Børn tegner og maler Jesus' død og opstandelse
Ikke færre end 250 aarhusianske skolebørn udstiller deres kunst i Aarhus Domkirke.
Aarhus Billed- og Medieskole og Skole-Kirke-Samarbejdet i Aarhus inviterer 27. marts kl. 9.30 - 10.30 til åbning af udstillingen ”Påsken i billeder” i Aarhus Domkirke.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Påsken i billeder er et kunstprojekt med udgangspunkt i påskens bibelske fortælling. Mere end 250 skoleelever i Aarhus Kommune har arbejdet kunstnerisk med påskens forskellige dage og temaer gennem grafiske tryk, collager og mobile skulpturer. Ginette Wien, Tine Werner og Pia Hørlyck fra Aarhus Billed- og Medieskole har undervist børnene.
»Der er historier nok af historier at fortælle om de begivenhedsrige dage i påsken. Skær betyder ren, og skærtorsdag vaskede Jesus ifølge Bibelen sine disciples fødder rene og spiste sit sidste måltid med dem, nadveren. Langfredag hang han på korset og ventede på at dø, så han kunne blive forenet med sin far. Søndag, påskedag, genopstod Jesus fra de døde og mandag 2. påskedag mødte to af disciplene ham,« forklares det i pressemeddelelsen.
Påsken i billeder viser værker fra følgende skoler: Virupskolen, Højvangskolen, Hasle Skole, Viby Skole, Katrinebjergskolen, Frederiksbjerg Skole, Hårup Skole, Engdalskolen og Søndervangskolen.
Man kan se udstillingen frem til 19. april i Domkirkens åbningstid, når der ikke er gudstjeneste eller andre kirkelige handlinger.
sø