, men stadig ligger under for sin mands magt og for samfundets normer og forventninger. På mange måder kan det føres over på verden, som den er i dag, hvor eksempelvis mange unge piger skaber sig en ny personlighed på de sociale medier. De følger, forfølger og imiterer andre i deres stræben efter at blive nogen. Desværre nogle gange i en grad, hvor de mister grebet om sig selv og ender med at blive ingen,« siger Amanda Friis Jürgensen og ser tænksom ud.

Mette Klakstein tager ordet:

»De to stuepiger repræsenterer underklassen. De higer efter at lægge afstand til deres egen klasse og få en plads i overklassen. Også selv om de oplever, at Madame, der på trods af penge og status, ikke er lykkelig i overklassen. Så hvorfor stræber de efter overklassen? Det er interessant, synes jeg,« funderer hun.

Pausen er forbi. Prøverne og det lyserøde spejlkabinet kræver Mette Klakstein og Amanda Jürgensens tilstedeværelse. 

Få minutter efter er prøverne atter i gang. I rollen som Claire sidder Mette Klakstein ved et bord omgivet af spejle og diverse i pink. Iklædt en lang, rød velourkjole af Madames. Amanda Friis Jürgensens karakter, Solange, er stadig iklædt det sort-hvide stuepigekostume. Solange finder et par gummihandsker frem fra lommen i det hvide forklæde og tager dem på. Hun nærmer sig Claire og griber om hendes hestehale. Trækker hende ned mod gulvet, hiver hende op igen og smider hende brutalt på sengen. Hun flår blomsten af en rose og maser den ind i munden på Claire, der gisper efter vejret. Er det vold eller leg? Fantasi eller virkelighed? 

Få svaret på Aarhus Teaters Studio scene fra 2. februar til 4. marts.