Pennevenner på hver sin side af flygtningelejrens pigtråd
Palæstinensiske piger bliver venner på tværs af flygtningelejre, og man kan lære at brodere på Palæstina Film Festival.
Palæstina Film Festival har i år 10-års jubilæum og fejrer det 27.-30. april med et righoldigt program med spille- og dokumentarfilm samt med en række spændende gæster over fire dage i Øst for Paradis.
Stærke følelser, kærlighed, sorg og håb - tilsat humor - er ligesom tidligere år den mangfoldige og bevægende blanding, der indgår i årets film.
Palæstina er desværre endnu en gang meget aktuel med omtale i medierne af vold og uroligheder. Ved festivalen har man mulighed for at komme bagom de hurtige nyheder og få et bredere og mere nuanceret kendskab til Palæstina og palæstinensere, kulturelt, historisk og menneskeligt.
Det er netop det, som filmene kan oppe på det store lærred i biografmørket.
10-års jubilæet bliver fejret med et gensyn med nogle af de mest bevægende film gennem de seneste 10 år. En af dem er dokumentaren ”Breve til en ven” om nogle palæstinensiske piger i hver sin flygtningelejr i Palæstina og Libanon. Pigerne bliver venner, trods de ikke kan mødes. Det lykkes dog alligevel, og det bliver et bevægende møde - adskilt af pigtråd.
Det nye og spændende er, at Palæstina Film Festival denne gang får besøg af et par af filmens piger, der på denne måde ”træder ud af filmen”, nu som voksne. De vil tale ved visningen af ”Breve til en ven”.
Den ene er Tamara Abu Laban, filminstruktør med eget produktions-selskab. Festivalen viser desuden en af hendes film ”Walls of Dheisheh” samt hendes musikvideo ”A Bali Watar”. Tamara Abu Laban vil fortælle om sine film og svare på spørgsmål fra publikum.
Ved festivalens åbning vises den meget stærke film ”3000 Nights” om en ung, palæstinensisk kvinde, der efter en dom på grund af falske anklager må føde og opdrage sit barn i et israelsk fængsel.
Her vises også en ny kortfilm af Søren Marcussen, ”Ingen kender dagen”, et filmisk digt på baggrund af 75-året for Nakba i 1948, den palæstinensiske eksodus. Festivalen viser desuden en helt ny og prisbelønnet film ”Mediterranean Fever” fra 2022 om et venskab, der udvikler sig faretruende.
Festivalen slutter af søndag 30. april med dokumentaren ”Stitching Palestine”, hvor 12 kvinders fortællinger knyttes sammen af traditionelle palæstinensiske broderier.
Forud for festivalen arrangeres nogle gratis broderi-workshops, hvor modedesigner Farah Oueiti står klar med støtte og vejledning til at brodere og med fortællinger om palæstinensisk broderi.
Det er hos Fairbar og Broderi Moderne i weekenden 22. og 23. april, hvilket leder op til visning af filmen. En tilsvarende broderi-workshop i marts samlede over 20 deltagere med meget forskellig baggrund, som ivrigt gav sig i kast med de traditionelle palæstinensiske broderier.
sra