Han er forfader til collagen med Disney-figurer og verdensledere
Islandske Erró har været med til at udvikle en international kunstnerisk bevægelse inspireret af den amerikanske popkunst.
Samtidig med at islandske Erró er aktuel med en store retrospektiv udstilling Erró - The Power of Images på Aros, kan man opleve et alternativ hos Fogh Gallery.
Erró står som en af frontfigurerne inden for narrativ figuration og som forfader til collagen. I løbet af 1950’erne rejste Erró rundt i store dele af verden, og i 1958 flyttede han til Paris, hvor han blev en del af surrealisterne.
Op gennem 1960’erne var han med til at udvikle en stor international kunstnerisk bevægelse inspireret af den amerikanske popkunst og populærkulturens billedsprog, tegneserier og reklame og film, og hvor omdrejningspunktet for Erró blev collagen.
Denne kunstneriske bevægelse gjorde op med enhver form for autoritet og omformede og opløste billedsproget med legesyge og humoristiske referencer, men med et skarpt politisk og kunstnerisk indhold.
I sin stadige indsamling af billedmateriale fra hele verden henter Erró klip fra aviser, ugeblade, magasiner, brochurer, plakater, postkort, reklamer og ikke mindst tegneserier. Dette enorme billedarkiv er råmaterialet og inspirationskilden, som ligger til grund for de collager, som senere overføres til lærred og aguagravure-tryk, og som man kan opleve på udstillingen.
I Errós minutiøst udførte og meget farvestrålende værker kombineres på den måde cowboyhelte, Disney- og andre tegneseriefigurer med politiske verdensledere og kunsthistoriske parafraser.
Errós værker er repræsenterede i permanente samlinger blandt andet på Museum of Modern Art i New York, Centre Pompidou og Musée d’art moderne de la ville de Paris, Staatliche Museen zu Berlin og Louisiana museum for moderne kunst.
Udstillingen på Fogh Gallery kan opleves frem til 22. april.
sra