Fotos uden det øverste lag lægger op til fantasien
Publikum bestemmer, hvad de sammenflettede fotos fortæller.
Kunstner, fotograf og journalist Myrta Köhler bor og arbejder i Berlin. Fra april til juni udstiller hun to serier i Godsbanens Foyer med hvert sit udtryk og fotografiske teknik.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
I begge serier fremkommer hvide områder eller “tomrum.” Det er en invitation til at sammensætte det fulde billede på egen hånd.
Hvor ofte hviler vores sind egentlig fuldt ud her og nu? Erindringer, håb, associationer trænger pludselig ind, overlejrer øjeblikket. Myrta Köhler visualiserer denne samtidighed i sine Exca (r)vacions: Ved delvist at fjerne det øverste lag af fremkaldte fotografier tillader hun et andet motiv at dukke op i billedet.
I serien, ”Flow and then”, er der en anden idé om frihed: Hvordan kunne det se ud at give slip på alle begreber og betro sig fuldstændig til uvisheden, til den tomme fremtid?
Myrta Köhler udforsker dette spørgsmål i stort format, hvor hun udsætter sin krop for solen i op til en time på papir. Denne “fotografering i slowmotion” skaber hvide skygger på en blå baggrund og billeder af en vægtløshed, der kræver afkald på kontrollen. Under skabelsen overgiver kunstneren sig til tid, lys, vand og tilfældigheder.
Selvom de anvender meget forskellige teknikker, visualiserer begge serier aftryk i form af hvide områder. I begge tilfælde er det disse “tomrum”, der i sidste ende udgør billedernes betydning.
Udstillingen kan opleves frem til medio juni.
sø